Det normale er at beskrive den moderne storby som en hektisk pulserende organisme, der summer af liv og aktivitet. Skyskrabere og technomusik. Også Max Kestners København summer af liv og energi, men "Drømme i København" er et mere subtilt, sammensat og poetisk portræt af en by, end man er vant til at se.
Der er mange byer under byen. Byer med hestevogne, brosten, kostalde, brønde. Pudderkvaste, prælater og stinkende rendestene. De er for længst borte, men lytter man efter, fornemmer man, at byen er bygget af gamle stemmer og falmede billeder.
Mange andre har før dig boet i den lejlighed, som du nu bebor og måske helt ind i marven føler, er dit hjem. Byer er noget, man kan tilhøre med hud og hår, men er samtidig noget, man kun har til låns.
"Drømme i København" er film om en by og dens arkitektur og om de mennesker, der lever deres liv i den. En anti-bombastisk by-symfoni, hvor nutidens cool København og fortidens driftige entrepenørånd og arbejderkultur finder sammen i den islandske komponist Jóhann Jóhannssons stemningsfulde score.
MIN BY
"I Danmark har vi en tradition for at lave danmarksfilm" siger den 40-årige instruktør Max Kestner, der med "Verden i Danmark" fra 2007 faktisk selv har lavet en af slagsen. "Men en tilsvarende film om København kunne jeg ikke finde. Vi bor i et land med en dejlig hovedstad, og der var ikke nogen film om den".
"Jeg er født og opvokset i København og har et kærlighedsforhold til byen. København har en ret perfekt størrelse. Den er stor nok til, at man forbliver anonym, men lille nok til at man kan overskue den. Og så er der en enorm forskellighed, fra det ene bro-kvarter til det andet."
"Ligesom alle andre føler jeg, at det er min by mere end alle andres. Man får et ekstremt tæt forhold til en by, når man har levet i den i mange år. Alle ens erindringer er knyttet til dens gader. Nå, det var hér, man kyssede sin første pige. Eller hér travede man hvileløst op og ned ad gader og stræder, da hun havde forladt dig igen. Minderne er bundet til byen og ophober sig igennem tiden," mener Max Kestner.
"Der er toner og klange og lyden af solsorten, der fløjter, når man går hjem igennem byen klokken fem om morgenen. Nogle gader gør mig glad. Andre gader gør mig ked af det. En gade andre synes er grim, synes jeg er dejlig. Hvorfor er det sådan? Hvorfor påvirker byen mig så meget? Det var mit udgangspunkt for at lave filmen."
IKKE NOGEN TURISTFILM
Så det er ikke nogen turistfilm om Wonderful Copenhagen, Max Kestner har arbejdet på i fem år. Her er hverken en lille havfrue eller optræk til Tivoli-garde. Men det er heller ikke en historie-lektion. København er fanget i nuet. Ej heller er det en polemisk anti-idyl med rå socialrealisme eller en politisk dagsorden og fokus på gadekampe med eller uden Muhammad-tegninger.
Et par af Københavns mest hidsigt omdiskuterede problemer strejfes kun i forbifarten. Lidt plads bliver der dog til den løbende politiske diskussion om, hvorvidt fristaden Christiania skal overleve og i så fald på hvilke vilkår. Et varmt emne efter et tiår med en højreorienteret regering, der pr. definition ikke er vild med tanken om sådan noget selvbestaltet rod som Christiania. Selv om Christiania nu i 38 år har været hippiehovedstad midt i Københavns hjerte og har udviklet sig til en af byens største turistattraktioner.
Rydningen af et besat ungdomshus på Jagtvej 69 fik for et par år siden København til at eksplodere i gadekampe af en hidtil uhørt voldsomhed. Var BZ'erne helt ude i hampen, eller var noget af deres harme berettiget, da de i slagsmål med politiet forvandlede bydelen Nørrebro til, hvad der mest af alt lignede en krigszone? Max Kestner tager ikke stilling. Han nævner ikke konflikten med et ord, men lader blot uden kommentarer kameraet panorere forbi den tomt, hvor Ungdomshuset lå. Nu er der bare et gabende hul i husrækken mellem nummer 67 og 71. En improviseret parkeringsplads oversmurt med graffiti og flydende af affald.
Men den slags antydninger af landets hovedstad som politisk arena og kampplads hører til de absolutte særsyn i Max Kestners film. I "Drømme i København" er byen set med instruktørens helt personlige blik. København skildret i al sin poetiske mangfoldighed. Det er dagligdagsmenneskenes by. Busser og børnehaver, kys og kram. Facader, strøg, ansigter, kroppe bag ruder, døgnets skiftende lyssætninger.
PLANLÆGNING OG TILFÆLDIGHED
I byrummet træder man ind i en historie, der er større end ens egen.
"Fortiden spiller en stor rolle, når man vil skildre en by. Men det var vigtigt for os ikke at skabe en stemning af, at alting var bedre i gamle dage. Det Kong Christian d. 4 byggede i 1600-tallet, var ikke federe, end det vi bygger i dag. Selv om mange af erindringerne om byen er personlige, så er det ikke en nostalgisk film. Bevægelsen peger også fremad," siger Max Kestner og henviser til de mange arkitekter, der medvirker i filmen. Arkitekter, der sidder på deres tegnestuer og diskuterer og planlægger morgendagens bylandskab.
