Komedien 'Mødregruppen', der er instrueret af Charlotte Sachs Bostrups efter manuskript af Christina Sederqvist, kommer i danske biografer den 7. februar.
I filmen lever den nybagte mor Line det vilde jetsetliv i Hongkong sammen med manden Bjørn, som er direktør for familiens internationale virksomhed. Da Line opdager, at Bjørn har en affære med deres filippinske barnepige, rejser hun i raseri til det sidste sted, hendes mand vil lede – hendes sydfynske hjemby. Hvad der blot skal være et kortvarigt ophold, bliver en længere rejse hjem til rødderne, den indebrændte keramikerkusine Maja og mødet med en sprudlende mødregruppe.
Line spilles af Danica Curcic, og Anders W. Berthelsen indtager rollen som Bjørn. Filmen er produceret af Sisse Graum Jørgensen og Ann-Alicia Thunbo Ilskov for Zentropa med støtte fra Det Danske Filminstitut ved Markedsordningen og FilmFyn.