Vi har sat den afghanske instruktør Shahrbanoo Sadat og den dansk-tyske producer Katja Adomeit i stævne for at tale om deres nye film, 'Børnehjemmet', som har verdenspremiere i Directors' Fortnight, Cannes Festivalens prominente sideprogram for modige og nyskabende værker.
Det efterhånden sammentømrede instruktør-producerpar har kendt hinanden siden 2012, hvor de mødtes i forbindelse med det internationale talentinitiativ DOX:LAB under CPH:DOX, hvor unge filmskaber fra hele verden og med meget forskellige filmkulturer i ryggen skaber film sammen. Her lavede de filmen 'Not at Home'.
Derefter producerede Adomeit Sadats spillefilmdebut 'Wolf and Sheep', der vandt hovedprisen i Directors' Fortnight på Cannes Festivalen i 2016. Nu er filmparret klar med 'Børnehjemmet', der er en fortsættelse af historien fra deres forrige film. Og allerede nu drøfter de, hvordan de skal angribe den tredje ud af fem planlagte film baseret på Sadats ven Anwar Hashimis barndomserindringer.
"Shahr er instruktør, og jeg er producer. Men jeg tror, vores samarbejde er specielt, fordi vi diskuterer alting. Shahr er medproducer på filmen, så hun er også involveret i ansøgningerne og de finansielle beslutninger," fortæller Katja Adomeit, der til gengæld giver sit besyv med i de kreative beslutninger.
Russerne gav ham et hjem
'Børnehjemmet' følger 15-årige Qodrat i slutfirsernes Kabul, hvor Afghanistan var besat af Sovjetunionen som støtte til landets kommunistiske styre. Qodrat bor på gaden og sælger biografbilletter på det sorte marked, men da han bliver fanget af politiet, bliver han anbragt på et sovjetisk børnehjem. Her bliver børnene opdraget som kommunister, lærer russisk og sendes på sommerlejr i Moskva.
Shahrbanoo Sadat ser børnehjemmet, der er baseret på et virkeligt sted, som et symbol på Afghanistans mangfoldighed. På hjemmet levede børn fra forskellige baggrunde sammen i fordragelighed – i modsætning til udenfor, hvor modstandskampen var ved at udvikle sig til en borgerkrig. Den brød ud for alvor med kommunistregeringens fald i 1992.
"For mig repræsenterer børnehjemmet en gylden tid i Afghanistan. Min ven Anwar (hvis erindringer filmen bygger på, red.) oplevede det som en god tid. Han var hjemløs, og sovjetterne gav ham et hjem, en uddannelse, et liv og en fremtid," siger Sadat.
"I Europa opfattede man mujahedinerne som helte, fordi de kæmpede imod russerne. Men det var de ikke. Befolkningen i Afghanistan hader dem, fordi de slog en masse mennesker ihjel og ødelagde deres eget land. Jeg ville gerne sætte fokus på den periode, fordi ingen i Afghanistan taler om borgerkrigen eller den massakre, der foregik," siger Sadat.
Noget af det, man ifølge instruktøren ikke taler om, er, at området omkring børnehjemmet under borgerkrigen blev bombet af en mujahedin-gruppe i 48 timer, indtil der ingenting var tilbage. Ingen ved, hvor mange børn der nåede at flygte, og hvor mange der døde.
"På en måde er perioden meget lig situationen i dag, hvor unge mennesker også betaler for en krig, der ikke er deres," mener Sadat.
Bollywood som ventil for følelserne
I filmen er Qodrat fan af Bollywood, og i musikalske sekvenser ser man, hvordan han forestiller sig selv i scener fra Bollywoodfilm. På den måde kommunikerer filmen den ellers stille teenagers følelser og drømme – ligesom mange afghanere får afløb for deres følelser i biografen, mener Sadat.
"Vi afghanere er ikke så udtryksfulde. Jeg tror, at krigene har fået folk til at lukke af for deres følelser for at beskytte sig selv. Til gengæld er vi helt forelskede i Bollywood, hvor karaktererne udtrykker følelser på en meget dramatisk måde. Alt er på et ekstremt niveau, og vi elsker det bare," fortæller Sadat.
Fantasiscenerne står i kontrast til de mere hverdagslige scener på børnehjemmet. Generelt er filmen mindre dokumentarisk end 'Wolf and Sheep', der følger en gruppe børnehyrder i en lille bjergby.
"I 'Wolf and Sheep' levede de medvirkende deres liv foran kameraet. I 'Børnehjemmet' spiller børnene mere skuespil, fordi de ikke kender til perioden, som filmen foregår i," siger Sadat.
Instruktøren anvender stadig i stor stil ikke-professionelle skuespillere. Casting er alfa og omega for hende, og hun brugte et år på at finde frem til de rigtige børn på skoler i Kabul. Også voksenrollerne er besat af amatørskuespillere, for Sadat kan bedst lide at arbejde med mennesker, hun kender, og som ikke forventer, at hun som instruktør har alle svarene.
"Jeg har brug for udvekslingen. Fx bad jeg Anwar (hvis erindringer filmen bygger på, red.) om at spille børnehjemslederen, og det fik ham til at huske en masse detaljer fra børnehjemmet, som han havde glemt at fortælle mig. Han taler fx på en meget gammeldags måde, som ingen taler på i dag, og som jeg aldrig ville have kunnet skrive."
Et unikt perspektiv
'Børnehjemmet' har været en stor mundfuld både at optage og finansiere. Shahrbanoo Sadat og Katja Adomeit er enige om at beundre den andens udholdenhed.
"Jeg er meget imponeret over den måde, Katja kæmper for projekterne på, og det arbejde, hun lægger i hver ansøgning. Jeg tænker tit, at hvis jeg var hende, ville jeg bare give op," siger Sadat.
"Sådan har jeg det også med Shahr. Hun giver aldrig op og fortsætter altid, til hun har nået perfektion," svarer Adomeit, der også fremhæver et andet positivt træk.
"Jeg beundrer Shahrs klare vision og perspektiv, som hun udtrykker både i sin film, og når man taler med hende. Hendes måde at se tingene på og hendes holdninger er nye og originale."
Af samme grund stiller Adomeit slet ikke spørgsmål ved, om hun skal producere et projekt, som Sadat kommer til hende med. "Det er en selvfølge."
