Premiere på Hushpuppy

IMPORTSTØTTE. Benh Zeitlins debutfilm "Hushpuppy" har vakt stor opmærksomhed på festivaler som Sundance og Cannes, hvor den vandt flere priser. Filmen, der også har imponeret de danske anmeldere, har premiere i dag den 3. januar.

Den 6-årige Hushpuppy bor sammen med sin far i et lille samfund beliggende nær verdens ende. Da faderen bliver ramt af en mystisk sygdom og ikke længere kan beskytte hende, begynder naturen at opføre sig underligt: Temperaturen stiger, polerne smelter og fører en hær af urokser med sig. I håbet om at gøre det rigtige, drager den viljestærke og handlekraftige Hushpuppy ud for at finde sin mor.

"Hushpuppy", med originaltitlen "Beasts of the Southern Wild", er lavet for knap 10 mio. kr. Dens magiske realisme – ikke mindst båret af den kun 5-årige Quvenzhané Wallis' hovedrollepræstation – har betaget og begejstret publikum. På festivaler som Cannes og Sundance har den hentet fine priser og herhjemme har den fået usædvanlig flotte anmeldelser med bl.a. 6 hjerter i Politiken og 6 stjerner i BT, Ekstra Bladet og Ekko.

Importstøtte

Filminstituttet giver støtte til import og lancering af kunstnerisk værdifulde film, som trods åbenlyse og anerkendte kunstneriske kvaliteter, sandsynligvis ikke ville blive vist i danske biografer under normale markedsmæssige vilkår.

Der gives importstøtte til ca. 15 film om året.

Læs mere om importstøtte.

Filmen er importeret af Miracle Film med støtte fra Det Danske Filminstitut. 

Trailer