Albert er 8 år og allerede ramt af livets alvor. Hans mor har brystkræft og gennemgår kemoterapi. Albert vil helst ikke tale om det. Imens går livet videre, og Albert står over for nye udfordringer ved bl.a. at skulle skifte skole.
Andreas Koefoed besluttede at lave sin film om Albert, fordi drengens krise udtrykker en universel menneskelig følelse i forbindelse med for første gang at møde modstand i tilværelsen.
"Jeg er optaget af de steder, hvor et menneske bliver ramt af livet", fortæller Andreas Koefoed. "Hvor man forlader sin uskyld og går klogere videre i tilværelsen."
Sidste år lavede Andreas Koefoed filmen "12 toner ned" om drengen Jorgis, der er tvunget til at forlade sit drengekor, fordi hans stemme går i overgang, og han nu skal til at være mand. I "Alberts vinter" oplever en lille dreng for første gang sygdom og angsten for at miste. Ifølge instruktøren er det situationer, hvor livet både viser sin barskhed og sin skønhed. Det er benhårdt at være bange for at miste sin mor. Men når sygdommen rammer, bliver familien også mere bevidst om betydningen af deres kærlighed til hinanden.
"Det smukke i filmen er kærligheden mellem mor og søn og kærligheden i familien, som bliver tydelig, fordi de udsættes for noget barskt", siger Andreas Koefoed, som også finder den måde, Albert tackler krisen på livsbekræftende.
"Albert er tapper og går ikke ned med flaget. Han fordøjer problemerne i tavshed og er klar til at gå videre ud i livet – at skifte skole og sige farvel til alle de trygge forhold."
Livets gang
I filmen ser vi Albert gå til optagelsesprøve til sangskolen Sankt Annæ Gymnasium. Albert har i begyndelsen ikke lyst til at starte på en ny skole, men bliver optaget og ender med at tage forandringerne i strakt arm. Andreas Koefoed har valgt at fokusere på skoleskiftet, fordi han ser det som et billede på livets gang.
"Det viser Alberts styrke, at han kan synge så fint og præstere til en optagelsesprøve på trods af alle de bekymringer, han bærer på. For mig er det også vigtigt, at filmen nok viser, at Alberts mor er syg, men også hvad der ellers sker i hans liv," fortæller han.
I filmen er Albert ikke meget for at tale om de ting, der tynger ham – hverken skoleskiftet eller morens sygdom. Andreas Koefoed fortæller, at forældrene talte med Albert om de faktuelle ting ved sygdommen, da moren blev syg, og Albert vidste f.eks. præcis, hvornår hendes kemoterapi sluttede. Men herefter havde han ikke lyst til at tale om det. Ifølge Andreas Koefoed har mange voksne den opfattelse, at man skal tale om problemerne for at få dem bearbejdet, men børn fordøjer de svære ting på en mere sprogløs måde, som kan være ligeså sund.
"Jeg tror ikke, at alle problemer i livet bliver løst ved at snakke. Nogle ting skal bare have lov at bundfælde sig. At være bange for at miste sin mor er ikke noget, man kan komme over alene ved at rationalisere og analysere. Det tager tid og er noget, man skal kæmpe med," siger Andreas Koefoed.
Rum til eftertanke
En lille dreng, der måske skal miste sin mor og skal synge en sang er en meget rørende historie, og ifølge Andreas Koefoed kunne det nemt være blevet sentimentalt. Det prøver han at undgå bl.a. ved hjælp af den minimalistiske musik, som instruktøren selv har komponeret en del af.
"Storladen musik passer ikke til en film om en lille dreng. Det er bedre at spille på et lille skramlet orgel, som har et lidt barnligt præg," fortæller instruktøren. Også billedmæssigt var Andreas Koefoed opmærksom på ikke at overvælde tilskueren med følelser. Filmen går tæt på Albert, men lader ind imellem seeren ånde.
"Jeg er gået efter, at det skulle være sensitivt, men jeg forsøgte at undgå at gøre det klaustrofobisk ved ind imellem at skabe nogle store billeder og pauser, hvor man bare ser sneen falde, hører musik og måske ser Albert kaste med snebolde. Billeder, der ikke nødvendigvis skal fortælle noget konkret, men giver seeren rum til eftertanke," fortæller Andreas Koefoed.
Filme familien
Albert er Andreas Koefoeds nevø, og Alberts mor instruktørens søster. At filme sin egen familie og så ungt et menneske gav Andreas Koefoed en række etiske overvejelser. Om hvordan Albert i fremtiden vil have det med, at der findes en film om ham i den svære tid og måske viser forløbet anderledes, end han selv oplevede perioden. Og om Alberts mor i sygdomsforløbet havde brug for, at hendes bror ikke stod med et kamera, men bare var der. Sammen med familien kom Andreas Koefoed imidlertid frem til, at det at lave en film ville være en god proces at gå igennem.
"Jeg kunne mærke på min søster, at hun havde lyst til at fortælle sin historie. Albert syntes også, at det var i orden, at jeg fulgte ham. Og så var det rent praktisk en måde, hvor jeg kunne dele den svære tid med min familie og få tid sammen med dem," fortæller Andreas Koefoed.
Familien slap heldigvis med forskrækkelsen, da Alberts mor efter kemobehandlingen er kræftfri.
Det personlige og det universelle
Den nyudklækkede dokumentarfilminstruktør arbejder for tiden med flere filmprojekter. Det ene er en film om tre drenge fra Senegal, der bliver opdaget af en fodboldagent og inviteret til klubber i Europa, hvor de skal forsøge at spille sig til en kontrakt. Før Filmskolen studerede Andreas Koefoed sociologi, og med fodboldfilmen ønsker han at kombinere personlige historier med et sociologisk samfundskritisk blik ind bag den overfladiske fodboldverden og på uligheden mellem Afrika og Europa.
Herudover arbejder han på en film på New Danish Screen i samarbejde med instruktøren Christian Bonke. Filmen følger nogle af verdens bedste par indenfor ballroom dans, som både er partnere professionelt og privat, og igen er det de stærke personlige historier, Andreas Koefoed ønsker at formidle.
"Det var en sjov udfordring at arbejde med et miljø, der er visuelt og overfladisk, og så gå ind og finde de stærke menneskelige historier. Det er mit pejlemærke for at lave gode film – og også det jeg er gået efter i bl.a. Alberts vinter – at fortælle en personlig historie, som har et universelt præg," siger Andreas Koefoed.