Rasmus Heide, instruktør på "Blå mænd", "Julefrokosten" og "Alle for én", indledte debatten. Heide benytter sig af en meget konkret fremgangsmåde i forbindelse med udarbejdelsen af et manuskript og i arbejdet med de efterfølgende testscreenings. Komedier er instruktørens primære genre, og her giver det god mening at anvende testscreenings og analysere de efterfølgende resultater meget præcist. Det har han erfaret gennem samtaler med publikum.
"Komedier er en type film, hvor publikum ikke har noget problem med at fortælle helt præcist, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Min erfaring er, at de fleste, jeg har snakket med efter en filmvisning, kan finde seks-syv ting i filmen, som de synes er gode eller sjove – det er bare meget sjældent de samme ting, folk nævner," siger Rasmus Heide.
Latterudbrud fra 1-5
Løsningen bliver, at manuskriptet bliver "overlæsset" med jokes. Under udarbejdelsen af manuskriptet arbejder Heide og hans medforfatter Mick Øgendahl hen imod at indarbejde omkring 70 jokes i manus – alt fra skrevne jokes til finurlige situationer. De 20 af dem ryger ud igen under optagelsen, og de næste 20 ryger i klipperummet.
"Når jeg står med de her 30 elementer, som stadig er med i filmen, er det, at testscreenings bliver interessante. Jeg sætter mig gerne midt i salen med 250-300 mennesker for selv at kunne følge deres reaktioner. En assistent giver hver enkelt af de 30 jokes karakter fra et til fem. Et 1-tal betyder, at der er totalt ro, og et 5-tal betyder, at salen ligger ned. Har man bare tre til fire 5'ere i en film, så er den hjemme," fortæller Heide.
Karaktersystemet kan bruges til at justere de ting, som virker mindre godt. Eksempelvis kan en manglende reaktion på en joke ifølge Heide skyldes, at der er klippet for hurtigt og tæt, eller at der mangler luft mellem morsomhederne. Der spørges for eksempel også ind til skuespillernes præstationer – hvem der "spiller dårligt" – selvom det sjældent er det egentlige problem. Også her er det ofte et spørgsmål om at justere klipningen, således at man fremstiller skuespilleren på bedste vis.
"Når filmen har været igennem en ny klippetur, laver vi en ny testscreening, hvor vi laver fuldstændig samme manøvre. Her får man forhåbentlig input til, hvad der har hjulpet, og hvad der ikke har."
På spørgsmålet om, hvorvidt Heide nogensinde har ladet sin egen mavefornemmelse overtrumfe testpublikummets dom, svarer han grinende:
"Ja, og det gør jeg aldrig igen. Det er simpelthen den værste fornemmelse overhovedet, når man så tydeligt i en komedie peger på noget, som skal være sjovt, og folk ikke griner. Så er det bare dårligt lavet."
Fire former for tests
Sisse Graum Jørgensen, producer på Zentropa, arbejder primært med dramaer og benytter sig ligeledes intensivt af testscreenings. De seneste film, Sisse har arbejdet med, er Thomas Vinterbergs "Jagten" og Susanne Biers kommende film "Den skaldede frisør".
"I begge tilfælde har vi brugt testvisninger gennem næsten hele klippefasen. Fra et forholdsvist tidligt tidspunkt er vi gået i dialog med publikum på den ene eller den anden måde. Når filmen har et forløb, der hænger sammen – det kan være et andet gennemklip, hvor den også har en rimelig længde – begynder vi at invitere nogen ind og se den. På Susannes film tester vi typisk hver anden uge," fortæller Graum Jørgensen.
Hun har en klar fornemmelse af, hvad der skal til, for at man kan arbejde seriøst med testscreenings og få brugbare resultater ud af dem:
"Man skal bruge mange personer, og det skal være personer, der ser filmen på forskellige måder, gerne også forskellige steder. Der skal være visninger, hvor man arbejder med det, man tror er filmens målgruppe, og andre, hvor man arbejder med et bredere publikum, for i højere grad også at indkredse, hvem der er filmens målgruppe."
