Produceren Signe Byrge var til seminar på CPH:DOX i 2007, da en sekvens fra et work-in-progress dokumentarprojekt fik hende til at spærre øjnene op: To gerningsmænd i det indonesiske folkemord i 1965-66 opfører en scene ved en flod i et landområde uden for Medan. Den ene spiller offer, den anden bøddel. Og den ene trækker den anden ned til floden og viser, hvordan han på lige præcis det her sted huggede hovederne af kommunister, etniske kinesere og intellektuelle og kylede dem i vandet. Derefter beder han lydmanden tage et billede, hvor de to forbrydere står og gør v-tegn.
"Scenen provokerede mig voldsomt. Den var meget bestialsk samtidig med, at gerningsmanden tydeligvis var stolt af det, han havde gjort. Jeg blev ekstremt nysgerrig efter at høre hele historien. Efter at få at vide, hvad det var for nogle mennesker, der havde lavet optagelserne, og hvordan de havde fået gerningsmændene til at fortælle så åbent," fortæller Signe Byrge.
Den danske producer gik straks hjem og ringede til filmens ene instruktør, amerikanske Joshua Oppenheimer, som var på optagelse i Indonesien, og spurgte, om han mon havde brug for en producer?
Og jo. Faktisk kunne han godt bruge professionel assistance til at strukturere og finansiere sin ambitiøse dokumentarfilm om det indonesiske folkemord. Oppenheimer og resten af det daværende instruktørkollektiv, stod med tusind timers optagelser og et kæmpe arkiv af materiale, der kortlagde, hvad der var foregået i landet. Og Oppenheimer følte, at han kun lige havde kradset i overfladen.
Signe Byrge Sørensen. Foto: Robin Skjoldborg
Vigtigt at have et udsyn
I filmen udfordrer Oppenheimer de tidligere ledere af dødspatruljerne, der i dag bliver fejret som helte, til at dramatisere deres rolle i folkemordet. Vi ser disse forbrydere iscenesætte drabene som filmscener, inspireret af amerikanske gangsterfilm. Vi ser dem selv spille rollerne, og vi overværer deres reaktioner, da de efterfølgende ser scenerne. I den forstand er "The Act of Killing" typisk for de film, Signe Byrges drages mod, intellektuelle og politiske dokumentarfilm med internationalt islæt. Film med holdning. Film, der provokerer, eksperimenterer med filmsproget og indholdsmæssigt kræver noget af sit publikum både intellektuelt og følelsesmæssigt.
"Josh havde en helt klar vision, æstetisk, politisk og indholdsmæssigt, og han var i fuld gang med udvikle filmen, da jeg kom til. Dengang var den et mere snævert akademisk projekt, så min rolle blev først og fremmest at finde en form på filmen, så den kunne nå et stort publikum", fortæller Signe Byrge.
Signe Byrge har læst internationale udviklingsstudier og kommunikation på RUC og har en fortid i produktionsselskabet SPOR Media, der har fokus på kultur- og samfundsforhold i tredjeverdenslande. Det betyder ikke, at hun siger ja til hvad som helst, "der handler om Afrika", men hun medgiver, at internationale projekter trækker.
"Det er vigtigt at have et udsyn. Jeg interesserer mig for at formidle politiske problematikker rundt omkring i verden til et vestligt publikum," siger hun.
Foto: Anonymous
To forståelser af historien
Et er at interessere sig for verden. Noget andet er at gøre sig til talerør for massemordere. Hvorfor skal de til orde?
"Det har aldrig været Josh' eller min intention at lave en film, der gav gerningsmændene fri taletid. Men hvis man skal forstå, hvad folkemord er skabt af og forebygge, at det finder sted igen, er vi nødt til at finde ud af, hvad der driver gerningsmændene. Ved at lade gerningsmænd fortælle og opføre scener med deres version af, hvad der skete, dokumenterer Josh, hvordan gerningsmændene tænker," siger Signe Byrge.
Gerningsmændene forekommer i store dele af filmen fuldstændig forskruede og skruppelløse, når de ikke alene praler af deres medvirken i et brutalt folkemord, men også demonstrerer den mest effektive teknik til at kvæle en person med en ståltrådswire. Hvordan har instruktøren fået dem til så åbent at fortælle om deres handlinger?
"Josh havde opbygget en meget god relation til de her mennesker. Han har lyttet til dem uden at være fordømmende. Når jeg var med på optagelser, koncentrerede jeg mig også om at være åben og til stede og vente med at forholde mig til mine egne følelser, til jeg kom hjem. Jeg er sikker på, at en af Anwars grunde til at medvirke er, at han får mulighed for at tale om sine mareridt. Det har han haft brug for, for det påvirker et menneske at slå ihjel, og pointen er netop, at det er mennesker, ikke monstre, der har begået disse handlinger," siger Signe Byrge.
"Det interessante er, at i en indonesisk kontekst kan du sige fuldstændig straight, at du gerne vil fortælle historien om, hvad der skete i 1965-66. Det er bare en historie, der bliver forstået på to forskellige måder."
"The Act of Killing". Framegrab
Indonesien har aldrig gjort op med sin blodige fortid. Efter 1966 blev landet styret af et militærregime i 31 år, der ikke havde nogen interesse i, at de mennesker, der hjalp regimet til magten blev anklaget for mord.
"Vinderne skriver lovene, og de skriver også historien. Og historien om, at kommunisterne var onde, og at det var godt, at de blev slået ihjel, har kørt fuldstændig umodsagt. I vores del af verden var det også gode nyheder i midt-60'erne, mens Vietnamkrigen rullede: Her var et land i Asien, som fiksede kommunisterne, uden at vi andre behøvede at blande os," siger Signe Byrge.
Håb for fremtidens Indonesien
Hun glæder sig over, at filmen i USA har skabt debat om Guantanamo, tortur og straffrihed. Og især over de stærke reaktioner i Indonesien. Magasinet Tempo har produceret et særnummer om folkemordet, og filmen bliver heftigt diskuteret i den indonesiske presse. Den nationale kommission for menneskerettigheder har udgivet en rapport om 1965-66, som kommissionen har arbejdet på i fire år, men som hidtil er blevet ignoreret af regeringen. Signe Byrge håber, at dette nu vil ændre sig.
"Vi håber, at filmen kan bruges som katalysator for en sandheds- og forsoningsproces. At man kan diskutere det åbent, og diskursen i det hele taget bliver anderledes, så folkemordet ikke er noget, man praler af. Og så håber vi, det sker fredeligt."
"The Act of Killing" er instrueret af Joshua Oppenheimer og produceret af Signe Byrge Sørensen for Final Cut for Real ApS med støtte fra Det Danske Filminstitut.
Dette er en dansk version af en artikel i Det Danske Filminstituts festivalmagasin, FILM#76, som udkommer i november 2012.
The Act of Killing
I 1965 væltede militæret den indonesiske regering, og over en million mennesker - kommunister, etniske kinesere og intellektuelle - blev udryddet. I filmen, der foregår i byen Medan på øen Sumatra, udfordrer filmskaberne dødspatruljeledere til at dramatisere deres rolle i folkemordet. Resultatet er en surrealistisk filmisk rejse ind i massemordernes forestillinger og fantasier om dem selv og deres ofre.