"Jeg er usikker.
Det var en af de første ting, jeg sagde, da jeg sad foran ansættelsesudvalget. Det kan godt være, jeg blotter nakken her. Men jeg vil godt indrømme, at jeg er usikker på, om jeg bliver en god filmkonsulent. For hvordan bliver man en god filmkonsulent? Hvad er en god film i dag? Eller endnu vigtigere: Hvad er en god film om to eller tre år? Jeg ved det ærligt talt ikke. Jeg er usikker.
Shit, tænker I nu. Hvordan skal det her gå? Manden har jo ingen anelse om, hvad han har gang i. Måske har I ret? Jeg ved det ikke, men jeg tror jeg ved noget.
Jeg tror jeg ved, at det bedste for dansk film er, at dansk film fortæller historier fra hele Danmark, til hele Danmark, af folk fra hele Danmark. Jeg tror jeg ved, at det bedste for dansk film er, hvis vi alle gør en indsats for, at filmene spejler det Danmark, vi dagligt bevæger os rundt i – alle køn, alle aldre, alle hudfarver, alle former, alle minoriteter, majoriteter, tanker og ideer om et liv i Danmark, der findes – og at vi gør det bedst ved, at det ses både foran og bag ved kameraet.
Ikke for at vi på nogen måde skal føle os frelste og pudse glorien, men ganske enkelt fordi det er det bedste for filmen. Fordi det er det, publikum vil se. En film, de kan spejle sig i.
Men jeg tror også jeg ved, at Danmark ikke kun ligger i Danmark. Den danske fortælling har en plads ude i verden, og verden har en plads i den danske fortælling. Lad os kigge op, kigge ud og lade verden kigge ind. Den danske fortælletradition er unik. Når det kommer til film, har vores talent for at fortælle i levende billeder altid været stort.
Vi drager ud i verden og hjælper med at fortælle deres historier, og det skal vi blive ved med, men lad os huske at tage vores fortælling med derud. For vi har så meget at fortælle verden.
Jeg tror jeg ved, at vi lever i en tid, hvor alting går ufatteligt hurtigt. Det er, som om hele verden bare accelererer, for hver dag der går. Fremtiden bliver hurtigere nutid, og nutiden bliver hurtigere fortid, og det gør det svært at skabe fortællinger, der reflekterer den samtid, vi lever i. Jeg ved, at det er svært at lave film. Jeg ved, at det tager tid. Så hvordan skaber vi fortællinger, vi kan spejle os i, i en verden, der aldrig står stille? En god fortælling i dag er ofte håbløst forældet og uaktuel i morgen.
Publikum taber fokus hurtigere og hurtigere. Kom til sagen, underhold os, hurtigere, hurtigere, hurtigere, og vups, så er tiden gået. Det hele er væk, inden vi har nået at fordøje det, erstattet af det næste netfix, det næste klik på mobilen, den næste kattevideo. Det er, som om vi lever i en verden af halve fortællinger. Vi oplever starten, midten eller slutningen, aldrig hele historien.
Hvilke krav stiller det til vores fortællinger, til den måde, vi skaber film på? Skal vi holde os til det, vi ved? Gøre, som vi plejer? Hvis det fungerer nu, så fungerer det nok også i morgen, ik’? Eller skal vi vende bøtten, rykke træet op med rode, ryste posen, gøre noget nyt og overraskende, skabe en ny bølge, og derefter en ny bølge, og derefter en ny, og forsøge at ride den accelererende tsunami af, der vælter ind over os?
Jeg ved det ikke. Jeg er usikker.
Jeg tror jeg ved, at der ikke findes nogen rigtig måde at gøre tingene på. Der findes ikke en korrekt metode, en sublim form, en enestående model, en genre der er bedre end andre, en rigtig tilgang, noget der er bedre end noget andet, noget der er definitivt, endegyldigt eller sandt. Tværtimod. Alting er i bevægelse, vokser frem af ingenting, lever indtil det dør en stille eller voldsom død, og noget nyt vokser frem af asken. Vi er i bevægelse, fra vi får den første ide, til vi arkiverer den lodret, eller måske sidder i biografen med svedige håndflader. Og det skal vi tage til os, for det er godt for filmen.
Jeg tror jeg ved, at vi lever i en audiovisuel æra. Vi optager, redigerer og deler audiovisuelle indtryk som aldrig før. Alligevel er alle de ansøgninger, der ligger på mit skrivebord … tekst! Jeg spørger mig selv … om teksten er stærk nok, stor nok, præcis nok, til alene at beskrive vores audiovisuelle samtid? Kan teksten være en spændetrøje? Låser den os fast? Er den for fattig til at stå alene? Pitch … tekst, synops … tekst, treatment … tekst, manus … tekst, og så først når vi går i udvikling, går man – måske – i gang med noget audiovisuelt. Vi laver film?
