Året er 1720. Krigen er slut og den dansk-norske flådes sejrende helt, viceadmiral Tordenskiold, aner pludselig ikke, hvad han skal stille op med sit liv.
Kammertjeneren Kold mener, at tiden er inde til, at hans herre slår sig og indgår ægteskab. Han foreslår derfor, at de tager på frierfærd for at møde den stenrige frøken Norris. Turen gennem Danmark og ind i de nordtyske riger udvikler sig til et balstyrisk roadtrip i totalt frigear. Over alt dåner kvinderne ved synet af tidens største og særdeles virile stjerne. Men langsomt trækker mørke skyer op, og i Hannover forsøger tidligere og tilsyneladende hævngerrige svenske arvefjender at manipulere den stadigt mere paranoide Tordenskiold ud i en duel.
Filmen er instrueret af Henrik Ruben Genz og har Jakob Oftebro ("1864", "Guldkysten") og Martin Buch ("Fukssvansen", "Dirch") i de bærende roller som Tordenskiold og Kold. Filmen er produceret af Lars Bredo Rahbek for Nimbus Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.