Premiere på fransk Cannes-vinder

Den franske film "Profeten", som sidste år havde stor succes på Cannes og tilmed vandt en pris, har forpremiere i Grand Teatret med KLUB PIX onsdag den 24. februar.

Jacques Audiards fængselsfilm følger den kun 19-årige Malik, der er halvt araber - halvt korsikaner. Malik, der er idømt en fængselsstraf på seks år, skal nu skabe sig en tilværelse inden for murene og finde sin plads i fængselshierarkiet. Han viser sig at være lærernem og efterhånden forskydes magtbalancen blandt de indsatte.

Forpremieren sker i samarbejde med KLUB PIX, der er en del af filmfestivalen CPH:PIX. KLUB PIX er et gratis tilbud til filmelskere, der gerne vil holdes orienteret om aktuelle premierer, tilbud og særarrangementer.  Hvis man er medlem, kan man få billetten til "Profeten" til nedsat pris.

Anmeldelser

Politiken, Sophie Engberg Sonne, 5/6 hjerter

"”¦ en af filmens ironiske pointer er, at for den enfoldige småforbryder Malik begynder forbrydelse for alvor at kunne betale sig, efter han kommer i fængsel."

Berlingske, Ann Lind Andersen, 5/6 stjerner

"Med en realisme, der føles autentisk, lægger »Profeten« fra første scene sig som en jernhård klump i maven, der aldrig forsvinder under de to og en halv time, filmen varer."

Information, Eva Novrup Redvall

"Det er en utrolig velspillet og vedkommende tur ind i et fransk fængsels mikrokosmos, hvor man fra den første foldede pengeseddel gemt i en slidt skosnude føler sig i filmisk sikre hænder."

Jyllandsposten, Jakob Levinsen, 4/6 stjerner

"”¦ den på én gang formfuldendte, tvetydige og sarkastiske slutscene får hævet historien langt op over dens aktuelle franske kulisse, alt imens den får sendt en bidsk hilsen til digteren Bertolt Brechts gamle overvejelser om, hvor de virkelige forbrydere mon er."

Importstøtte


Det Danske Filminstitut støtter hvert år danske filmdistributørers import og lancering af 10-12 kunstnerisk værdifulde film, som sandsynligvis ellers ikke ville blive vist i danske biografer under normale markedsmæssige vilkår.

Flere af dette års Oscar-nominerede film har fået dansk biografdistribution med støtte fra DFI, bl.a fire ud af fem film i kategorien Bedste Udenlandske Film: "The Milk of Sorrow", "Det hvide bånd", "Profeten" og "El Secreto de Sus Ojos".

Grand Teatret i København, Café Biografen i Odense og Øst for Paradis i Århus viser alle filmen fra den officielle premieredato den 25. februar.

"Profeten" vandt i 2009 den prestigefyldte Juryens Grand Prix i Cannes i 2009. Filmen er desuden nomineret til en Oscar for Bedste Udenlandske Film.

Filmen distribueres af Walt Disney Studios Motion Pictures, Denmark og har modtaget importstøtte fra Det Danske Filminstitut.