Public Service Puljen støtter animeret dokumentarserie

Radio Karen er en lokalradio med base i Københavns Sydhavn. Public Service Puljen har netop bevilget støtte til en tv-serie med højdepunkter fra flere års radioudsendelser, hvor dukker skal lægge krop til de populære radiostemmer.

Radio Karen, der har eksisteret siden år 2000 og er baseret på frivillig arbejdskraft, giver lokale borgere mulighed for at udtrykke sig og give deres mening til kende. Cirka 1000 timers autentiske lydoptagelser skal klippes ned til 12 x 15 minutters tv og stemmerne gives liv med dukker, der lige nu er ved at blive fremstillet i Los Angeles.

Den satiriske serie "Radio Karen" er tilrettelagt af Anders Hoffmann og Martin Wichmann Andersen, og serien bliver produceret af Nordisk Film TV ved Lars Feilberg, Mette Nissen og Peter Hansen for TV 2 Zulu.

Støtten til "Radio Karen", der er på 1.4 mio. kr., er den sidste fra Public Service Puljen i denne omgang.

Public Service Puljen

Public Service Puljen er en del af medieforliget 2007-2010. Puljen har været på i alt 95 mio. kr. i indeværende forligsperiode, og der er siden de første uddelinger i begyndelsen af 2008 i gennemsnit uddelt 37 mio. kroner årligt.

Det Danske Filminstitut har i sin evalueringsrapport fra februar 2010 peget på et fremtidigt støttebehov i størrelsesordnen minimum 50 mio. kr. årligt.

Public Service Puljens formål er at støtte udvikling og produktion af dansk tv-drama og tv-dokumentar. Puljen støtter original og nyskabende tv-produktion og skal tilstræbe kvalitet, alsidighed og mangfoldighed.

For yderligere oplysninger

Det Danske Filminstitut
Henrik Bo Nielsen, administrerende direktør
3374 3400, hbn@dfi.dk  

Claus Ladegaard, områdedirektør for Produktion & Udvikling
3372 3433, clausl@dfi.dk