Der er musikfilmen, som mikser poesi og rå realisme. Der er fortællingen om forholdet mellem en mor og datter set i storpolitisk lys. Der er det intime blik på en amerikansk storfamilie på kanten. Og der er portrættet af en showdanser, der er stivnet i jagten på intensitet.
Historierne spænder vidt i de fire film 'Prelle – Lytter til mig selv', 'En revolutionær familie', 'I Love You I Miss You I Hope I See You Before I Die' og 'Show Dancer', som alle udspringer af Filminstituttets talentordning New Danish Screen. Ordningen støtter debutfilm i det lange format.
Filmene er blandt de titler, som publikum kan se via CPH:DOX' digitale program, efter at festivalen måtte aflyse den fysiske festival som følge af coronavirus.
"Det er fire meget forskellige stemmer," siger Christina Ramsø Thomsen, der som projektredaktør på New Danish Screen har fulgt filmenes tilblivelse tæt.
"Vores ambition med talentudvikling er at hjælpe instruktørerne med at gøre deres kunstneriske stemme tydelig i deres første lange film – og bruge den stemme til at fortælle historier, der har pondus og kan sætte et aftryk i verden. De fire film på CPH:DOX fremstår, synes jeg, dejligt forskellige og tydelige med hver deres temperament og formsprog, fra det meget eksperimenterende til det mere grundigt observerende."
Redaktøren ser dog også en rød tråd: De fire instruktører interesserer sig alle for historier, der stiller sig midt i tidens kampzoner:
"De har alle et blik på nogle af de identitetskriser eller slag, der tegner vores tid. Der er fx dem, der er faldet udenfor i USA, der er den store politiske kamp sat over for individets udfoldelse, der er mønsterbryderen i hiphopmiljøet, og der er dyrkelsen af ungdomsintensitet som et grundvilkår. På den måde bliver filmene meget forskellige spejlinger af nogle af tidens vigtige temaer."
Christina Ramsø Thomsen præsenterer her de fire film og instruktørerne bag.
'Prelle – Lytter til mig selv' af Anita Beikpour. Foto: Good Company Pictures
Prelle – Lytter til mig selv – Anita Beikpour
"Filmen om rapperen Rikke Prelle har sin titel efter Prelles YouTube-hit fra 2016. Den er et musikalsk portræt af en ung kvinde, som kæmper for at finde sin plads i livet med en tung social baggage – men som også kæmper for en plads på den danske hiphopscene, der stadig er stærkt domineret af mænd. Prelle har et kæmpe talent og står egentlig foran et gennembrud, men hun må finde sin egen måde at udtrykke sig på og sin egen vej til at lykkes, der ikke ligner de succeshistorier, vi normalt får fortalt om vejen til musikkens tinder.
Anita Beikpour, der er billedkunstner og uddannet på Filmskolen, udfordrer vores forestilling om, hvordan man fortæller om et ungt menneske i et hårdt miljø. Hun har tilført filmen et fantastisk lag og leger med flere genrer. Hun insisterer på, at det poetiske og overnaturlige også har sin plads. At en kriminel fortid kan forvandle sig til en teatralsk, musicallignende musikvideo. At vand pludselig kan opføre sig overnaturligt, når Rikke søger svar hos sin afdøde mor.
Beikpour understreger med sin film, at selv om hovedpersonen også kæmper med svigt og sociale problemer, kan man godt tegne et billede af et menneske gennem meget andet end nøgtern realisme. Hun har skabt en særlig visuel adgang til sin hovedkarakters fortid og til hendes indre liv, som jeg synes åbner portrættet op."
'En revolutionær familie' af Tanja Wol Sørensen. Foto: Bullitt Film
En revolutionær familie – Tanja Wol Sørensen
"Filmen sætter fokus på et af de store spørgsmål i kølvandet på enhver form for idealistisk kamp: Hvad er der vundet på den lange bane, hvis man har svigtet sine nære for den store sag. Det spørgsmål bliver udfoldet gennem to stærke kvindelige karakterer midt i Colombias omskiftelige nyere historie. 30-årige Yira har tilbragt sin barndom i skyggen af forældrenes politiske kamp for oprørsgruppen FARC og levet i eksil på Cuba. Nu nærmer hun sig sin mor, Ruby, efter at en fredsaftale ser ud til at sætte punktum for konflikten.
