Støtte til 3 nye spillefilm

Det Danske Filminstitut har givet støttetilsagn til tre nye spillefilm "Kandidaten", "Far til fire - på hjemmebane" og "Tempelriddernes skat III: mysteriet om slangekronen".
"Kandidaten" instrueres af Kasper Barfoed efter manuskript af Stefan Jaworski.
Forsvarsadvokat Jonas Nymann er systemets mand. Indtil den dag, han selv mistænkes for et mord. Han må tage sagen i egen hånd og kaste sig ud i jagten på en gruppe pengeafpressere, der truer med at hænge ham ud som morderen. Men intet er, hvad det ser ud til, og afpresningen trækker spor tilbage til Jonas' fars mystiske død halvandet år tidligere.
Rollerne er besat af Nikolaj Lie Kaas, Ulf Pilgaard, Tuva Novotny, Laura Christensen og Kim Bodnia. Jonas Allen producerer for Miso Film, og filmen modtager betinget DFI-støtte på 6,0 mio. kr. gennem 60/40-ordningen. Den optages i oktober-december, og der er forventet Danmarkspremiere i oktober 2008.
"Far til fire - på hjemmebane" instrueres af Claus Bjerre efter manuskript af instruktøren selv, Lars C. Detlefsen, Jacob Tingleff, og Thomas Glud.
Far får stjålet sin pung. I den ligger firmaets fælles tipskupon med 13 rigtige. Tips-klubben presser Far, og Per beslutter sig sammen med Onkel Anders for at få fat i lommetyven. Imens bliver Ole kæreste med skaterpigen Stella, Mie laver musikvideo med en veninde, Søs har bekymringer over, om kæresten Peter mon har glemt deres to-års dag. Og midt i det hele bliver Per væk.
Rollerne er besat af Kasper Ruwai Berg Kesje, Jakob Wilhjelm Poulsen, Kathrine Bremerskov Kaysen, Sidse Mickelborg, Niels Olsen og Jes Ingerslev. Henrik Møller-Sørensen producerer for ASA Film Production i koproduktion med Scanbox, og filmen modtager betinget DFI-støtte på 5,0 mio. kr. gennem 60/40-ordningen. Den optages i juni-august, og der er forventet Danmarkspremiere omkring efterårsferien 2008.
"Tempelriddernes skat III: mysteriet om slangekronen" instrueres af Giacomo Campeotto efter manuskript af Philip LaZebnik og Søren Frellesen.
De fire helte rejser til Malta, hvor de sammen med Tempelriddernes storherre skal levere en slangekrone tilbage til Den Maltesiske Ridderorden. Matthias bliver tiltrukket af Elena fra en ældgammel præsteorden, og inden de får set sig om, har han talt over sig, kronen er stjålet, og han er selv kidnappet og udpeget til offergave. Sammen må vores unge helte nu bruge deres list og snilde for at vinde kronen og Matthias tilbage.
Rollerne spilles af Julie Grundtvig Wester, Christian Heldbo Wienberg, Niklas Svale Andersen, Frederikke Tomassen og Emma Leth. Tivi Magnusson og Christian Potalivo producerer for M&M Productions med støtte fra TV 2, FilmFyn og Malta Film Commision, og filmen modtager betinget DFI-støtte på 5,5 mio. kr. gennem 60/40-ordningen. Optagelserne foregår i juni-agust, og der er forventet Danmarkspremiere omkring påskeferien 2008.
DFI fact sheets:Kandidaten Far til fire - på hjemmebane Tempelriddernes skat III: mysteriet om slangekronen
For yderligere oplysninger:
Det Danske Filminstitut Claus Ladegaard, 4032 6212, clausl@dfi.dk Marianne Moritzen, 4046 3757, mariannem@dfi.dk