Det startede med et skib som hovedperson og endte med at blive en seersucces om, hvordan en dengang ny global økonomis skjulte manøvrer kostede 159 personer livet.
Instruktør Mikala Kroghs dokumentarserie ’Scandinavian Star’ fortæller over seks en-times lange episoder om de seks påsatte brande på færgen Scandinavian Star natten til den 7. april 1990. Serien påviste, hvordan grov manipulation med internationale søfartsregler og overlagt elendige sikkerhedsforhold forstærkede brandene med katastrofale konsekvenser.
Det er nu et lille år siden, at serien den 9. marts begyndte at rulle over de nordiske tv-skærme, og den har i mellemtiden vundet megen hæder og stor popularitet.
En søfartsskipper værdig
Forud for premieren gik der år med at grave i en dunkel historie med mange modvillige vidner, med at strukturere en enorm arbejdsproces og med navigation mellem interesser og kompetencer, som ville være en søfartsskipper værdig.
Det begyndte med Nikolaj Scherfigs ønske – inspireret af de amerikanske serier 'The Jinx', 'Making a Murderer' og 'O.J.: Made in America' – om at lave en dansk true crime-serie. Valget faldt på den uløste kriminalgåde om en færge, der udbrændte i rum sø på sin rute mellem Frederikshavn og Oslo.
Fundamentet blev Lars Halskovs bog 'Branden – Gåden om Scandinavian Star', der udkom i 2015, og Halskov selv kom ombord som garant for den journalistiske kvalitet på produktionen. Scherfig var manuskriptforfatteren, der sørgede for, at hver af de seks episoder havde fremdrift, men også at der overordnet var en solid dramaturgi.
Og Mikala Krogh blev instruktøren med det forkromede overblik, som her måtte operere i en langt større skala end nogensinde før i hendes virke.
”Som dokumentarinstruktører er vi vant til at gøre alting selv – fordi vi laver så små produktioner, og det tager så lang tid, og vi har så lidt økonomi til dem. På den måde var det her virkelig en helt anden supertanker,” fortæller Mikala Krogh i dag.
"Det krævede desuden, at produktionen ikke kun var dansk, så den kunne løfte den form for finansiering, der skal til for at lave noget på højt niveau.”
Så det blev et stort anlagt nordisk samarbejde mellem Sverige, Norge og Danmark med koproducenter og tv-redaktører i alle tre lande.
Superstrukturens mange søjler
I denne superstruktur fik Mikala Krogh ikke bare rollen som instruktør på samtlige seks episoder, men også som svævende over de bærende søjler i produktionen. Søjler, der så igen havde hver deres bestyrer – ”chefredaktører for de forskellige fagområder”, som Krogh kalder det – ofte med mange medarbejdere under sig.
Halskov bestyrede journalistikken (med flere norske, en svensk, en canadisk, en amerikansk og en filippinsk journalist), Scherfig manuskriptet, Kasper Leick klipningen (han måtte bevare det store overblik og klippede kun noget af ét afsnit selv), og hertil fotografi (Manuel Alberto Claro som cheffotograf), grafik (Torsten Høgh Rasmussen) og animation (William Reynish som animationsinstruktør) samt arkivresearch.
”Vi skulle opfinde en ny metode og et nyt sprog,” fortæller Krogh. ”Alt lige fra hvordan man laver en logbog til, hvordan man strukturerer sit materiale og arkiverer det. Der er jo sindssygt mange ting, man skal tage højde for, fordi ellers bliver det fuldstændigt uoverskueligt.”
Kampen mod voice-over
Forud for etablering af denne store struktur var gået et grundigt forarbejde af en tæt kvartet bestående af Scherfig, Leick, Halskov og Krogh. Et arbejde, der sikrede, at de vidste, hvad de ville, når de mødtes med producenter og tv-redaktører. Kvartetten begyndte at filme, inden de overhovedet havde fået nogen penge – for at nå at interviewe de kilder, som de vidste var syge eller døende.
Da de havde fået udviklingsstøtte fra Filminstituttet, gik de i gang med at klippe dummy-sekvenser og lave det dramaturgiske grundarbejde.
De opgav fra starten at sætte som succeskriterium, at de skulle finde den rygende pistol, den skyldige. I stedet var ambitionen at lave ”en undersøgelse af, hvad der er gået galt, siden Skandinaviens største mordsag siden anden verdenskrig ikke er opklaret. Hvad er det for nogle spor, som politiet aldrig undersøgte? Og så prøve at gå ned ad de spor,” fortæller Krogh.
De blev også enige om, at der ikke skulle være skuespillede rekonstruktioner som for eksempel i 'The Jinx', og der måtte heller ikke være nogen voice-over – altså et off-camera kommentarspor.