Men Ruby må stadig bevæge sig rundt med skudsikker vest og får aflyttet sin telefon. Hun har svært ved at hellige sig rollen som mor, og nu også mormor, med styr på familiemiddage og overskud til barnebarnet. Det er jo en spejling af en moderne generationskonflikt, som mange af os kender – i en sammenhæng, som til gengæld ikke er så dagligdags.
Tanja Wol Sørensen er visuel antropolog og har fulgt familien gennem næsten syv år. Og det kan mærkes. Det er en grundigt bearbejdet film med et blik for den nære historie og de nære relationer i det store perspektiv. Hun viser os, hvordan den politiske kamp har kostet på den personlige front, men vi må selv afgøre, om det er prisen værd."
'I Love You I Miss You I Hope I See You Before I Die' af Eva Marie Rødbro. Foto: Eva Marie Rødbro
I Love You I Miss You I Hope I See You Before I Die – Eva Marie Rødbro
"Filmen om den unge mor Betty og hendes store familie i udkanten af det amerikanske samfund handler om mødre og døtre – og om, hvad man på godt og ondt giver videre til sine børn. Instruktøren har et særligt ømt, loyalt blik for børnenes verden, synes jeg. Her er der en uendelig – og for nogen foruroligende! – fornemmelse af frihed, lyst og håb. Det er rigtigt set, når flere har peget på et slægtskab med børnene i Sean Bakers 'Florida Projects', hvor eventyret også lever midt i armoden.
Eva Marie Rødbro, der stod bag serien 'Prinsesser fra blokken', har taget nogle radikale stilistiske valg. Formmæssigt har hun 'rystet posen', i forhold til at binde en fortælling sammen af indtryk og øjeblikke fra familiens liv. Det er et nedslag i et miljø, der ikke nødvendigvis bevæger sig nogen steder hen. Der er noget både fragmentarisk og råt over hendes måde at se Bettys verden på. Man befinder sig i ultranær blandt kunstige negle og My Little Pony-familielege. Blandt blomster og fritureaffald. Det er rastløst og kaotisk smukt på sin egen måde. Rødbro er også kunstfotograf, og det skinner igennem i filmens snapshotagtige udtryk.
Det er lykkedes hende at fortælle en loyal historie om familien, så man faktisk føler, at man står midt i det hele og sanser, hvordan livet tager sig ud på ganske få kvadratmeter for de elleve mennesker, der lever dér, så godt som de overhovedet kan."
'Show Dancer' af Laurits Flensted-Jensen. Foto: Laurits Flensted-Jensen
Show Dancer – Laurits Flensted-Jensen
"I sit portræt af den 43-årige professionelle danser Lasse rammer Laurits Flensted-Jensen en ret almen længsel efter konstant at mærke livet, lige så intenst som da man var 19 og havde denne fantastiske følelse af fællesskab, energi og mulig nyforelskelse. Lasse, nu en moden mand i begyndelsen af fyrrerne, kan ikke helt affinde sig med, at den tid er ved at være forbi. Og her gør et misbrug af kokain jo ikke ligefrem krisen nemmere. Men parallelt vokser en længsel efter forpligtende relationer, nærhed, børn og have hos Lasse, der vil tage afsked med kokainen.
Flensted-Jensen følger Lasse helt tæt i hans forsøg på at slippe afhængigheden og tage styringen. Instruktøren er ikke bange for at dvæle og blive hængende sammen med sin hovedperson, også i alle de svære situationer, hvor det gør ondt at se Lasse tage de forkerte beslutninger. Men instruktøren omfavner den komplekse Lasse med en stor varme – hvor der er plads til humor midt i alt det tragiske.
Filmen er også et ømt portræt af halvfemsernes trancescene, som folder sig fuldt ud her. Gennem Lasse får vi indblik i, hvad det vil sige at være rundet af et miljø, som det måske er ganske svært at blive 'voksen' i."
