Det internationale marked spiller unægtelig en stor rolle for dansk film i dag. Sådan var det også for hundrede år siden, hvor dansk film – særligt Nordisk Films Kompagni – var et verdenskendt brand. Nordisk Film opnåede bl.a. denne succes ved at tilpasse sig forskellige markeders varierende krav ved at kontrollere filmenes indhold; både i manuskriptfasen, men også ved at optage flere versioner af scenerne.
Der var ikke råd til kunstnerisk finfølelse hos Ole Olsen og Nordisk Films Kompagni i 1910’erne. Ved hjælp af vejledningen "Instruktioner for Filmsforfattere", alternative slutninger og interne censurcirkulærer arbejdede selskabet målrettet på at kontrollere filmenes indhold, så man kunne imødekomme de internationale markeder og deres publikum.
Ph.D. og videnskabelig assistent ved Københavns Universitet, Isak Thorsen, har ved hjælp af materialet i Nordisk Film Samlingen, som huses af Det Danske Filminstitut, haft adgang til en enestående kilde til forståelsen af, hvor avanceret og velorganiseret et stort internationalt filmselskab i stumfilmtiden agerede. Strategierne vidner både om tilpasningen til de forskellige markeders censur, borgerliggørelsen af film i begyndelsen af 1910’erne, og Nordisks ønske om at tilfredsstille så mange forskellige kulturelle kundegrupper som muligt. For dengang som nu må selskaber, der lever af global eksport, inkorporere både publikums og censorernes smag for at sælge film og lave et overskud.
Russiske slutninger
Det russiske marked, som var et af Nordisk Films Kompagnis største aftagerlande frem til revolutionen i 1917, ville se sørgelige slutninger. Omkring 1911 begyndte Nordisk derfor at fremstille alternative tragiske slutninger til de film, som blev eksporteret til Rusland. Til "Evangeliemandens Liv" fra 1915 blev lavet hele to alternative slutninger ud over den danske, nemlig én til det russiske marked og én til Sverige, som havde en meget strengere censur.
De tre slutninger til "Evangeliemandens Liv"
Filmklip: De tre slutninger til Evangeliemandens Liv (Holger-Madsen, DK, 1915).
Også andre lande have særlige ønsker og behov. Filmenes indhold blev styret stramt, som det fremgår af kunstnerisk leder August Bloms rundsending til instruktørerne:
"Paa Foranledning undlader jeg høfligst at erindre d'Herrer Instruktører om den engang vedtagne Regel, at hver Film med trist Slutning, – altid, selvom det maatte synes ganske misvisende, – forsynes med en forsonende Slutningsscene extra ..."
På et instruktørmøde i november 1915 blev et sæt regler vedtaget, som instruktørerne skulle rette sig efter. Et af punkterne lyder:
"Saafremt der i en Film forekommer Scener, som man antager, vil blive forbudt af Censuren i visse Lande, skal Instruktøren lave 2 Scener, en diskret og en stærkere fremstillet."
Stykker, der spiller blandt Smaakaarsfolk og Bønder, antages ikke.
"Instruktioner for Filmsforfattere" blev skrevet omkring januar 1912. Instruktionerne blev ofte vedlagt Nordisks afslag til manuskriptforfattere og bestod af ti punkter, som man skulle holde sig for øje, hvis man ville have et manuskript antaget hos selskabet.
Instruktioner for Filmsforfattere. Gengivet fra bogen Levende billeder i Danmark. Nørgaard (1971).
Der var mange faktorer at tage hensyn til, ikke mindst kriminalitet i alle afskygninger og det erotiske islæt, som dansk film var særlig kendt for. F.eks. kunne Nordisks filial i New York rapportere, at mellemteksten Den følgende Morgen måtte fjernes, fordi den antydede et seksuelt forhold.
Still fra Vampyrdanserinden, August Blom (Nordisk Films Kompagni, 1912).
Selskabet måtte også tilpasse sig, når censurreglerne ændrede sig. London-filialen kunne i september 1919 rapportere: "I Lystspillene maa der helst være saa mange badende Damer som muligt, dog maa Badedragterne være fikse og stramtsiddende," hvilket tyder på, at de britiske censorer var begyndte at bløde op for de erotiske emner.
Derudover var der hensynet til 1. verdenskrig, som rasede i Europa. Krig, spionage, militær og andre emner, der kunne forbindes med krigen, prøvede Nordisk at undgå. Men det var ikke altid nemt, hvilket denne orientering fra Nordisks ledelse tyder på:
"Vi har – som før nævnt – haft Tilfælde, hvor Uniformer, selv om de med Flid har været komponerede saa neutrale som muligt, dog i England vakt Anstød som 'tyske' og i Tyskland som 'engelske'."
Læs mere i Isak Thorsens artikel i Kosmorama.
Evangeliemandens Liv
Lægprædikanten John Redmond virker dragende på de fleste i det lille bysamfund, han prædiker i. Den unge, forhærdede Billy og hans bande har dog kun hån og spot til overs for Redmonds ord. Da hans kæreste Nelly bekender sin modstand over for banden og lader sig forsvare af Redmond, kommer Billy pludselig i tvivl om sin levevis.
