Far til fire i solen / Premiere 28. juni 2018
For 19. gang siden 1953 er den charmerende Lille Per og hans familie tilbage på lærredet og klar til at underholde.
Denne gang er familien rejst på tiltrængt ferie. Børnene og Onkel Anders vil gerne deltage i hotellets konkurrence om at blive ”årets solfamilie”, men Far har bestemt ikke behov for at bevise noget. Han skifter dog hurtigt mening, da han ser den perfekte konkurrende familie, der blandt andet består af Fars gamle skolekammerat, Bjørn Skov, som igennem hele deres skoletid har været på nakken af Far for hans manglende evner ud i fysisk udfoldelse. Derefter udvikler det, der skulle have været en venskabelig kappestrid, til indædt kamp for ære og genoprejsning.
Filmen er instrueret af Martin Miehe-Renard, som også stod bag forgængeren 'Far til fire – på toppen' fra 2017. Rollen som Far spilles af Martin Brygmann, mens Thomas Bo Larsen endnu en gang iklæder sig det store skæg som onkel Anders. Rollerne som Per, Mie, Ole og Søs spilles af henholdsvis Elton Rokahaim Møller, Laura Lavigné Bie-Olsen, Mingus Hassing Hellemann og Coco Hjardemaal.
’Far til fire i solen’ er produceret af Henrik Møller-Sørensen og Hans Bülow Ungfelt for Asa Film Production. Filmen er lavet i samarbejdet med TV 2 og har modtaget støtte fra Det Danske Filminstituts Markedsordning.
Landet af glas / Premiere 19. juli 2018
I mere end 15 år har Marie Rønn og Jeppe Vig Find produceret kvalitetsindhold til børn og unge. Nu springer makkerparret også ud som filminstruktører med fantasyeventyret ’Landet af glas’, som får premiere i danske biografer den 19. juli 2018.
Filmen handler drengen Jas, som bor alene på et nedlagt gartneri med sin far, der er lastbilchauffør og ofte væk hjemmefra. En dag finder Jas en pige og en gammel dame, der skjuler sig i laden. De kalder sig Neia og Alva, har underligt tøj og vildt hår, og siger, at de kan vende tilbage til deres hjem i skoven. Sammen med vennen Isak beslutter Jas sig for at hjælpe Neia og Alva. De får nys om en hemmelig og kostbar genstand, der viser sig at være Elverfolkets helbredende perle. Men agenter fra en hemmelighed efterretningstjeneste er på sporet af deres dem og snart sætter en vild jagt ind på at redde deres nye venner.
Marie Rønn og Jeppe Vig Find har også skrevet manuskript til filmen, som er produceret af Egil Dennerline for produktionsselskabet Pilot Film. I de bærende roller finder man Albert Fudbeck Lindhart (’Der kommer en dag’), Flora Ofelia Hofmann Lindahl og Arien Takiar (’Iqbal & den hemmelige opskrift’). Herudover medviker Esben Dalgaard Andersen, Vigga Bro, Adam Brix, Mads Riison og Signe Eghom Olsen.