Justine fejrer sit bryllup med en storslået fest hos sin søster Claire og hendes mand John. Alt imens festen går sin skæve gang, har planeten Melancholia sin kurs mod Jorden…
"Et æstetisk, originalt overflødighedshorn", som er både "underlig og uforglemmelig", skrev Politiken og Berlingske om "Melancholia", da filmen havde verdenspremiere på Cannes-festivalen i sidste uge. Ifølge DR's Filmland er Lars von Triers film den "absolut mest afdæmpede og smukkeste og især positive katastrofefilm i verdenshistorien".
Forventningerne til filmen er ikke blevet mindre efter kontroversen fra sidste uges pressemøde, som endte med Lars von Triers bandlysning fra Cannes-festivalen. Filmen forblev i konkurrencen, og ved festivalens afslutningsceremoni modtog Kirsten Dunst prisen for bedste skuespillerinde for rollen som Justine.
Nu får det danske publikum mulighed for selv at opleve "Melancholia" i biografer over hele landet.