Premiere på Brakland

PREMIERE. Martin Skovbjerg Jensens spillefilmdebut ’Brakland’ er en mørk og intens ungdomsfortælling om to drenges spirende venskab i en lille provinsby. Filmen spiller i biograferne fra den 22. november.

Spillefilmen ’Brakland’ følger Simon, som er flyttet fra København til provinsbyen Vesterby. Her møder han Bjarke – byens alfahan og arving til det lokale højttalerimperium. De to outsidere begynder at udfordre hinanden i grænseoverskridende handlinger, og venskabet vokser. Men da svindel tvinger højttalerfabrikken til konkurs, går byen i opløsning, og Bjarkes familie får skylden. Vreden vækker bæstet i Bjarke, og Simon må nu vælge, om han skal forsøge at redde sin ven eller trække sig fra den kurs, Bjarke har sat – mod sin og Vesterbys undergang.

’Brakland’ er Martin Skovbjerg Jensens spillefilmdebut. Skovbjerg Jensen har tidligere instrueret DR3-webserien 'Anton 90', der fik ros for sin originale tilgang til ungdomsserien, og er medlem af den elektroniske musiktrio Av Av Av, der har skabt filmens soundtrack. 

Manuskriptet er skrevet af Christian Gamst Miller-Harris, der også er forfatter til Anders Walters oscarvindende kortfilm 'Helium'. 

Filmen er produceret af Eva Jakobsen, Katrin Pors og Mikkel Jersin for Snowglobe med støtte fra FilmFyn og Det Danske Filminstitut ved filmkonsulent Åke Sandgren.