”Som Kasper Leick sagde: ’Prøv at nævne mig én rigtig god tv-serie, der har en voice-over.’ Men vores tv-redaktører var meget skeptiske. Det kunne de slet ikke forestille sig kunne lade sig gøre. De ville helst, at vi bare gjorde det, som man plejer. Og det vil jo netop sige, at man har en voice-over. Det var en kamp, et ret stort pres ... det var det virkelig.”
Kvartetten svarede igen med eksemplets magt ved at vise de første gennemklip af de første episoder.
”Og så kunne redaktørerne godt se, hvor meget de klip kunne, og at vi jo faktisk havde fået kilder, der kunne sige alt det, der skulle siges.”
Kvartetten skulle også overbevise redaktørerne om, at serien ikke havde en konventionel hovedperson.
”Det er jo skibet, der er hovedpersonen. Rundt om er der en personkreds, men der er jo ikke én, der er i front. Og det var vigtigt for os ikke at havne i en true crime-kliché, hvor man fx fulgte en journalist, der prøvede at opklare sagen.”
Og skibet forblev hovedpersonen.
Pengemænd, der er smartere end systemet
Samtidig var kvartetten også meget opmærksom på, hvad der var perspektivet i ’Scandinavian Star’s historie, Og de tog ikke til takke med floskler.
"Det dér med, at systemet fejler … altså, det handler alt jo om. Det er selvfølgelig altid et perspektiv, men vi ville gerne et andet sted hen. Så vi endte med at have en sætning, der lød: 'Det er historien om, da den globale virkelighed ramte et totalt uforberedt Skandinavien.' Det vil sige en historie om, at nogle pengemænd, der er meget smartere end systemet, sætter et passagerskib under Panama-flag. Der var ikke nogen, der havde forestillet sig, at det kunne ske, så der fandtes ikke engang en lovgivning, der kunne forhindre det. Man kan sige, at det på en måde er forgængeren for Panama Papers," siger Mikala Krogh.
Grundigheden af arbejdet med ’Scandinavian Star’ understreges af, at serien kom med så vigtige, nye oplysninger, at den næsten 31 år gamle sag nu bliver behandlet i Folketingets Retsudvalg. Det kan resultere i, at den bliver genåbnet.
At påvirke beslutningstagere
Der har altid banket et aktivistisk hjerte i Mikala Kroghs arbejde. Før Krogh bevægede sig ind på filmområdet via sin uddannelse på Filmskolen, arbejdede hun på DR, på radioprogrammet P4 i P1.
”Jeg har altid haft det sådan, at hvis man kunne påvirke nogle beslutningstagere og påvise noget, der kunne ændres, så gav det mening til det, vi lavede. Ikke at alt nødvendigvis skal være på den måde, men vi prøver at kigge på de ting, vi laver, for at se, hvad det er for en samfundsdebat, der ligger omkring filmen.”
Samtidig er Krogh dog bevidst om ikke at presse sin agenda ned over hovedet på sine seere.
”Forandring skal ikke være succeskriteriet, når man starter. Man må fortælle historien, og så må andre tage over og sige, ‘det er da helt forkert; der skal ske noget her.’ Det er jo ikke os, der slutter af med at sige, ‘nu skal der ske noget.’ Det vælger vi jo netop ikke at gøre, heller ikke i ’Scandinavian Star’. Og det var der diskussion med tv-redaktørerne om. Men så sagde jeg: ‘Hvis det skal gøres, så må I gøre det i TV-avisen.’”
Flere afsnit om Scandinavian Star
Mikala Kroghs nye projekt er et samarbejde med instruktørkollegaen Eva Mulvad, der også er en del af Danish Documentary. ’Turist’ skal handle om en vingeskudt turistindustri. De har selv filmet i Skandinavien og sat instruktører i sving ude i verden.
”Vi prøver at lave en film om hele turistindustriens fødekæde under corona-krisen. Man siger jo, at ‘rejsen er meningen med livet' – samtidig med at vores klode ikke kan klare det. Der er et spændingsfelt dér. Hvad kommer der ud af krisen? Vender vi tilbage til status quo, eller ændrer vi vores vaner?"
Men hun undersøger også sammen med Scherfig, Halskov og Leick, om der er basis for flere afsnit af ’Scandinavian Star’. Det afhænger i høj grad af det verserende efterspil, ikke mindst udfaldet af Retsudvalgets behandling.
”Skal der være en ny politiefterforskning, eller bliver der nedsat en kommission – hvilke muligheder er der så for os til at gå videre? Kan vi komme nærmere et svar på den økonomiske side af sagen, som Danmark jo aldrig fik undersøgt... Dét kunne jo være interessant at følge.”