Sonja Richter Shooting Star

Pressemeddelelse8. januar 2004
(med faktuelle rettelser 9.1.2004)
Den 30-årige Sonja
Richter bliver Danmarks Shooting Star på Berlin Filmfestivalen fra 5. til
15. februar. Sonja Richter spiller den fængslede stofmisbruger Marion i
Annette K. Olesens spillefilm, "Forbrydelser", som deltager i festivalens
hovedkonkurrence. Shooting Stars-arrangementet, der satser på at promovere
unge europæiske skuespiltalenter og øge fokus på europæisk film, afholdes
for syvende gang af European Film Promotion.
Sonja Richter
er uddannet på skuespillerskolen ved Odense Teater i 1999. På film fik
hun sit gennembrud i 2002 i Susanne Biers Dogme-film "Elsker dig for
evigt" som den unge Cecilie, der får sit liv splintret. I Jannik
Johansens "Rembrandt" fra 2003 spillede hun blid kæreste og pornoskuespillerinde
og dukkede senere op som advokat i TV2's serie "Forsvar". I år kan
biografpublikummet glæde sig til at se Sonja Richter i "Forbrydelser", som
har dansk premiere den 23. januar, og senere i Erik Clausens "Villa
Paranoia", som er i biograferne fra 12. marts. På teatret har Sonja
Richter blandt andet fået roser for sine præstationer på Det Kongelige
Teater i "Antigone", der kan ses til 13. marts, og i "Kabale og
kærlighed", der får repremiere fra april.
Danmark bliver fornemt
præsenteret igen i år på Berlin Filmfestivalen. "Forbrydelser" deltager i
hovedkonkurrencen med første visning søndag den 8. februar kl. 19, og
allerede lørdag den 7. februar kl. 17 bliver Anders Gustafssons "Bagland"
vist som åbningsfilm i den nye sektion for ungdomsfilm 14plus. Aage
Rais-Nordentofts "2 ryk og en aflevering" deltager i festivalens
prestigefulde sideprogram Panorama , og kortfilmene "Lauges kat" af
Christina Rosendahl og "Lille far" af Michael W. Horsten er udvalgt af
festivalens børnfilmkonkurrence, Kinderfilmfest.
Internationale
Filmfestspiele Berlin: www.berlinale.deFor oplysninger om
Shooting Stars: www.efp-online.com

For yderligere
oplysninger, kontakt: Det Danske FilminstitutLizette
Gram, 33 74 35
06, lizetteg@dfi.dkAnne Marie Kürstein, 33
74 36 09, kurstein@dfi.dk
Lars Fiil-Jensen, 33 74 35 59, larsf@dfi.dk