Premiere på parcelhus-dramedy

Der er over en million parcelhuse i Danmark. Men hvad sker i de nydelige kvarterer, når persiennerne er rullet ned, og standerlamperne er slukket? TV 2's nye seriesatsning "Lærkevej", der er støttet af Public Service Puljen, tager seerne med om bag ligusterhækkene. FILMupdate har talt med manuskriptforfatter Mette Heeno.

Solen skinner altid på Lærkevej. Dannebrog-vimplerne vajer i sommervinden, ligusterhækkene er nyklippede, og fuglene kvidrer i æbletræerne. Men bag den tilsyneladende perfekte facade ulmer hemmelighederne, og når persiennerne er rullet ned, kommer det hele væltende op til overfladen.

Voksenmobning, spirituskørsel og selvtægt er blandt de hemmeligheder, som beboerne på "Lærkevej" gemmer på

Umiddelbart ligner Lærkevej ethvert andet dansk parcelhuskvarter med flagstænger, legehuse og 70'er-arkitektur på rad og række. Men husene er af pap, og indbyggerne er skuespillere. Udover at være betegnelsen på i alt 214 veje rundt omkring i Danmark, er "Lærkevej" nemlig også navnet på TV 2's nyeste fiktionssatsning - en dramakomedie i foreløbig ti afsnit om livet på en fiktiv dansk vej.

Fakta

"Lærkevej" er støttet af Public Service Puljen, der siden 2007 har medvirket til udbredelsen af originalt, nyskabende kvalitets-tv ved at støtte udvikling og produktion af tv-drama og tv-dokumentarprogrammer på de kommercielle, landsdækkende kanaler i Danmark.

Puljen er en del af Medieforliget 2007-2010. Den er på i alt 75 millioner kroner.

Første resultat af Public Service Puljens arbejde var TV2's dokumentarserie "Skolen", som fulgte en lille folkeskole i Sønderjylland og dens forsøg på at hæve både det faglige niveau og trivslen for skolens 450 elever ved hjælp af nye undervisningsmetoder og kræfter udefra.

Læs mere om Public Service Puljen

Fra torsdag den 24. september vil seerne kunne følge med i livet hos søskende-trioen Katrine, Sune og Mathilde, som er blevet jaget til forstæderne af en mystisk hemmelighed. De vil også kunne møde den fordrukne overklassefrue, hvis eksmand har smidt hende ud af strandvejsvillaen for i stedet at gøre plads til en stram 28-årig erstatning, og restauratøren, der kan tiltrække damer som et skoudsalg i Magasin, men i al hemmelighed går rundt og brygger på nogle særdeles fatale planer. 

Skænderier, hemmeligheder, problemer og sex

De danske kvarterer rummer over en million parcelhuse. Det er der, de fleste danskere er vokset op, så det er i grunden mærkeligt, at der hidtil ikke er nogen, der har beskæftiget sig med de tilsyneladende så idylliske rammer på dansk fjernsyn, mener "Lærkevejs" forfatter, Mette Heeno. For hende er det især de ulmende hemmeligheder under overfladen, der gør parcelhusene til en spændende kulisse for hendes historie.

"Parcelhuskvarterer er interessante, fordi man både har facaden, hvor alle tingene ser flotte ud på overfladen, og hvor man gør noget ud af at vise sit liv frem til naboerne. Og samtidig har man soveværelser, køkkener, familieskænderier, hemmeligheder, problemer og sex. Det er alle de ting, jeg går op i, så derfor er det sjovt for mig at skrive om," siger hun.

Alvor serveret med sort humor og absurd komik

Voksenmobning, spirituskørsel og selvtægt er blandt de hemmeligheder, som beboerne på "Lærkevej" gemmer på.

"Det er tunge emner, som vi tager meget alvorligt. Men vi serverer dem med sort humor og absurd komik", mener Mette Heeno.

Netop denne blanding af drama og komedie er blevet døbt dramedy, og den amerikanske tv-serie "Desperate Housewives" er et af de ypperste eksempler på genren. Men det er ikke i Wisteria Lanes velfriserede facader, at Mette Heeno og producer Mie Andreasen har hentet inspiration til "Lærkevejs" univers.

"Vi startede med at sætte os ned og finde ud af, hvad den fælles fascinationskraft i vores yndlingsfilm og tv-serier egentlig er. Det er film som "Magnolia", "American beauty" og "The ice storm", der alle kommer ind i nogle interessante karakterer, og hvor det hele bliver serveret i et spiseligt univers, hvor man kan hugge til nogle tabuer," fortæller forfatteren.

Med hele vejen

"Lærkevej" er Mette Heenos første tjans som forfatter på en dramaserie. Tidligere har hun skrevet manuskripter til spillefilm som "Nynne", "Terkel i knibe" og "Fakiren fra Bilbao" samt til seks afsnit af sitcom'en "Langt fra Las Vegas". Og der er stor forskel på at være forfatter på en film og en tv-serie, mener hun.

"Her skal jeg have det store overblik over noget, der langt fra er færdigt endnu. Man sætter et skib i søen, og så skal jeg vide, hvor karaktererne er på vej hen. På en spillefilm leverer jeg et stykke arbejde, råber 'held og lykke', og så ser jeg ellers kun skyggen af et manuskript eller en instruktør derefter. Det er dem, der tage kampen. Her foregår det hele sideløbende, og jeg er med til alt fra casting til kostumemøder. Det hele er pakket ind i mine og producerens visioner."    

Et gram af eventyr og magi

Selv er Mette Heeno vokset op på Lærke Allé i Ishøj. En villavej, der umiddelbart kunne minde en hel del om de omgivelser, hendes karakterer lever i, på "Lærkevej".

"Men "Lærkevej" er selvfølgelig en overdreven version af de parcelhuskvarterer, vi kender. Solen skinner altid her, og det bliver aldrig jul eller vinter eller regnvejr," siger hun og tilføjer, at serien adskiller sig fra andre danske tv-dramaer ved ikke at fokusere på et socialrealistisk univers.

"Der er et gran af eventyr og magi og en følelse af, at verden er større end det, vi lige kan se. Man kan ikke placere, hvor "Lærkevej ligger, for det ligger ikke et sted, man kender. Det er som, hvis man tog en masse middelklassefamilier og satte dem midt i "Fluernes Herre" eller på en øde ø." 

"Lærkevej" er produceret af Mie Andreasen for Cosmo Film.

Fakta: Kendte 'dramedy'-serier:

  • "Desperate Housewives": Den amerikanske pendant til "Lærkevej" følger fire husmødre og deres liv på Wisteria Lane – et særligt solbeskinnet sted i USA. Mord, hævngerninger og affærer med mindreårige gartnere er en del af plottet.
  • "Ugly Betty": Amerikansk re-make af den colombianske telenovela "Betty la fea" om den kiksede latinotøs Betty, der arbejder sig til tops på et af New Yorks førende modemagasiner.
  • "Twin Peaks": David Lynchs kultserie om den søvnige landsby ved foden af de to bjergtinder ved den amerikanske grænse til Canada, hvor der tilsyneladende ikke er sket noget siden 1950'erne. Indtil skønhedsdronningen Laura Palmer bliver fundet død, og Agent Coopers efterforskning går i gang.         
Tags: