Sort kaffe & vinyl i biografen

PREMIERE. Jesper Bernts filmværkstedsstøttede "Sort kaffe & vinyl" kan fra i aften ses i Vester Vov Vov på Vesterbro i København.

"Sort kaffe & vinyl" er historien om den 39-årige musiker Jacob, der har buret sig inde med sin musik og Nescafé i sin lejlighed på Vesterbro. En dag flytter Søren ind, Jacobs bedste ven, da han og kæresten har besluttet sig for at holde pause. Sørens ankomst skubber Jacob ud af enspændertilværelsen og tvinger ham til at hæve blikket fra skærmen, få snuden op af kaffekoppen og revurdere sit liv.

Filmen kan fra i aften ses i den københavnske biograf Vester Vov Vov, der ligger netop på Vesterbro. Lokalområdet har givet inspiration til filmen, og en af historiens locations er da også Vesterbro-cafeen "Sort Kaffe & Vinyl".

Filmen har tidligere været vist på filmfestivalen CPH PIX. Læs anmeldelser af filmen, se program og bestil billetter på Vester Vov Vovs hjemmeside.

Jens Andersen spiller singlemanden Jacob, og som vennen Søren ses Frank Thiel. Desuden medvirker bl.a. Patricia Schumann og Torben Zeller.

Filmen er instrueret af Jesper Bernt, og Richard Georg Engström har produceret for Eye Candy Film med støtte fra Filmværkstedet. Musikken til filmen er komponeret af Anders Mathiasen, der udgør den ene halvdel af bandet Murder, og som er frontmand i Vessel. Filmen distribueres i samarbejde med pladeselskabet Playground Music.

Interview med Jesper Bernt  – Sort kaffe & vinyl

Trailer