Premiere på Heart of a Dog

IMPORT. Laurie Andersons essayistiske dokumentarfilm "Heart of a Dog" kan ses i biograferne fra den 12. maj. Filmen er importeret med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Torsdag den 12. maj er der premiere på Laurie Andersons film om hendes afdøde klaverspillende hund Lolabelle, hvor hun undervejs reflekterer over emner som liv, død og kærlighed, konsekvenserne af 11. september, samt NSA, Wittgenstein og Den Tibetanske Dødebog.

Filmen var i hovedkonkurrence i Venedig i 2015.

DFI-støtte for import af arthouse-film

Det Danske Filminstitut kan yde støtte til markedsføring og distribution samt versionering af importerede arthouse-film i Danmark.

Støtten ydes til importerede arthouse-film med markante og anerkendte kunstneriske kvaliteter, som vurderes ikke at kunne klare sig under normale markedsmæssige vilkår. Der kan endvidere ydes støtte til dansk versionering af importerede arthouse-film for børn og unge. Mindst 25 % af støttemidlerne reserveres til film, hvis markedsføring og distribution er rettet mod børn og unge.

Støtten ydes til spillefilm og dokumentarfilm i spillefilmlængde.

Formålet med støtteordningen er at sikre kunstnerisk kvalitet samt kulturel og geografisk diversitet og mangfoldighed i udbuddet af film, primært på det danske biografmarked, sekundært på andre distributionsplatforme.

Markedsføring og distribution af importerede arthouse-film

Laurie Anderson er ud over filmskaber blandt andet også performancekunstner, komponist og musiker, og i disse dage gæster hun Danmark, hvor hun vil optræde på Click Festivalen på lørdag.

"Heart of a Dog" er importeret og distribueres af Camera Film med arthouse-støtte af Det Danske Filminstitut.

Trailer