Premiere på Skammerens datter II – Slangens gave

PREMIERE. Den 24. januar er der biografpremiere på 'Skammerens datter II – Slangens gave'. Filmen er den anden filmatisering af Lene Kaaberbøls fantasy-univers af samme navn og er instrueret af Ask Hasselbalch.

Skammerens datter vender tilbage til det store lærred den 24. januar, hvor Ask Hasselbalchs 'Slangens gave' får biografpremiere. 

Filmen er hovedsagligt baseret på tredje bind i Lene Kaaberbøls romanserie 'Skammerens børn' og er efterfølgeren til filmatiseringen 'Skammerens datter' fra 2015, der solgte over 225.000 billetter i de danske biografer. 

Filmen følger fortsat unge Dina (Rebecca Emilie Sattrup), der til sin store fortrydelse har overtaget sin mors overnaturlige skammerevner. Hun lever en nomade tilværelse med sin familie og Nico (Jakob Oftebro), der er på flugt fra sin halvbror Drakan (Mikkel Arndt). Men da Nico og Dinas storebror Davin (Allan Hyde) tages til fange, må den unge skammer ud på en farefuld redningsmission, der bringer hende i kontakt med hendes mystiske far Sezuan (Dejan Cukic). Og han viser sig at være et farligere bekendtskab, end først antaget – Sezuan er nemlig en berygtet sortemester. 

'Skammerens datter II – Slangens gave' har premiere den 24. januar og er instrueret af Ask Hasselbalch, der tidligere har stået bag Antboy-trilogien. Manuskriptet er skrevet af Gunnar Järvstad, Philip LaZebnik, Søren Frellesen og Astrid Øye. Eva Juel Hammerich og Nina Lyng producerer for Nepenthe Film med støtte fra Det Danske Filminstituts Markedsordning.