Premiere på israelsk antikrigsfilm

En ny israelsk film om en deling faldskærmssoldater på mission får premiere torsdag den 6. maj. "Libanon" vandt sidste år Guldløven i Venedig, og på flere internationale festivaler er den udråbt som en af tidens bedste antikrigsfilm.

Juni 1982, den første Libanon-krig. Fire faldskærmssoldater har fået til opgave at holde en fjendtlig by i skak. Men inden de har fået lagt en slagplan for missionen, befinder de fire soldater sig pludselig på fjendens område indespærret i deres eget militærkøretøj, en pansret mandskabsvogn. Klaustrofobien griber dem, og det går hurtigt op for de uprøvede soldater, at de er fanget midt i et inferno af død og ødelæggelse. En situation som soldaterne viser sig ikke at være helt forberedt på. Drevet af et spinkelt håb om at overleve forsøger delingen desperat ikke at miste besindelsen.

Populær festivalfilm

Israelskfødte Samuel Maoz' "Libanon" vandt sidste år Guldløven ved filmfestivalen i Venedig. Filmen blev med de klaustrofobiske scener i den pansrede mandskabsvogn sammenlignet med Wolfgang Petersens tyske ubådsklassiker "Das Boot" fra 1981.

Importstøtte

Filminstituttet giver støtte til import og lancering af kunstnerisk værdifulde film, som trods åbenlyse og anerkendte kunstneriske kvaliteter, sandsynligvis ikke ville blive vist i danske biografer under normale markedsmæssige vilkår. Der gives importstøtte til ca. 20 film om året.

Guldløven blev det store afsæt for et sprudlende festivalliv med besøg på blandt andet de store festivaler i Toronto og London. Under flere af præsentationerne blev "Libanon" udråbt som en af tidens bedste antikrigsfilm på grund af den rå realisme og stærke personskildring. Særligt er filmens endnu ukendte instruktør Samuel Maoz – det er blot hans anden spillefilm – blevet fremhævet for sin evne til at skildre soldaterne i kamp uden at svælge i blod.

"Libanon" har modtaget importstøtte fra Det Danske Filminstitut

Premiere: torsdag den 6. maj
Biografer: Dagmar Teatret, Grand Teatret, Vester Vov Vov og Øst for Paradis.