I dag offentliggjorde verdens førende dokumentarfilmfestival, IDFA, det fulde program for årets festival, der løber af stablen den 14. november i Amsterdam.
Her blev det meldt ud, at endnu to danske film bliver vist på den prestigefyldte festival. Emil Næsby Hansens debutfilm ’Skjold & Isabel’ og Pejk Malinovskis VR-installation ’This Room’ får begge international premiere på festivalen.
Filmene tilslutter sig et felt på yderligere tre danske film, der bliver vist på IDFA. Tidligere annonceret er Cathrine Marchen Asmussens kortfilm ’En verden uden ondt’ om 12-årige Natalie, som er del af Jehovas Vidner og Kaspar Astrup Schröders ditto ’Fantasi fantasi’, der følger tvillingerne Molly og Smilla, som begge har autisme. Begge film er udtaget til festivalens børnefilmskonkurrence.
Desuden vises Janus Metz og Sine Plambechs dokumentarfilm ’Hjertelandet’ om en gruppe dansk-thailandske ægtepar i Thy uden for konkurrence i kategorien ’Best of Fests’.
Den første kærlighed
’Skjold & Isabel’ havde verdenspremiere på CPH:DOX tidligere på året til fulde sale, og fik senere på året ordinær biografdistribution i store dele af landet.
Super16-instruktøren Emil Næsby Hansen følger 17-årige Skjold og 18-årige Isabel som fluen på væggen over en lang sommer i København. De er hinandens første kærlighed, men nu har de slået op. Det viser sig dog, at de måske ikke er helt så gode til at gå fra hinanden, som de først antog.
Næsby Hansen følger parret gennem både op- og nedture. Han indfanger de lykkelige øjeblikke såvel som skænderierne og kaster publikum ind i en hvirvelvind af samtaler.
Filmen vises i kategorien 'Luminous', som tegner et "hyperbolsk billede, der tilbyder tyngden af personlige oplevelser som et vindue til det nutidige samfund."
’Skjold & Isabel’ er Emil Næsby Hansens første lange dokumentarfilm. Emil Kramhøft Dinsen producerer for Wergeland Film. ’Skjold & Isabel’ er støttet som webserie via New Danish Screen og udkommer til streaming på DRTV på et senere tidspunkt.
En kropslig oplevelse af flygtninges rejse
I sommeren 2015 oplevede Europa en historisk stor tilstrømning af flygtninge og migranter, blandt andet fra det borgerkrigshærgede Syrien. Avisforsiderne blev ryddet for at skildre den store menneskestrøm, der forlod deres hjemland i håbet om et bedre liv i Europa.
Men hvor blev alle disse mennesker af? Det undersøger digteren og lydkunstneren Pejk Malinovski med sit virtual reality-værk ’This Room’, der placerer to deltagere midt i et snævert transitlokale. Her mærker man som deltager den stress, frygt og usikkerhed, der er dagligdagen for mange flygtninge undervejs i rejsen mod bedre egne, og senere når deres asylsager skal behandles.
Rummet er baseret på en række flygtninges oplevelse af de forskellige transitrum, de har befundet sig i under deres lange rejse mod et bedre liv. Samtidig bygger installationen på instruktørens egne erindringer om den limbotilstand, der præger mange asylansøgeres hverdag.