Spillefilm på vej – forårets og forsommerens premierer 2014

PREMIERE. Foråret åbner med Fenar Ahmads rapfilm "Ækte vare", som efterfølges af Esben Tønnesens ungdomsdrama "Detektiverne", Esben Toft Jacobsens animationsfilm "Fjerkongens rige" og Pernille Fischer Christensens drama "En du elsker". På plakaten er også Simon Stahos kærlighedsdrama "Miraklet", Jannik Hastrup og Flemming Quist Møllers "Cykelmyggen og minibillen" samt Christian E. Christiansens ungdomsdrama "Lev stærkt". 

2. april: Ækte vare (Fenar Ahmad).
Filmen er åbningsfilm på CPH PIX og har biografpremiere den 8. maj.

Mikael er vokset op i Brøndby Strand. Sammen med Tariq, Samir og Eddy har han en drøm om at leve af at rappe og lave musik. De er et sammentømret crew, som holder sammen og forsvarer hinanden for enhver pris. Mikael er gruppens talent, og mere seriøs end de andre. Det får den ældre etablerede rapper, Apollo, øje på. Han har brug for hjælp til et comeback og hyrer Mikael til at skrive sine sange. Mens Apollo præsenterer Mikael for musikverdens søde liv med fester, damer og tours, begynder vennerne at betvivle Mikaels loyalitet. Samtidig begynder Apollo at forstå, at Mikaels talent er langt større end hans eget – og Apollo er på ingen måde interesseret i at lade Mikael træde i forgrunden. Men ægte talent er svært at holde nede og opgøret er uundgåeligt.

I filmen medvirker Kian Rosenberg Larsson, Ali Sivandi og Lirim Jusufi.

"Ækte vare" er instrueret af Fenar Ahmad og produceret af Morten Kjems Juhl og Nina Bisgaard for Beofilm med støtte fra New Danish Screen.

10. april: Detektiverne (Esben Tønnesen)

13-årige Mathilde er en hidsig enspænder, som er frustreret over verdens tilstand med forurening, fattigdom og kvindeundertrykkelse. Der er ingen uretfærdighed, som er for lille til Mathilde, og hun bruger det meste af sin tid på at være godt og grundigt rasende på de voksne. Desværre er der ingen, som deler Mathildes frustrationer – slet ikke hendes arbejdsnarkoman-forældre - så efter en voldsom konfrontation med en lærer i skolen, beslutter Mathilde at tage sagen i egen hånd og danne et detektivbureau, "D". D skal hjælpe de svage i samfundet og påtage sig de sager, som politiet ikke tager sig af. Mathildes store plan har dog den lille hage, at hun ikke har særlig mange venner. De eneste interesserede kandidater er klassekammeraterne Tobias og Gustav: Tobias er en venneløs nørd, der spiller computerspil og konstruerer tvivlsomme gadgets, og Gustav en overvægtig og ikke særlig modig type, som ifølge ham selv – og kun ham selv – er taekwondo-ekspert.

I filmen medvirker Mathilde Wedell Wedellsborg, Marcuz Jess Petersen, Frederik Winther Rasmussen og Beate Bille.

"Detektiverne" er instrueret af Esben Tønnesen og produceret af Thomas Stegler og Michael Lunderskov for Moviefan med konsulentstøtte fra Det Danske Filminstitut.

10. april: Fjerkongens rige (Esben Toft Jacobsen)

Den lille kanin Johan bor med sin far på et skib. Det har de gjort så længe Johan kan huske. Johans mor er der ikke længere. Hun blev en dag hentet af Fjerkongen. En stor slags fugl, som Johan ikke rigtig ved, hvem er. Johan vil gerne lære at sejle deres skib – så kan han sejle til Fjerkongens Rige, for han tror nok, at det må være der, hans mor er. En dag da Johans far henter forsyninger og Johan er alene på skibet, modtager han et opkald på radioen om Fjerkongen, og så sejler han af sted på eventyr på egen hånd.

I filmen medvirker Pelle Falk Krusbæk, Lars Brygmann og Søs Egelind.

"Fjerkongens rige" var udtaget til Berlin Filmfestivalens konkurrence for børnefilm og var åbningsfilm på dette års Cartoon Movie i Lyon.

"Fjerkongens rige" er instrueret af Esben Toft Jacobsen og produceret af Petter Lindblad for Copenhagen Bombay med konsulentstøtte fra Det Danske Filminstitut.

