Ternet Ninja betaler støtten tilbage

STØTTE. Hævntørst, humor og cirkelspark gav så meget succes på kontoen for 'Ternet Ninja', at filmens producent nu har betalt den fulde produktionsstøtte tilbage. Det er ikke sket siden 'Italiensk for begyndere' fra 2000, men hvert år er der faktisk film, der sender en del af støtten retur til Filminstituttet.

Ikke mindre end 929.000 biografgæster har indløst billet til 'Ternet Ninja' siden premieren i december 2018. Med næsten en million mennesker i kø til den ternede tøjdukkes eskapader sprang Anders Matthesen og Thorbjørn Christoffersens animationsfilm op på førstepladsen som det største danske biografhit, siden folkekomedien 'Op på fars hat' fyldte biograferne i 1985.

Den store publikumssucces er imidlertid også en kommerciel succes, der ikke bare kommer skaberne og producenten A. Film til gode. Når Filminstituttet giver produktionsstøtte, har producenten nemlig pligt til at betale hele eller dele af støtten tilbage, hvis filmens distribution medfører en indtjening af en vis størrelse.

I tilfældet med 'Ternet Ninja' vil det sige, at der i alt er kommet 6,88 mio. kr. retur fra A. Film, svarende til det beløb, som filmen modtog i produktionsstøtte. Pengene indgår i Filminstituttets samlede støttebudget, og på den måde kommer tilbagebetalingsordningen andre filmskabere og nye projekter til gode. Filminstituttet får altså mulighed for at støtte to gange med de samme midler.

"Tilbagebetalingspligten sikrer en vis rimelighed i støttesystemet, så film med meget stor kommerciel succes medvirker til, at andre danske film kan produceres," siger Annette Kjær, der har ansvar for Filminstituttets indtægtsopgørelser.

Kontakt

Annette Klit Kjær
Redaktør – Filmfremme / Revenue Manager – spillefilm
Tlf. +45 3374 3452
annettek@dfi.dk

"Filminstituttets støtte er 'bløde penge', hvilket betyder, at instituttet er sidst i køen til at modtage penge retur. De private investorer og kreative kræfter skal selvfølgelig have mulighed for at få udbytte af succesen. Det sker sjældent, at en film tjener så godt, at den fulde støtte fra Filminstituttet bliver tilbagebetalt, men hvert eneste år er der faktisk film, der tilbagebetaler en del af støtten," siger Annette Kjær.

Den seneste danske spillefilm, der betalte hele sin produktionsstøtte tilbage, var Lone Scherfigs 'Italiensk for begyndere' fra 2000. Siden har flere film været tæt på at returnere det fulde beløb, fx Mikkel Nørgaards 'Klovn the Movie' fra 2010.

Anders Matthesen og Thorbjørn Christoffersen er snart klar med en efterfølger til succesen fra 2018. 'Ternet Ninja 2', der igen er produceret af Anders Mastrup og Trine Heidegaard, får efter planen premiere den 7. oktober 2021.

Hvornår skal støtten betales tilbage?

Tilbagebetaling baserer sig på det overskud, der genereres fra filmens indtægter fra alle medier i alle lande.

Eksempelvis modtager de danske biografer indtægter ved salg af billetter. En del af de indtægter går til filmens distributør i form af filmlejeindtægter. Af filmlejeindtægterne bliver en del tilbage, der afregnes til filmens producent. På samme måde genereres indtægterne fra andre distributionsled.

Ud af producentens andel afregnes en del til forskellige rettighedshavere.

Tilbagebetalingen sker, når producenten har afholdt sine forpligtelser, og dertil har haft en indtægt, der kan dække den private investering samt en forrentning heraf på 75 %.

Siden Filminstituttets start i 1972 har 11 film tilbagebetalt det fulde støttebeløb, mens 122 film har tilbagebetalt et større eller mindre beløb.