SolaRola er et mobilt smil

Udvikling af spil til mobiltelefonen er begrænsningens kunst. Særligt når spillet både skal være humoristisk, fængende, umiddelbart og fungere på et hav af vidt forskellige mobiler. Anden udgave af det danske mobilspil "SolaRola" vil med kreativitet og opfindsomhed vise, at fremtiden for mobilspil er dansk.

Af Thomas Vigild

Fra første knaptryk tikker uret, og opmærksomheden daler. Mobilspil er normalt hurtige og ekstremt letfordøjelige kloner af genkendelige klassikere som Pac-Man, Syvkabalen og Tetris, så skal man konkurrere med klassikerne, skal der tænkes taktisk:

Om Progressive Media
Progressive Media har eksisteret siden 2002 og er til dagligt bosat i Aalborg. Firmaet består af og er ejet af dets ti fuldtids-medarbejdere, så det har ingen eksterne investorer, men lever primært af projektarbejde. Specialet er spil til mobilen med eksempler som det snart lanceringsklar actionspil "Just Cause 2" og ældre spil som "Slinky" og "The Munsters Pinball". Særligt spillet "Sheepmania" og det første "SolaRola" fra 2007 har høstet stor popularitet og gode anmeldelser verden over.
Se mere på http://www.progressivemedia.dk/


Kontakt:
Thomas Nielsen, direktør Progressive Media, tlf.: 2345 7854.

"Du skal være hamrende god til at levere korte og enkle punchlines og forklare hele universet på ganske få sekunder. Det er en kunst at få formidlet en historie så komprimeret som muligt. Vi henvender os til et meget casual marked, der ikke investerer lige så lang tid på et mobilspil som på et konsolspil".

At dømme efter direktør Thomas Nielsen for den danske spiludvikler Progressive Media, så har man oddsene mod sig, når man kaster sig ud i at udvikle originale spil til mobiltelefonen: små skærme, små skrifttyper, flygtig opmærksomhed fra spilleren, en forvirrende salgskanal og et spil, der skal være designet så solidt, at det kan fungere på alverdens forskellige mobiltelefoner. Sådanne begrænsninger har Progressive Media vekslet til udfordringer, og da de i 2007 lancerede platformsspillet "SolaRola" var det til store klapsalver og uforbeholden ros. Nu vil de med 700.000 kr. i hånden fra New Danish Screen til næste år rykke et skridt videre med fortsættelsen "SolaRola - Mind the miiivs" - et let tilgængeligt og humoristisk actionspil, der eksperimenterer med bl.a. tyngdekraften ved at forankre gåderne i de fysiske love. Spillerne skal trække, skubbe, hoppe, flyve eller gynge:

"Et eksempel på en simpel gåde er, at man skal flytte en række ting over en bro, der kun kan bære en vis vægt ad gangen" siger direktør Thomas Nielsen. Ifølge ham skal gåderne være engagerende, logiske og umiddelbare, men det er ikke den vigtigste hemmelighed bag et godt mobilspil:

"Det gælder om at skabe et univers, hvor det rent faktisk er sjovt bare at være og udforske uden egentligt at spille. Når først man har denne grundkerne, kan man nemmere skabe gåderne bagefter" siger han.

Mød boldene

Som spiller styrer man den røde gummibold Waz, der med sig har et sidekick i den blå gummibold Wiz. Boldene modtager et nødråb fra den mystiske rumrace Miiiverne, hvis hjemplanet er blevet ramt af mærkelige magiske sten, der hjernevasker Miiiverne.

"En stor del af plottet er på plads, men da det er svært at lave ordentlig dialog på de små skærme, må vi af og til justere historien. Man sidder ikke og læser på en mobil. Man vil hellere have umiddelbare oplevelser" siger Thomas Nielsen.

Efter planen skal SolaRola versioneres til at kunne køre på alle typer mobiltelefoner lige fra den mere skrabede Nokia-model til de mere avancerede smartphones som f.eks. iPhone, der i forhold til andre telefoner har flottere 3D-grafik og indbygget accelerometer (en føler, der bl.a. måler, hvordan man holder telefonen i hånden).

"Der vil være kompromiser mellem versionerne, men vores filosofi er, at man ikke skal udnytte teknologien bare fordi, den er der. Mange af spillene til iPhone og iPod Touch udnytter det indbyggede accelerometer, men de har alle været gimmicks. Der har ikke for alvor været et spil, der har bevist, at den teknologi er nøglen til nye spiloplevelser" siger Thomas Nielsen.

"Jeg har endnu ikke set et spil til iPhone, der gør det af med alle andre mobilspil på markedet. Det er et lækkert stykke hardware, men i forhold til de ting, den tilbyder som spillekonsol, er den som alle andre".

Af den grund mener Thomas Nielsen heller ikke, at vi endnu har set det store gennembrud for mobilspil, som telebranchen havde håbet på. Apples entré på markedet med iPhone har ifølge ham givet alle et tiltrængt spark, så der vil ske en modning af mobilspilsbranchen inden for de næste 2-3 år.

"Det er stadig en meget, meget ung branche. Folk er i vid udstrækning endnu ikke opmærksomme på, at de kan bruge deres mobil som avanceret spillekonsol, der kan konkurrere med en Nintendo DS.

Mange synes f.eks. stadig at 50 kr. for et mobilspil er dyrt, mens de gerne betaler 5-6 gange så meget for et spil til Nintendo DS" siger han.

"Med 'SolaRola' vil vi gerne ud og lave et stærkt cross-platform produkt. Jeg forstår ikke, at vores konkurrenter endnu ikke har lavet et godt spil, der virker på tværs at mange platforme og medier. Men vi vil bevise, det kan lade sig gøre".