"Free the Mind" følger hjerneforskeren Richard Davidson i hans forsøg på at forbedre livskvaliteten for to krigsveteraner med posttraumatisk stresssyndrom samt 5-årige Will, der lider af ADHD.
Davidson har høstet stor international anerkendelse for sin forskning inden for meditations påvirkning af hjernen. Filmen er en fantastisk fortælling om, hvordan én mands vision vender tre personers skæbne - ikke blot med vidtrækkende perspektiver for dem men også for menneskeheden i fremtiden.
Anmeldelserne af filmen er positive. "Phie Ambo kan både noget med mennesker og med billeder. Hun kan være til stede med sit kamera i intime og sårbare situationer på en måde, så det yderst vanskelige kommer til at se pærelet ud. Og det er hér, filmens største styrke ligger" skriver en begejstret Lars Movin i Information, der ikke uddeler stjerner.
Både Filmmagasinet Ekko og Politiken topper med 5 ud af 6 stjerner, Jyllandsposten uddeler 4 stjerner og Berlingske og Ekstra Bladet giver 3 stjerner.
"Free the Mind" er den tredje film i årets DOXBIO program, og den vises i alle biografer i DOXBIO’s netværk. Efter filmen vil der være mulighed for at følge en live-transmitteret diskussion med Richard Davidson, instruktør Phie Ambo og den PTSD-diagnosticerede veteran, Christian.
Phie Ambo er uddannet dokumentarfilminstruktør fra Den Danske Filmskole og har modtaget flere nationale og internationale priser for sine dokumentarfilm.
Læs et interview med Phie Ambo om "Free the Mind".
"Free the Mind" produceret af Sigrid Dyekjær for Danish Documentary Production med støtte fra Det Danske Filminstitut.
Oversigt over biografer og tider. Enkelte biografer viser filmen i længere tid.