Støtte til BUSTER, PIX OG DOX

FESTIVALSTØTTE. Det Danske Filminstitut øger i 2013 støtten til de københavnske filmfestivaler CPH PIX, CPH:DOX og BUSTER til i alt 4,4 mio.

BUSTER Film Festival for Børn & Unge er ved at lukke for tilmelding af film til efterårets festival, CPH PIX inviterer til program launch onsdag den 13. marts, og CPH:DOX er netop nu en af fem aspiranter til Politiken-prisen Årets Begivenhed. De tre festivaler – organiseret i Fonden De Københavnske Filmfestivaler – sætter deres præg på kulturtilbudene, og samlet oversteg deres publikumstal sidste år 125.000.

De Københavnske Filmfestivaler byder i år på 36 dages festival og udover det et stort antal begivenheder gennem året. Budgettet er hævet til 25 mio. kr. i 2013, og Filminstituttet øger støtten til 4,4 mio. kr.

De Københavnske Filmfestivaler

Fonden De Københavnske Filmfestivaler fungerer som organisatorisk ramme for festivalerne CPH PIX, CPH:DOX og BUSTER.
www.cphfilmfestivals.dk 

CPH PIX giver publikum adgang til film, der ikke ellers er at finde i de danske biografer. Festivalens program præsenterer film fra hele verden - anderledes, tankevækkende og sjove.
CPH PIX 11.-24. april
www.cphpix.dk 

BUSTER Internationale Filmfestival for Børn og Unge viser et bredt udvalg af de bedste film fra hele verden. BUSTER tager film til børn og unge alvorligt og finder film, som kan være smalle og udfordrende eller brede og underholdende.
BUSTER 5.-15. september
www.buster.dk

CPH:DOX har etableret sig som en af Europas væsentligste dokumentarfilmfestivaler. Festivalen vægter aktuelle politiske og æstetiske problemstillinger og præsenterer det mest interessante på den dokumentariske scene.
CPH:DOX 7.-17. november
www.cphdox.dk

DFI-støtte

De Københavnske Filmfestivaler: 0,5 mio. kr.
CPH PIX: 1,4 mio. kr.
BUSTER: 0,9 mio. kr.
CPH:DOX: 1,6 mio. kr.

Et af de nye indsatsområder er CPH:DOX's nye projekt SWIM (Scandinavian World of Innovative Media), som bliver til i samarbejde med blandt andet New Danish Screen. SWIM skal sætte gang i væksten af film og transmedia i Øresundsregionen. Det bliver en platform for innovation, hvor der lægges vægt på udviklingen af nye værktøjer, forbedret finansiering og udvikling af talenter. I alt vil ti projekter blive udvalgt, som derefter deltager i en række workshops.

Stem her, hvis du synes, at CPH:DOX er Årets Begivenhed.