Seks spillefilm på vej

Pressemeddelelse19. januar 2004
Det Danske Filminstitut
har bevilget støttetilsagn til seks spillefilm.
Lars von Triers
"Manderlay", der efterfølger "Dogville" i Lars von Triers USA-trilogi, har
modtaget betinget støttetilsagn. Grace, von Triers hovedperson fra
"Dogville", ankommer til den store plantage Manderlay i sydstaterne.
Gårdens sorte ansatte lever, som om slaveriet stadig eksisterede, og Grace
opfatter det som umenneskeligt. Filmen indspilles ligesom "Dogville" på en
scene med opridset grundplan, få rekvisitter og et internationalt hold
skuespillere, som konstant skal være på scenen under optagelserne.
Hovedrollen som Grace spilles af Bryce Dallas Howard.
"Manderlay" produceres
af Vibeke Windeløv for Zentropa og forventes færdigklippet: sommeren 2005.
Filmen har modtaget betinget DFI-støtte (LOC) på 7,9 mio. kr. ved
filmkonsulent Lena Hansson Varhegyi.
Thrilleren "Return To Sender" med
Bille August som instruktør har modtaget støttetilsagn. Frank Nitzche er
en dygtig forsvarsadvokat, men efter at have tabt flere sager, hvor hans
klienter er endt med at blive henrettet, har han opgivet troen på retsvæsnet.
Han begynder at korrespondere med indsatte, der venter på deres henrettelse
og møder Charlotte Cory. Han fascineres af hendes historie og
er overbevist om hendes uskyld, og en kamp mod uret begynder. Connie Nielsen,
Aidan Quinn og Kelly Preston spiller hovedrollerne.
"Return To Sender"
produceres af Michael Lunderskov for Moviefan Scandinavia. Michael
Lunderskov har tidligere produceret "The Zookeeper" og "Drengene fra St.
Judes". Filmen har modtaget DFI-støtte på 3,0 mio. kr. ved filmkonsulent
Morten Grunwald. Den forventes færdig ultimo 2004.
"Pusher II", der har
Mads Mikkelsen i hovedrollen, har modtaget betinget støttetilsagn. Nicolas
Winding Refn fortsætter i sporet fra den anmelderroste og populære
"Pusher". Filmen følger Tonny, en biperson fra Pusher. Han er netop kommet
ud af fængslet, hvor han har afsonet en voldsdom. Filmens handling
udspilles i et af de københavnske brokvarterer og bliver holdt i en
dokumentaristisk og realistisk præget stil.
Henrik Danstrup, der
producerer "Pusher II", og Nicolas Winding Refn har dannet nyt
produktionsselskab Billy's People. Billy's People producerer filmen i nært
samarbejde med Nordisk Film. Det Danske Filminstitut har efter grundig
behandling af ansøgningen sikret sig, at der er fundet en juridisk og
økonomisk forsvarlig model, og har givet "Pusher II" betinget DFI-støtte
(LOC) på 3,7 mio. kr. ved filmkonsulent Morten Grunwald. Filmen forventes
færdig ultimo 2004.
Lasse Spang Olsens
actionkærlighedskomedie "Inkasso" har modtaget betinget støttetilsagn. Kim
Bodnia spiller boksetræneren Claus, der arbejder som inkassator for
lånehajen Holger for at afdrage på et lån. Men han får selv ørerne i
maskinen, da han forelsker sig i den temperamentsfulde og gældsatte
ludoman Laura, spillet af Iben Hjejle.
"Inkasso" har manuskript
af Nikolaj Peyk og produceres af Henrik Møller-Sørensen for ASA Film
Production, Easy Film og Scanbox. Filmen har modtaget betinget DFI-støtte
(LOC) på 5,5 mio. kr. under 60/40-ordningen. Der er forventet premiere i
efteråret 2004.
"Den milde smerte" af
Carsten Brandt har modtaget støttetilsagn. Carsten Brandt har gennem tolv
år arbejdet med en film om Thorkild Hansens forfatterskab og liv: en film
om at turde vælge livet og udfordre skæbnen. "Den milde smerte" produceres
af Tom Winther for Posthus Teatret.
"Den milde smerte" har
modtaget DFI-støtte på 3,0 mio. kr. ved filmkonsulent Morten Grunwald. Den
forventes færdig ultimo 2004.
Det svenske drama "Sex,
Hopp og Kärlek" af instruktør Lisa Ohlin har modtaget støttetilsagn til
svensk-dansk co-produktion. 40-årige Birgit lever i et skrantende ægteskab
med Lennart og deres 19-årige datter, der er blevet forladt af kæresten og
uhæmmet lader det gå udover sine omgivelser. Da Birgits ungdomskærlighed,
en kendt tv-vært, vender hjem til fødebyen for at begrave sin gamle far,
får Birgit øjnene op for, at det er måske ikke er for sent at ændre sit
liv.
"Sex, Hopp og Kärlek"
co-produceres af Peter Bech for Angel Productions. Hovedproducent er de
svenske produktionsselskaber Illusion Film og Movietime Stockholm. Filmen
har modtaget DFI-støtte på 600.000 kr. ved filmkonsulent Morten Grunwald.

At en film får bevilget
et betinget støttetilsagn, et såkaldt Letter of Commitment (LOC), skyldes,
at den samlede finansiering ikke er faldet helt på plads. Et Letter of
Commitment fra Det Danske Filminstitut gør det lettere for
produktionsselskabet at forhandle kontrakter med de mange finansielle
parter på en film.
For yderligere
oplysninger, kontakt venligst:Det Danske FilminstitutLars
Feilberg, 3374 3433, larsfe@dfi.dkMarianne Moritzen, 3374
3451, mariannem@dfi.dk