"Det har hele tiden været en film om arkitektur. Men kun på én måde. For jeg har hele tiden vidst, at jeg ikke var klog nok til at kunne fortælle arkitekterne noget om arkitektur. Derfor er filmen heller ikke fuld af kritiske temaer om arkitektur".
"Men jeg interesserer mig som så mange andre mennesker for byudvikling. Vi skal passe på byen, men vi skal også udvikle den; det er en udfordring. Så der skulle arkitekter med i filmen, men det måtte ikke tage overhånd. Jeg ville gerne have, at filmen respekterede, at by-arkitektur også bliver skabt af pølsemanden nede på hjørnet, af hvordan vi bruger byen. Om vi cykler eller kører bil, har stor betydning for, hvordan byen ser ud".
Arkitekterne planlægger byen, men der er meget, man ikke kan planlægge sig til. Det er næsten som John Lennons berømte udsagn om, at livet er, hvad der sker, mens man lægger andre planer. Mennesker er, hvad der sker med byen og dens rentegninger. Deres liv laver om på alle fine planer. Livet leves med tilbøjeligheder og tilfældigheder.
VOYEURISTISK POESI
"Vi ville gerne lave en multi-plot historie af en art, men plottet måtte aldrig tage over. Det vigtigste måtte være, at de enkelte scener blev attraktive", siger Max Kestner, der aldrig har lagt skjul på, at hans dokumentarfilm rummer et stærkt element af iscenesættelse. Det er svært at planlægge virkeligheden, når man laver dokumentarfilm. Men at man tror på tilfældighedernes magt og gerne vil fremhæve tilfældet som princip, er paradoksalt nok et rigtigt godt argument for at minimere tilfældighedernes indflydelse på fortælleprocessen. Men det er fin balance.
"Det skulle ikke bare være facader, men mennesker og facader. Mennesker, gader og vinduer", siger Kestner og fremhæver den finurlige voyeuristiske poesi, der er så vigtig en del af "Drømme i København". Man ser et glimt af et menneske i et vindue, og straks begynder man at forestille sig deres liv. Men den slags plot-linjer er flygtige. Med mindre man ser de enkelte mennesker som strøg af lys og skygger i et sammensat portræt af byens ansigt.
"Det er fra starten tænkt som et portræt, men med fokus på arkitekturen i det fysiske København. Når der findes så mange dokumentariske portrætfilm, så skyldes det selvfølgelig, at folk grundlæggende er interesserede i hinanden, men også at det er så fremkommelig en metode. Hvis man bare bliver ved med at se på et menneske, har man til sidst scener nok til et portræt. Det gælder også for en by. Den kalejdoskopiske metode egner sig godt til dokumentar."
REGELSÆTTET
For at få fastlagt, hvordan man skulle arbejde med byens mange mennesker, opstillede Max Kestner nogle fundamentale spilleregler. Folk måtte ikke have kronologiske historier. De må gerne dukke op flere gange i løbet af filmen. De må gerne etableres som karakterer. Deres liv må gerne berøre og krydse hinandens veje, men personerne skal foldes ud uden at udvikle sig til fortløbende historier med nogen form for suspense. Hvordan gik det lige med jobbet og kærligheden? Den slags er der ikke plads til.
Rent fotografisk besluttede Kestner, at når man framede mennesker, måtte de aldrig være til stede uden byen.
"Hvis vi var i et interiør, kunne vi derfor kun fotografere mod vinduet, for vi skulle kunne se byen udenfor. Hvis vi filmede udefra og ind ad et vindue, måtte vi vælge en størrelse billede, hvor man kunne se husmuren uden omkring vinduet. Mennesket måtte ikke bare være et menneske med et problem eller en situation. Mennesket er inden i et rum, som er inden i en lejlighed, som er inden i et hus, som er i en gade, som er i en by."
Men det var ikke engang den mest radikale beslutning. "Vi var nødt til at tage en beslutning om, hvor fokus, hvor skarpheden, skulle ligge henne", fortæller om Kestner om filmen, som er skudt i 35 mm. "Vi valgte, at det ikke skulle ligge på menneskerne, men på byen. Det vil sige, at menneskerne kun kan komme ind i skarpheden, hvis de befinder sig langs en facade eller går rundt på en altan eller står helt henne ved vinduet. Bygningerne står altid skarpt. Menneskerne er meget af tiden ude af fokus. Det er for at holde fast i, at det er et portræt af en by. Vi kunne selvfølgelig godt have valgt at sætte menneskerne i fokus – det er ligesom konventionen – men dér valgte vi altså at satse."
En satsning som er med til at lægge et historisk grid ned over filmens byportræt. Det fremhæver forestillingen om, at byen er en konstant, mens menneskene kommer og går, bliver født, vokser op og dør. De spiller hver især et flygtigt skyggeteater på byens gamle scene. En dag går de alle en sidste tur igennem byen. Andre skygger vil følge efter dem. Glade børn, travle voksne, skrutryggede gamle vil passere arbejderkarréerne fra 1930'erne, patricierpalæerne fra 1700-tallet og det endnu sjælløse nybyggeri i Københavns spritnye bydele, hvor arkitekter og bygningsarbejdere går rundt og dirigerer med hjelm og falkeblik i byggelarm og støv. Prestigebyggerier i rå beton og dristigt svungne linjer. Som også en dag vil få patina og blive belagt med beboernes glæder, sorger og hverdagsrutiner – og selvfølgelig deres drømme i København.
Læs mere om filmen på www.cphdox.dk