Jeg vil gerne sætte spørgsmålstegn ved, om det absolut skal være teksten, der kommer først. Kunne man forestille sig at starte med at arbejde med skuespillerne, komponisten, lydmesteren, fotografen, scenografen eller en helt anden, før man overhovedet sætter sig bag tastaturet? 'Skitsen' på New Danish Screen er et godt eksempel på en anderledes måde at gribe det an på. Kunne vi have noget lignende på konsulentordningen? Vi kunne kalde den 'Skitsen Royal'?
Jeg ved det ikke. Jeg er usikker.
Jeg tror jeg ved, at spillefilmen er og kommer mere og mere under pres, specielt fra tv-serien. I mange år var tv-serien noget, man så om lørdagen, noget man faldt i søvn til, når det var bedst, noget man drak kaffe til. Men så gjorde tv noget genialt. De tog det bedste fra filmen: fortællingerne, strukturerne, metoderne, visualiteten, karaktererne, og de gjorde det ved at ansætte de bedste af filmens forfattere, producere og instruktører osv. og sagde til dem: Værsgo, gør, hvad I er bedst til … og få råd til et sommerhus.
I dag er tv-serien the shit, og alle flokkes om den nye guldkalv. Og spillefilmen …? Den er så småt ved at forvandle sig til en slags indie-livsstil, som entusiaster, drømmere og små produktionsselskaber og biografer med tomme kasser kæmper for at holde flydende.
Jeg læste en artikel, hvor en talentfuld dansk tv-forfatter udtalte, at spillefilm var noget, man skrev i sin fritid mellem arbejdet med tv-serierne. Er spillefilmen blevet noget, man klemmer ind mellem alt det andet, man har gang i – en hobby, ligesom koldhævet ølandshvedebrød eller et kurvefletkursus på aftenskole
Jeg tror, at hvis spillefilmen skal bestå, bliver vi nødt til at spørge os selv, hvad det specielle er, en spillefilm kan, hvad der får den til at skille sig ud fra alt det andet, hvad der gør den uundværlig, noget andet end tv-serien; hvordan vi lokker de kreative, produktionsselskaberne og publikum til at blive ved med at ville spillefilmen, mørket, fordybelsen, lærredet, popcornene, kropslugtene. Hvordan?
Jeg ved det ikke. Jeg er som sagt … usikker.
Bør jeg vide det? Er det mit job som filmkonsulent? At komme med et svar? Nu bliver det måske lidt langhåret. Men prøv at holde fast: Det eneste jeg ved er … at jeg ikke ved, hvad det er, jeg ikke ved.
Jeg har en del erfaring, en måde at gå til det på, en del viden. Men er det de rigtige erfaringer? Den rigtige måde at gå til det på? Den rigtige viden? Hvad det er, jeg IKKE ved, er måske mere interessant? Det eneste, der peger fremad, er måske at søge spørgsmålet i stedet for svaret? Det er ikke mig, der skal fortælle jer, hvad en god film er, hvad fremtidens film er, hvad der skal få folk til at gå ind og se lige netop jeres film. Det er jer. Min ide om en god film er ligegyldig, uinteressant. Det er ikke mig, der skal lave filmen, det er jer.
Hvad er så mit job? Det må være at formulere spørgsmål, der peger frem mod det, vi ikke ved. Jeg vil forsøge at stille nye spørgsmål, irriterende spørgsmål, anderledes spørgsmål, udfordrende spørgsmål. Spørgsmål som I, filmskaberne, skal finde nye, anderledes, irriterende og udfordrende svar på. Svarene er filmen. Jeg laver ikke filmene, jeg kender ikke svarene. Det eneste, jeg kan love jer er, at jeg vil gøre alt for at forsøge at stille de nødvendige spørgsmål.
Er det nok? Jeg ved det ikke. For jeg er usikker.
Og måske er det ikke så farligt at være usikker, som vi går og tror? Måske er det netop, hvis vi IKKE søger usikkerheden, hvis vi IKKE satser, intet vover, ikke våger os ud på den tynde is, at vi står stille, stagnerer, ligger døde i vandet. Måske er det at omfavne usikkerheden selve kernen i det at skabe gode film?
Jeg ved det ikke. Men jeg vil gerne vide det, og derfor har jeg tænkt mig at bede alle jer instruktører, manusforfattere, producerer, producenter, fotografer, klippere, dramatikere, komponister, scenografer, biografejere, skuespillere, distributører, kunstnere, fortællere og forførere – alle jer, der brænder for at lave og formidle danske film – at prøve at søge det usikre. Gå ud på den tynde is, vov pelsen, indrøm usikkerheden, og stil jer selv, og dem omkring jer, svære og udfordrende spørgsmål, der forhåbentligt kan give nogle nye, anderledes og overraskende svar, og dermed fremtidssikre den danske spillefilm.
Jeg lover jer til gengæld frihed. En frihed, I ikke finder andre steder. Jeg lover jer noget, der er jeres, og jeg lover at omfavne min og jeres usikkerhed og gøre alt, hvad jeg kan for at være den mest nysgerrige, lyttende og ydmyge filmkonsulent, som jeg overhovedet kan være, og dermed blive den filmkonsulent, som I, den danske film og det danske publikum, til fulde fortjener.
Tak fordi I lyttede til mig. Nu vil jeg lytte til jer."