24. april: En du elsker (Pernille Fischer Christensen)

To fortabte skæbner, en voksen mand og en dreng, mødes. Thomas Jacob bor i Los Angeles og er en verdensberømt rockmusiker med succes og mange brændte broer. Da han efter mange år vender tilbage Danmark for at indspille nyt album med sin faste musikproducer, tropper hans voksne datter, Julie, op. Med sig har hun barnebarnet, den 11-årige Noa, og snart bliver Thomas mod sin vilje tvunget til at tage sig af drengen. De to begynder, stik imod alle odds, langsomt at finde hinanden igennem musikken. Men så indtræffer katastrofen, og Thomas må se i øjnene, at han skal træffe et valg, der forandrer hans liv for altid.

Mikael Persbrandt, Trine Dyrholm og Birgitte Hjort Sørensen medvirker i filmen, der var repræsenteret på dette års Berlinale.

"En du elsker" er instrueret af Pernille Fischer Christensen og produceret af Vinca Wiedemann og Sisse Graum Jørgensen for Zentropa med konsulentstøtte fra Det Danske Filminstitut.

 

22. maj: Miraklet (Simon Staho)

 

Vi befinder os i et lille puritansk landsbysamfund. Engang var Johanna egnens bedste danser. Men det er 25 år siden, og i dag sidder hun lænket til en kørestol og lever et lidenskabsløst liv med sin mand, den stærkt troende præst Erik, og deres søn, som hun elsker højere end alt andet. Hendes liv rystes imidlertid, da hun en dag står ansigt til ansigt med den eneste mand, hun nogensinde har næret ægte kærlighed til – hendes tidligere dansepartner Jakob, der vender tilbage til barndomsbyen for første gang i en menneskealder. Følelserne blusser op igen, og med ét står Johanna overfor et umuligt valg: Hun må vælge mellem sin familie og den mand, hun elsker. "Miraklet" er et trekantsdrama om kærlighedens magt og troens galskab, om fortrængte længsler og dansens helende kraft.

Sonja Richter, Ulrich Thomsen og Peter Plaugborg spiller hovedrollerne.

Peter Plaugborg vandt Best Actor-prisen på filmfestivalen i Montreal.

"Miraklet" er instrueret af Simon Staho og produceret af Jonas Frederiksen for Zentropa Entertainments30 med konsulentstøtte fra Det Danske Filminstitut.

12. juni: Cykelmyggen og minibillen (Jannik Hastrup og Flemming Quist Møller)

Minibillen Mini optræder i loppecirkus sammen med Cykelmyggen Egon og Dansemyggen Dagmar. Loppepigen Miranda mobber Mini og lokker ham til at bryde ind i Dagmars linedans, så hun falder og forstuver en fod. Dybt beskæmmet stikker Mini af og bliver optaget i en røverbande under ledelse af Skarnbassen Basse, som beordrer Mini til at bryde ind i biernes honninglager. Men bi-soldaterne fanger ham, og han idømmes livsvarigt strafarbejde. Bi-prinsesserne synes, han er nuttet, og misbruger ham som kæledyr, men han flygter og søger beskyttelse hos røverne, som i mellemtiden har stjålet Egons cykel. Miranda har fortrudt sin mobning og sammen med Mini og deres venner, myrerne, lykkes det med list og mod at tilbageerobre Egons elskede racer. Til slut optræder Mini og Miranda sammen i cirkusforestillingen.

"Cykelmyggen og minibillen" er instrueret af Jannik Hastrup og Flemming Quist Møller og produceret af Marie Bro for Dansk Tegnefilm med støtte fra Markedsordningen ved Det Danske Filminstitut.

26. juni: Lev stærkt (Christian E. Christiansen)

Gaderæs, alkohol og hurtig kærlighed er alt sammen noget, der kan sparke liv i en rastløs og adrenalinhungrende vennegruppe. Men kombinationen får fatale konsekvenser, da Nikolaj og hans bedste ven Martin med speederen i bund er skyld i en ung piges død. Martin ryger i fængsel, og Nikolaj går fri. Ramt af skyldfølelse vil Nikolaj gøre alt for at hjælpe Martin videre, men kærligheden kommer i vejen, da Nikolaj forelsker sig i Martins drømmepige og tvinges ud i en sværm af dilemmaer.

"Lev stærkt" er en selvstændig efterfølger til Christian E. Christiansens "Råzone" fra 2007.

Blandt de medvirkende er Cyron Melville, Danica Curcic og Jakob Oftebro.

Filmen er instrueret af Christian E. Christiansen og produceret af Louise Vesth, Senia Dremstrup og Jakob Balslev for Zentropa Entertainments med støtte fra Markedsordningen ved Det Danske Filminstitut.

Sommer-premierer

Senere på sommeren kan du se frem til Jonas Alexander Arnbys thriller "Når dyrene drømmer", Jonas Elmers drama "Det andet liv" og Susanne Bier-dramaet "En chance til".