Premiere på 45 år

STØTTE. Andrew Haighs anmelderroste sølvbjørnevinder "45 år" har premiere i de danske biografer den 8. oktober med støtte fra Det Danske Filminstuts arthouse-ordning.

Britiske Andrew Haighs intime drama "45 år" med Charlotte Rampling og Tom Courtenay af har dansk premiere den 8. oktober. Filmen er støttet af Filminstituttets ordning for import af arthouse-film.

Der er en uge til Kate og Geoff skal fejre deres 45 års bryllupsdag i den lille engelske landsby, hvor de lever en rolig pensionisttilværelse. Men deres rolige hverdag rystes, da de modtager et brev med nyheden om, at Geoffs ungdomskæreste er blevet fundet død i en schweizisk gletsjer. Nyheden driver langsomt en kile ind mellem Kate og Geoff og får navnlig Kate til at se deres lange samliv i et nyt lys.

DFI-støtte til importerede arthouse-film

Det Danske Filminstitut kan yde støtte til markedsføring og distribution samt versionering af importerede arthouse-film i Danmark.

Støtten ydes til importerede arthouse-film med markante og anerkendte kunstneriske kvaliteter, som vurderes ikke at kunne klare sig under normale markedsmæssige vilkår. Der kan endvidere ydes støtte til dansk versionering af importerede arthouse-film for børn og unge. Mindst 25 % af støttemidlerne reserveres til film, hvis markedsføring og distribution er rettet mod børn og unge.

Støtten ydes til spillefilm og dokumentarfilm i spillefilmlængde.

Formålet med støtteordningen er at sikre kunstnerisk kvalitet samt kulturel og geografisk diversitet og mangfoldighed i udbuddet af film, primært på det danske biografmarked, sekundært på andre distributionsplatforme.

Charlotte Rampling og Tom Courtenay modtog Sølvbjørnen på filmfestivalen i Berlin 2015. Filmen har fået stormende anmeldelser overalt, hvor den er blevet vist. Den har p.t. en score på 97 på Rotten Tomatoes.

"45 år" distribueres af Mis. Label i Danmark.

45_aar_plakat