Punken lever!

KOPRODUKTION. Svenske Lukas Moodysson er tilbage i det muntre hjørne med coming of age-filmen "Vi er bedst" om tre piger, der starter et punkband i 80'ernes Stockholm. Det Danske Filminstitut har givet koproduktionsstøtte.

Den svenske instruktør Lukas Moodysson starter i næste uge optagelserne til sin nye film "Vi er bedst", som bliver koproduceret af Zentropa. En film om at være anderledes og en hyldest til venskabet, der overvinder alt.

Stockholm 1982. Bobo, Klara og Hedvig er tre piger på 12-13 år, som strejfer rundt i gaderne. Som må klare sig selv alt for tidligt. Som varmer fiskefingre på brødristeren, når mor er på værtshus. Som starter et punkband uden at have instrumenter og på trods af, at alle siger, at punken er død. Tre piger, som er modige og seje, stærke og svage og forvirrede og skøre.

Lukas Moodysson debuterede med et brag i 1998 med ungdomsfilmen "Fucking Åmål" om venskabet og kærligheden mellem to teenagepiger i et svensk provinshul og fulgte op med kollektivportrættet "Tilsammans" (2000). "Lilja 4-ever" (2002) fortalte den brutale historie om en 16-årig sovjetisk pige, der bliver forladt af sin mor og bliver offer for menneskehandel og sexslaveri, og Moodysson fortsatte i det dystopiske og kontroversielle spor med "Et hul i mit hjerte"(2004), "Container" (2006) og storproduktionen "Mammut" (2009) med Gabriel Garcia Bernal og Michelle Williams. Med "Vi er bedst" vender Lukas Moodysson tilbage til den varme stemning, der prægede instruktørens tidlige film.

Håb og vitalitet

"Jeg håber, det bliver en glad film fuld af håb og vitalitet," har Lukas Moodysson udtalt. Det fremgår ifølge konsulent i Det Danske Filminstitut Rasmus Horskjær af manuskriptet:

"Temaet i filmen er, at man aldrig kan komme for sent til punken. For punken lever inde i én selv. Lukas Moodysson skildrer med kærlighed, humor og sympati tre umage veninders strabadser for at finde hinanden og sig selv i post-punkens skygge. Moodysson er i det muntre hjørne, og manuskriptet peger i retning af en rigtig fin feel good coming of age-periodefilm."

Lukas Moodysson har baseret manuskriptet til filmen på sin kone Coco Moodyssons grafiske roman "Aldrig godnatt".

Filmen starter optagelser den 15. oktober og har forventet biografpremiere i efteråret 2013.

"Vi er bedst" bliver produceret af Lars Jönsson svenske Memfis Film og koproduceret af Marie Gade fra Zentropa. Zentropa har arbejdet sammen med Memfis Film i 20 år, og de to selskaber har samarbejdet om stort set alle Lars von Triers og Lukas Moodyssons film samt film af Susanne Bier, Per Fly, Jesper W. Nielsen, Pernille Fischer Christensen, Josef Fares, Niels Arden Oplev og Nikolaj Arcel.

"Vi er bedst" har modtaget 1,4 millioner kroner i koproduktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut.