Premiere på Volcano

PREMIERE. Det dansk-islandske festivalhit "Volcano" har dansk premiere i dag.

"Volcano" er allerede en stor succes i udlandet, og siden debuten i Cannes i 2011 har filmen været på programmet på adskillige internationale festivaler. Mere end 40 festivaler er det blevet til, og flere priser er fulgt med. Bl.a. ved Edda Awards 2012, som er den islandske pendant til Oscaruddelingen, var "Volcano" den helt store vinder.

Det dansk/islandske drama fortæller historien om den pensionerede Hannes, der har svært ved at agere i sit eget liv. En række drastiske begivenheder indtræffer, og Hannes indser, at han må sætte en ny kurs for sin tilværelse. 

Kortfilm

Tre af Rúnar Rúnarssons kort film blev udgivet i forbindelse med Ekko #49.

Er man interesseret i at købe bladet, skal man blot skrive til sekretariat@ekkofilm.dk.

"Småfugle" kan også ses på Filmstriben.

Den danske anmelderskare er også begejstrede for "Volcano", og filmen høster flotte anmeldelser.

Berlingskes Louise Kidde Sauntved giver 4 ud af 6 stjerner, det samme gør Henrik Queitsch fra Ekstra Bladet, Søren Hermansen i Kristeligt Dagblad og Claus Christensen og Jesper Bo Petersen i Ekko. Politikens Søren Vinterberg topper med 5 ud af 6 stjerner og beskriver filmen som "intens, tæt og modigt fremstillet".

"Imponerende. Navnet ruller af tungen, og talentet er ubestrideligt: Islandske Rúnar Rúnarssons på en gang tyste og rystende familiedrama 'Volcano' er en sublim spillefilmdebut(…)'Volcano' synes komplet kompromisløs og kemisk renset for publikumslefleri. Ikke alene har den en gammel og ganske almindeligt udseende mand i hovedrollen, den tager også fat om nogle af de mest nedslående aspekter ved den menneskelige eksistens", skriver Jonas Varsted Kirkegaard for Information, som ikke uddeler stjerner.

"'Volcano' er en kærlighedsfilm med nogle problematikker, de fleste kan nikke genkendende til. I alle mine karakterer – om det er en gammel mand eller en ung pige – kan jeg identificere træk fra mig selv," fortæller den islandske instruktør i et interview med FILM.

Læs hele interviewet med Rúnar Rúnarsson.

"Volcano" er instrueret af Rúnar Rúnarsson og produceret af Thor Sigurjonsson, Skuli Malmquist, Thomas Gammeltoft og Egil Dennerline for islandske Zik Zak Filmworks og danske Fine & Mellow med støtte fra New Danish Screen.