Patricio Guzmans prisbelønnede og anmelderroste dokumentarfilm fokuserer på vores forhold til historien – både den nære og den fjerne. Mens astronomer søger fortiden i stjernerne på himlen over Chiles Atacama-ørken, leder de efteladte til ofrene for Pinochets brutale militærdiktatur efter spor af deres døde og forsvundne familiemedlemmer i den samme ørkens sand.
"Lysets nostalgi" havde verdenspremiere i Cannes i 2010 og har siden besøgt adskillige festivaler og vundet en lang række priser – bl.a. en European Film Award for bedste dokumentarfilm.
Filmen havde premiere i de danske biografer over hele landet den 10. december med arthousestøtte fra Det Danske Filminstitut.
De danske anmeldere har taget særdeles godt imod filmen med fem stjerner fra bl.a. Politiken, Filmland, EKKO, Berlingske, BT og Kristeligt Dagblad.
"'Lysets nostalgi' er poetisk, storslået, tankevækkende og sine steder direkte magisk filmkunst, der sender dig på rejse ud mellem stjernerne og ind i fortiden og efterlader dig med dyb taknemmelighed over, at der findes så originale filmskabere som Patricio Guzmán" skriver Louise Kidde Sauntved fra Berlingske.
Se filmen i bl.a. Empire, Gloria og Vester Vov Vov i København, Cafe Biografen i Odense, Øst for Paradis i Aarhus, Biffen i Aalborg, Nicolai i Kolding, Ishøj Bio, Palads i Frederikshavn, Klovborg Kino, Victoria Teatret i Sorø, Valby Kino og Gentofte Kino.
"Lysets nostalgi" distribueres af Øst for Paradis.