I den danske dokumentarfilm "The Act of Killing", som fredag vandt hovedprisen DOX:AWARD på CPH:DOX, udfordrer Joshua Oppenheimer tidligere torturbødler til at dramatisere deres rolle i det indonesiske folkemord i 1965-66. Ved at få dem til at opføre drabene som filmscener.
I svenske "Roland Hassel" rekonstruerer Måns Månsson mordet på Olof Palme ved at sætte en velkendt fiktiv kriminalkommissær til at opklare sagen. Og i amerikanske "Public Hearing" genskaber James N. Kienitz Wilkins en offentlig høring om udvidelsen af et Wal Mart-supermarked i en amerikansk provinsby – med en udskrift af høringen som manuskript.
Rekonstruktion i dokumentarfilm er ikke noget nyt fænomen, men der er en stigende tendens til at bygge hele film op omkring genopførelser af virkelige begivenheder. Den tendens så CPH:DOX nærmere på under seminaret "Reenactments: The Return of the Real" tirsdag den 6. november i Cinemateket i selskab med de tre festivalaktuelle instruktører Oppenheimer, Månsson og Wilkins.
Fra venstre: Programlægger på CPH:DOX Mads Mikkelsen (moderator), Joshua Oppenheimer, Måns Månsson og James N. Kienitz Wilkins. Foto: Freja Dam
Forståelse af os selv og vores fortid
Iscenesættelse og rekonstruktion i dokumentarfilm er ofte genstand for heftig diskussion. Er det ikke manipulation? Og kan man overhovedet kalde det 'dokumentar', når der er tale om iscenesættelse, spørger purister.
Ja, siger Joshua Oppenheimer. Den amerikanske instruktør mener endda, at iscenesatte dokumentarer er mere ærlige end de rent observerende film, fordi de iscenesatte anerkender kameraets tilstedeværelse. Kameraet vil altid påvirke subjektet, mener Oppenheimer. Snarere end den amerikanske direct cinema, hvor kameraet er fluen på væggen, er han inspireret af den franske cinéma verité, hvor filmskaberen interagerer med de medvirkende.
"Hvis du filmer et barn på vej til skole, vil den situation automatisk blive den største begivenhed i barnets dag. Der ligger en grundlæggende fiktion i den scene, som vi lyver om, når vi laver direct cinema. I cinema verité er ideen at give mennesker rum til at opfinde sig selv på skærmen og dokumentere deres selvopfattelse. Jeg ser genopførelserne i "The Act of Killing" som en måde at tage skridtet videre: Forsøge at forstå, hvem vi er som mennesker, og hvordan vores fortid lever i os i nutiden," siger Joshua Oppenheimer.
Den svenske instruktør Måns Månsson ser ligeledes reenactments som et middel til at forstå fortiden:
"Det er et ritual, der hjælper os med at forstå historien og begribe det, vi ikke ved. Derfor er det et effektivt greb til et mysterium, som fx mordgåden i "Roland Hassel". Men det kan også være en metode til at omskrive historien på. En katharsisk måde at komme videre på efter et traume, som Palme-mordet var i Sverige. For publikum såvel som de medvirkende i filmen."
Indsigt i bødlernes fantasi
Også "The Act of Killing" beskæftiger sig med bearbejdelse af et historisk traume. Joshua Oppenheimer var optaget af, hvordan en gruppe massemordere i Indonesien kunne gå rundt, tilsyneladende uden dårlig samvittighed, og prale åbent af deres gerninger. Hvad fik dem til at dræbe så mange mennesker, og hvad er det for en fortælling, de har skabt for sig selv og for samfundet for at retfærdiggøre deres handlinger? For at finde svaret måtte Oppenheimer finde ind bag bødlernes tanker og forestillinger. Ved at lade dem genskabe deres historie gennem filmiske iscenesættelser fandt han en effektiv indgang.
"Mine karakterer elsker amerikanske film, og da jeg præsenterede mig som amerikansk dokumentarfilminstruktør, hørte de ikke dokumentardelen – de havde nok aldrig set en dokumentarfilm – men filmdelen. Og de ville gerne spille med i en film," fortæller Oppenheimer.
Bødlerne spiller med stor entusiasme og viser sig særdeles scenevante. At påtage sig en rolle viser sig ikke at være nyt for dem.
"En af de ting, der gik op for mig var, at det at dræbe altid har været en performativ handling for mine karakterer. De gik ud af biografen og efterlignede det, de havde set i gangsterfilmene. Fantasi, historiefortælling og det at gå ud af sin krop var en del af mekanikken. Jeg tror ikke, de dræbte på grund af ideologi, selvom det var det, de overbeviste sig selv om. De dræbte på grund af magt og penge og følelsen af at have andre menneskers liv i hænderne."
Selvom gangsterne i "The Act of Killing" er store i slaget, fremgår det af filmen, at de er plaget af samvittighedskvaler og har fået dybe psykiske ar. Hovedpersonen Anwar Congo fortæller, at han hjemsøges af mareridt, men prøver at glemme ved at gå ud at danse og drikke. Joshua Oppenheimer mener, at en underlæggende årsag til Anwars ønske om at deltage i filmen var at blive i stand til at rumme fortiden.
"Anwar siger, at han håber at lave en smuk familiefilm om massemord. Det er et dødsdømt projekt, men jeg tror, han følte, at hvis kan kunne bringe det 'i orden' i filmen, kunne han også gøre det okay inde i sig selv og lukke ned for traumet. Men så skete der noget ubehageligt undervejs. Fordi det at dræbe altid var en form for komediespil, resulterede genopførelsen af drabene i, at han også genlevede den performative tilstand, han befandt sig i, dengang han dræbte, og det var en traumatisk oplevelse."
Teaterdemokrati
De to ordstyrere i "Public Hearing" keder sig bravt under høringen og opfordrer talerne til at fatte sig i korthed og kun tale, hvis de har nye ting at sige. Foto: The Automatic Moving Co.
I det mere muntre hjørne finder vi James N. Kienitz Wilkins' film "Public Hearing". Her var målet med rekonstruktionen at zoome ind på en tilsyneladende ubemærkelsesværdig begivenhed og opdage nye sider af den. Instruktøren fortæller, at han stødte på mange spændende og dramatiske offentlige høringer om diverse emner i sin research, men bevidst valgte den usexede sag om Walt-Mart-supermarkedsudvidelsen i en amerikansk provinsby.
"Jeg var interesseret i kedsomhed som koncept. Hvis man ser længe nok på noget uexceptionelt og hverdagsagtigt, opdager man noget nyt. Essensen i filmen er, at tiden passerer, for i realiteten sker der ingenting. For repræsentanterne fra Wal-Mart er høringen en ren rutinesag. Ingen lytter til hinanden. Ikke desto mindre er man nødt til at gå gennem processen for at opretholde illusionen om demokrati. På den måde fremstår høringen som en form for teater. Det er det, filmens didaktiske iscenesættelse af høringen afslører," siger James N. Kienitz Wilkins.
The Act of Killing
I 1965 væltede militæret den indonesiske regering, og over en million mennesker - kommunister, etniske kinesere og intellektuelle - blev udryddet. I filmen, der foregår i byen Medan på øen Sumatra, udfordrer filmskaberne dødspatruljeledere til at dramatisere deres rolle i folkemordet. Resultatet er en surrealistisk filmisk rejse ind i massemordernes forestillinger og fantasier om dem selv og deres ofre.