Premiere på Ternet Ninja

PREMIERE. Anders Matthesen og Thorbjørn Christoffersens animationsfilm 'Ternet Ninja' får dansk biografpremiere den 25. december.

Første juledag er der premiere på Anders Matthesen og Thorbjørn Christoffersens animerede børnefilm 'Ternet Ninja'. 

Filmen udspiller sig i samme univers som Matthesens tidligere publikumssucces 'Terkel i knibe'. Hovedpersonen Aske (Alfred Bjerre Larsen) er nemlig fætter til Terkel, hvilket selvfølgelig også indbefatter Onkel Stewart. 

Stewart giver Aske en ternet ninja-dukke i fødselsdagsgave, men det får hurtigt konsekvenser. Dukken viser sig nemlig at være besat af en rapkæftet japansk ånd, der vil hævne sig på den danske forretningsmand Phillip Eberfrø, som tævede ninjaens skaber ihjel på en børnefabrik i Thailand.  

Uvidende om det blodige motiv indgår Aske en aftale med ninjaen. Han vil hjælpe med at opspore Phillip, hvis han til gengæld får assistance mod skolegårdens bølle og scoretricks til at charmere hans store kærlighed Jessica (Emma Sehested Høeg). 

Filmen har premiere over hele landet den 25. december, og er instrueret af Anders Matthesen og Thorbjørn Christoffersen efter manuskript af Matthesen – baseret på hans børnebog af samme navn. 'Ternet Ninja' er produceret af Anders Mastrup og Trine Heidegaard for A. Film Production med støtte fra Det Danske Filminstituts markedsordning.