I begyndelsen af det forrige århundrede producerede den blomstrende danske filmindustri en række stumfilm, der fokuserede på fænomenet ’hvid slavehandel’, altså handel med unge piger til prostitution. Emnet var på det tidspunkt kilde til stor bekymring og frygt for et reelt socialt problem, og filmene afspejler tydeligt samtidens diskussioner.
Frida Lind Stokkebæk er projektansat på Filminstituttet. Hun er kandidat i Film & Medievidenskab med speciale i stumfilm og feministisk teori og repræsentation.
Med nutidige øjne er det særligt filmenes repræsentation af den forsøgte voldtægt og heltindernes aktive kamp mod deres overgrebsmænd, der gør det muligt at trække tråde fra de 100 år gamle stumfilm til de debatter, vi har om samtykke, overgreb og #metoo i dag. Frida Lind Stokkebæk, der er projektmedarbejder i Filmarkivet, fortæller her om filmserien ’Den Hvide Slavehandel’, der netop er digitaliseret og tilgængeligt for alle. Ifølge Frida Lind Stokkevæk kan filmene lære os om vores forståelse af overgreb i dag.
Hvorfor synes du, det er interessant at beskæftige sig med stumfilm?
Stumfilm er på en måde en uddød genre. Selvom Danmark i stumfilmsperioden var en virkelig stor filmnation, er der mange som aldrig har set en stumfilm. Der er produceret mange storslåede og enormt flotte film, som er helt ukendte. Derfor er det sjovt og relevant at få dem skrevet ind i bevidstheden om vores kulturarv.
Hvad handler filmene i temaet ’Den Hvide Slavehandel’ om?
Jeg har taget udgangspunkt i seks film fra Nordisk Films Kompani og Fotorama, produceret mellem 1907 og 1912. De minder utrolig meget om hinanden; de handler alle sammen om en ung kvinde, som bliver lokket til udlandet, hvor hun bliver solgt til ufrivillig prostitution, ofte på et bordel. Til sidst bliver hun reddet hjem til sine forældre af en mand, som hun forelsker sig i. Det er den gennemgående fortælling, og så er der små detaljer, der er forskellige fra film til film. Filmene relaterer sig til det virkelige sociale problem, vi i dag kalder ”trafficking”, og de blev lavet som en del af et ”oplysningsværk” for at advare kvinder mod at havne i lignende situationer.
Ud over at ”trafficking” stadig er et aktuelt problem, hvordan relaterer filmene sig så til vores nutid og de debatter vi har i dag?
Helt principielt mener jeg ikke, at stumfilm kun er værdifulde, hvis de har en direkte relation til i dag. De har også en værdi i sig selv i kraft af at være en del af en glemt kulturarv. Oprindeligt havde jeg tænkt mig at skrive om filmene i forbindelse med historien om Nordisk Film Kompanis’ plagiat af Fotoramas originale ’Den Hvide Slavehandel’ fra 1910, som er en ret vild historie. Og det var i den forbindelse, jeg lagde mærke til mønstre og aspekter, som mindede mig om diskussioner, vi har om overgreb og samtykke i dag.
Først og fremmest er det bemærkelsesværdigt, hvordan alle filmene lægger stor vægt på, at en socialt udsat situation gør kvinder mere sårbare for seksuel udnyttelse - og det er jo en fortælling, som har fået stor relevans siden #metoo-bevægelsen. Det, som slår mig mest ift. nutidens debatter, er, at ingen af filmenes heltinder faktisk ender med at blive voldtaget; at det forsøgte overgreb bliver fremstillet som en fysisk kamp, hvor kvinden formår at kæmpe for sin jomfruelighed.
Vores opfattelse af voldtægt er i dag blevet mere nuanceret. Vi ved nu, at der er andre aspekter end fysisk kamp på spil, og at en voldtægt måske ser anderledes ud, end vi har fået vist på film tusinde gange. Men det er interessant, at der i debatten om overgreb og #metoo i dag stadig er meget fokus på de kvinder som formår at sige fra. Det er virkelig gode og vigtige historier, og de giver også en ”empowerment”. Men på en måde er den heroisering af kvinder, der formår at sige fra, også med til at reproducere den gamle fortælling om, at man faktisk har et valg om, hvorvidt man bliver udsat for et overgreb eller ej.
Hvordan kan vi bruge filmene til at blive klogere på nutidens debat om overgreb?
Det handler ikke bare om at se de her gamle film og sige: ”Hvor er det godt, at vi er kommet videre” og nyde, at vi er blevet klogere, end vi var engang. Det er mere interessant at spørge, hvordan nogle af de her ideer og myter, som filmene præsenterer, hænger ved i dag.
Det kan være nemmere at få øje på problematikken i en forvrænget overgrebsfremstilling, når det er meget karikeret, som det er i stumfilm – f.eks. i den fysiske kamp mellem heltinden og hendes overgrebsmand. Filmene giver god anledning til at fundere over, hvor meget vores opfattelse af voldtægt i virkeligheden har ændret sig.