Helt konkret arbejder Graum Jørgensen med fire "testvisningsfora". Tidligt i processen inviteres fem til ti branchefolk ind til en intim visning.
"Vi inviterer typisk kolleger eller branchefolk ind først, som har nogle kompetencer, der kan give os noget dér, hvor vi er i processen. Desuden er det vigtigt, at det er folk, som vi har tillid til. Filmen er i denne fase lidt som et barn, der er på vej til at flytte hjemmefra. Man vil godt være sikker på, at den kommer godt af sted."
Den første screening har karakter af en fokusgruppe, hvor man i samråd med det indbudte publikum diskuterer filmen og får gode råd og input.
"Næste skridt er at lægge filmen ud i et lidt større forum. Vi inviterer typisk 20-30 personer til at se filmen i en biograf. Efterfølgende skal de besvare et spørgeskema, som består af åbne spørgsmål, der besvares anonymt. Bagefter taler vi med publikum. Nogle gange kan vi blive hægtet helt af, fordi publikum har en intens diskussion kørende med hinanden om, hvad der er godt og dårligt, og det får vi rigtig meget ud af."
En tredje metode er at tage færre publikummer ind og gå i dialog med dem, uden brug af spørgeskema. En fjerde finder sted, når filmen er færdigklippet. Her inviterer man et stort publikum ind, 2-300 mennesker, og får en ekstern partner til at bearbejde resultaterne, som blandt andet kan sige noget om filmens målgruppe, publikums vurdering af filmen, og om de vil anbefale den til andre.
"På baggrund af den sidste testvisning kan et konsulentfirma hjælpe os med at fastlægge filmens primære og evt. sekundære publikum, hvilket er et vigtigt redskab i arbejdet med filmens lancering," pointerer Graum Jørgensen.
Ud over det at teste selve forståeligheden i filmen og definere filmens kernepublikum er det vigtige for Graum Jørgensen de diskussioner og refleksioner, som testvisningerne afstedkommer mellem instruktør, producer og holdet i klipperummet. Testvisningen fungerer altså mere som et dialogværktøj end som en egentlig facitliste.
Anbefalingen er vigtig
Ronnie Fridthjof, som har produceret "Blå mænd", "Armadillo" og den kommende "Eddie: The Sleepwalking Cannibal", nikker genkendende til sine kollegers metoder. I hans arbejde består den første form for test i, at han sender manuskriptet til familie, venner og kollegaer for at få en umiddelbar reaktion.
"Vi plejer at tage en mellemstor størrelse på ca. 50 personer ind ved den første testscreening. Til sidst tester vi på 2-300 mennesker for at finde ud af, hvordan vi overhovedet skal positionere den her film. Den første visning plejer at være meget bred, dvs. at vi inviterer alle aldersgrupper ind for at finde ud af, hvad de synes om filmen."
På baggrund af spørgeskemabesvarelser og samtaler med publikum efter testvisningerne får Fridthjof udarbejdet en rapport, der indeholder data omkring publikums vurdering af filmen. Den bruges til at få indkredset filmens primære målgruppe og en lanceringsstrategi.
"Det er et af de stærkeste redskaber i mit arbejde med markedsføringen af filmen. Man skal være opmærksom på, at hvis 70 % siger, at de vil anbefale filmen, så er det reelt kun ca. halvdelen af dem, der rent faktisk ville gøre det. Et testpublikum er af en eller anden årsag altid mere positivt, end de ville være den dag, de har set filmen i biografen og rent faktisk betalt for det."
Blandt paneldeltagerne er der bred enighed om, at testscreenings generelt forbedrer filmen. De opfordrer desuden til, at testscreenings bliver en mere integreret og selvfølgelig del af filmproduktionen.
"Jeg har aldrig hørt en instruktør sige, at han er imod testscreenings," siger Fridthjof. Og Rasmus Heide fortsætter: "Jeg kan kun anbefale, at man sætter sig midt i salen med et stort publikum og ser sin film, mens man stadig har klippetid tilbage – også selvom det kan gøre lidt nasberg."