Premiere på Little Men

PREMIERE. Den 17. november er der premiere på Ira Sachs nyeste spillefilm "Little Men", hvor drengene Jake og Tonys nyfundne venskab sættes på prøve, da deres forældre kommer i konflikt over bygningens husleje i et gentrificeret nabolag i New York. 

Da 13-årige Jakes bedstefar dør, flytter familien fra Manhattan og ind i farens gamle hjem i Brooklyn. Jake bliver venner med drengen Tony, hvis chilenske alenemor, Leonor, er skrædder og ejer butikken nedenunder. Der går dog ikke længe, før Jakes økonomisk trængte forældre beder Leonor om at underskrive en ny, strammere lejekontrakt. Noget der hurtigt skaber splid mellem de to familier.

"Little Men" havde premiere på Sundance 2016 og deltog i konkurrence ved Berlinalens Generation Kplus-program.

DFI-støtte for import af Arthouse-film

Det Danske Filminstitut kan yde støtte til lancering og distribution af udenlandske arthousefilm i Danmark.

Støtten ydes til udenlandske arthousefilm med markante og anerkendte kunstneriske kvaliteter, som vurderes ikke at kunne klare sig under normale markedsmæssige vilkår.

Støtten kan ydes til spillefilm og dokumentarfilm i spillefilmslængde.

Formålet med støtteordningen er at sikre kunstnerisk kvalitet samt kulturel og geografisk diversitet og mangfoldighed i udbuddet af film på det danske biografmarked.

Læs mere om støtteordningen

Instruktør, Ira Sachs, har tidligere lavet filmene "Love is Strange" samt "Keep the Lights On", der havde Thure Lindhardt i hovedrollen. Den amerikanske film er produceret af Charlie Guidance Productions.

"Little Men" har modtaget støtte til distribution og lancering fra Det Danske Filminstitut. Læs mere om støtte af arthousefilm i artiklens højrespalte.

Film distribueres af Angel Scandinavia og kan ses i biograferne fra den 17. november. 

Trailer