Instruktørerne Louise Leth og Julie B. Madsen debuterer begge på årets CPH:DOX med deres første lange dokumentarfilm. Louise Leths ’Se mig som jeg er’ følger teenageren Rima, som har autisme, gennem hendes søgen efter en vej i livet. Julie B. Madsen portrætterer i ’Mod de blindes verden’ Christina, som er næsten blind, og hendes udfordringer med, at sønnen Silas har arvet hendes øjensygdom.
Begge film fokuserer på personlige historier om sårbare individer, deres ønske om at blive set og kampen for at finde en plads i verden på lige fod med andre. Begge film portrætterer tætte forhold mellem mor og barn. Og begge instruktører skildrer hovedpersonerne, trods deres udfordringer, som stærke og handlekraftige mennesker.
Vi har sat de to instruktører stævne for at tale om deres arbejde med de to portrætfilm, deres vej ind til skildringen af et andet menneske på tæt hold og deres tanker om den styrke, der ligger i de nære skildringer.
Hvorfor ville I hver især gerne fortælle jeres hovedpersoners historier?
Julie B. Madsen: ”Jeg var meget rørt af den tætte mor-søn-relation mellem Christina og Silas og nysgerrig på alt det, Christina gerne ville give videre til ham, som hun ikke selv havde fået som barn. Jeg tror, at alle kan relatere sig til, at man gerne vil give sine børn noget bedre end det, man selv fik.
Jeg var også tiltrukket af det aspekt i Christinas historie, der handler om ønsket om at være en aktiv del af samfundet og om, hvordan hun bliver opfattet af andre mennesker. Der ligger en spændende identitetsmæssig konflikt i følelsen af ikke at blive set som den person, man føler sig som.”
Louise Leth: ”Jeg var egentlig ved at undersøge, om jeg kunne lave en tv-serie om et kor, men mit kamera blev ved med kun at pege hen på Rima. Det blev tydeligt for mig, at der lå en stærk fortælling gemt hos hende, selvom det ikke stod helt klart, hvad filmen skulle handle om. Det var en lang proces at finde frem til det, hvor jeg også brugte meget tid sammen med familien. Også fordi Rima gik igennem en sårbar udviklingsproces i de år, jeg fulgte hende. Det har taget tid at forstå, hvad der var på spil i hendes indre verden.”
Plads til de subtile lag
Julie B. Madsen: ”Ja, privilegiet ved at lave dokumentarfilm frem for tv er netop, at man kan bruge længere tid med sine medvirkende og på den måde holde sig åben for, hvor historien ligger. Man er mindre låst, og det giver flere nuancer.”
Louise Leth: ”Men jeg har også måttet kæmpe meget for min historie og forsvare den type nære fortælling, hvor de ydre dramaer ikke behøver fylde så meget. Jeg synes jo, at et mor-datter-drama er enormt spændende og relaterbart, når man har nogle unikke medvirkende som Rima og hendes mor, Fatme, der går gennem ild og vand sammen i deres lille mikrokosmos.
Det var vigtigt for mig at fortælle en respektfuld historie, som de medvirkende kan leve med. Jeg synes ikke altid, det er nødvendigt at kritisere og afsløre en masse ting hos de medvirkende, som de ikke har lyst til at dele. Der er masser af andet at tage fat på, når man skildrer menneskers liv.”
Louise Leth: ”Præcis. Jeg synes, det er en vigtig pointe, at en film ikke behøver at handle om noget kæmpestort, så længe den handler om mennesker, der er autentiske, har et nærvær og har noget på hjerte. Jeg tror, der er mange unge, der kæmper med forskellige udfordringer og med at finde deres vej, som vil kunne spejle sig i Rimas historie.
Julie B. Madsen: ”Jeg lærte i filmens klippeproces, at jo mindre handlingsplottet fyldte, jo flere nuancer i relationshistorien kunne jeg folde ud. Jeg kunne være gået mange veje med historien om Christina og fx have skildret hendes arbejde med politisk aktivisme. Men jeg valgte mor-søn-relationen, fordi det var dér, jeg virkelig kunne mærke konflikterne og følelserne. Det krævede tid at udfolde de mange lag i deres forhold: At Christina er afhængig af Silas’ hjælp, men ville ønske, han havde sin selvstændighed, selvom han elsker at være hendes hjælper. Og hvor smertefuldt det er for Christina, når Silas begynder at miste sit syn og vender det indad, præcist som hun selv gjorde, da hun var barn.”
De nære fortællinger bygger bro
Hvad var jeres overvejelser omkring at fremstille jeres hovedpersoners udfordringer uden at gøre dem til ofre?
Julie B. Madsen: ”Jeg ser Christina som en ekstremt stærk person, og jeg håber, det er sådan, publikum også oplever hende. Hun giver ikke op og tager ansvaret for sin situation. Sådan er det jo, når man er mor. Der er ingen vej udenom. Det er også derfor, jeg har fokuseret på den styrke, hun forsøger at give videre til sin søn: at hun fx viser ham, at man godt kan tage ud at danse og rejse, selvom man ikke kan se.”
Louise Leth: ”Rima vil rigtig gerne ses og høres. Hun var en af de stille piger i folkeskolen, og lærerne kunne ikke rigtigt forstå, hvorfor jeg ville filme hende. Men det at jeg fokuserede på Rima gjorde faktisk, at andre også kunne se, hvor utroligt sej og charmerende hun er. Jeg er meget inspireret af hendes mod til at være sig selv og møde verden åbent og fordomsfrit.”
I et lidt bredere perspektiv, hvor tænker I så, at styrken ligger i de nære, menneskelige historier? Hvad giver de publikum?
Julie B. Madsen: ”Vi lever i en tid med vildt mange hurtige nyheder og overfladiske fortællinger, der er produceret som clickbait. Det er et skråplan, fordi verden bliver sort-hvid, når den skal formuleres kort og sensationelt. Derfor er det vigtigt, at vi også laver historier, hvor der er plads til fordybelse, så vi for en stund ser verden med nye øjne. Den nære fortælling giver os mulighed for at træde ind i et andet menneske. Det er nødvendigt for at forstå verden i det brede perspektiv.”
Louise Leth: ”Der er mennesker lige rundt om blokken, som aldrig har følt sig set og hørt. I min film om Rima forsøger jeg at ramme folk i hjertet med fortællingen om en stærk mor, der til trods for, at hun har oplevet krig på egen krop, ikke vil lade sine egne bekymringer gå ud over datteren. Hun er flygtning, ja, men frem for alt et menneske.
Jeg tror på, at de nære film kan bygge bro og skabe forståelse. Til premieren på ’Se mig som jeg er’ sad der en hel sal af mennesker, der skiftevis grinte og græd over Rimas dannelsesrejse og Fatmes liv som mor, når hun samtidig selv har så meget at kæmpe med. Den anerkendelse, som Rima og hendes mor har fået ved at være med i filmen, kan skabe større ringe i vandet, end man lige skulle tro.”
