Drengen Ari bor til hverdag i Reykjavík med sin mor Ösp, men da hun må rejse væk med arbejdet, tvinges Ari til at tilbringe sommeren hos sin far Gunnar i Isafjördur, en lille flække i det vestlige Island. Her genfinder Ari hurtigt sine gamle venner og sin barndomskærlighed Lára. Ari har et anstrengt forhold til sin far, Gunnar, som er alkoholiseret og lever et tarveligt liv på samfundets bund. Han bryder sig bestemt ikke om sin tidligere kones intellektuelle livsstil i Reykjavik, eller om at Ari skal vokse op med hendes nye, danske mand.
"Jeg forsøger at skabe en form for realisme, men jeg ville ikke kalde det socialrealisme. Jeg ønsker at have en mere poetisk realisme," siger Rúnar Rúnarsson. Læs Wendy Mitchells engelsksprogede interview med instruktøren i Det Danske Filminstituts digitale magasin.
"Sparrows" havde verdenspremiere på Toronto International Film Festival i 2015 og har siden modtaget 13 internationale priser, blandt andet bedste film ved både San Sebastian og São Paolos internationale film festivaler. Ved Les Arcs European Film Festival 2015 vandt filmen hele fire priser: bedste film, bedste fotografering, pressens pris og bedste skuespiller for Atli Óskar Fjalarssons portrættering af drengen Ari.
Filmen er produceret af Mikkel Jersin og Rúnar Rúnarsson hos Nimbus Film og koproduceret af Lilja Ósk Snorradóttir og Igor A. Nola hos Pegasus Pictures og MP Films med støtte fra Det Danske Filminstitut.
"Sparrows" distribueres af Øst for Paradis.
Trailer
Sparrows – dansk trailer fra Det Danske Filminstitut på Vimeo.