Premiere på Min avatar og mig

PREMIERE. Bente Milton og Mikkel Stolts "Min avatar og mig" får premiere på onsdag i DOX:BIO og i Second Life.

"Min avatar og mig" har været undervejs siden 2007, hvor den første pilot blev lavet. Onsdag kan publikum rundt om i landets biografer opleve en film, der udspiller sig i grænselandet mellem fiktion og dokumentar.

Ifølge medinstruktør og filmens hovedperson Mikkel Stolt prøver "Min avatar og mig" med humor at udfordre rammerne for dokumentargenren.

"Vi ville gerne lave en film, der med selvironi, undersøger, hvordan virkelighed og virtuel virkelighed spiller sammen."

I filmen er Stolt en ikke-succesfuld dokumentarist, der beslutter sig for at prøve lykken i den virtuelle online-verden Second Life. Her møder han den smukke avatar Helena, som hjælper ham i gang med en lovende karriere.

Ikke bare eskapisme

Selvom Second Life toppede som fænomen i 2007, kan det stadig fortælle noget om menneskers måder at være sammen på. Stolt bruger stadig Second Life som et socialt medie, fordi det har et unikt nærvær.

"Når jeg skal tale med vores Second Life-fotograf, mødes vi stadig derinde. Jeg logger lige på et par gange om ugen, for at følge lidt med. På en eller anden måde er det en mere personlig måde at kommunikere på end fx video-skype. Samtaler derinde bliver meget hurtigt private og mere intime."

Premieren onsdag den 18. maj finder sted i 13 biografer med en efterfølgende debat om virtualitet vs. virkelighed. I forlængelse heraf vil kærlighedens vilkår i den teknologiske tidsalder blive diskuteret med publikum, avatarer og et kvalificeret panel bestående af Mikkel Stolt, filosof Peter Hesseldahl, den kosmiske tykmester Master Fatman og Henrik Føhns fra DR's Harddisken. Med fra Second Life vil være en af filmens hovedpersoner Helena og fra USA deltager computeropfinder Danny Hillis.

Læs mere om premieren på www.doxbio.dk

Filmen er produceret af instruktørerne Bente Milton og Mikkel Stolt med støtte fra New Danish Screen.