CANNES 2009:"Sylfidden" udfolder menneskekundskab og storsindet humor i et sammenstød mellem enkle, karikerende, todimensionale streger og en afgrund af symbolsk dybde. Filmen er blevet udtaget til dette års Cannes Festival og Annecy Internationale Animationsfilmfestival.
Sylfidden er den spinkle lille pige med lidt for store tænder og endnu større drømme om at forlade hjemmets klaustrofobiske rammer for at opleve verden udenfor. Men Sylfidden spærres inde af sin neurotisk livsangste mor, der under de hyppige raserianfald puster sig op som en ballon og svæver op under det høje loft.
Moren vil friheden til livs hos den legesyge Sylfidden, der som navnet antyder minder lidt for meget om de sommerfugle, moren klasker og spidder op på væggen med nåle.
En dag bryder Sylfidden ud gennem den barrikaderede dør, mens moren i ren arrigskab trækker så meget luft ind, at hun stiger mod himlen. Sylfidden er fri, men spørgsmålet er, om hun tør stå ved sig selv og være mønsterbryder?
På den anden side af bakken
Det er afgørende for Dorte Bengtson, at hendes historier er personlige, men også almengyldige. "Jeg kunne være Sylfidden - hun kunne også være min mor."
"Filmen er baseret på mine personlige oplevelser og nogle mønstre, jeg har iagttaget omkring min egen familie, og som jeg har forsøgt at løfte til noget mere almengyldigt. Sylfidden er en repræsentant for en person, som skal bryde et mønster og nå frem til en erkendelse."
"Jeg tror, at alle mennesker oplever at blive holdt tilbage og ikke kunne få lov til at udleve deres drømme. De, som holder tilbage, gør det ikke nødvendigvis af ondskab, men fordi de selv er blevet holdt tilbage i deres drøm. På den måde bliver det et mønster, der gentager sig. Det er meget tydeligt i mange liv, og jeg synes, at det er en vigtig historie at fortælle."
Historien om Sylfidden udspiller sig i et minimalistisk univers med en detaljerig symbolik, der afspejler tematikken. "Min tanke var, at den verden skulle være meget lille. Verden uden for det skæve hus er ikke andet end en nedtrådt sti, som ender for foden af en bakke. På den anden side af bakken lever drømme og de vidunderlige sommerfugle. Men ingen i familien er nogensinde kommet om på den anden side af bakken."
De vildeste verdner
Dorte Bengtsons begejstring for animation er ikke til at komme uden om. "Man kan lave de vildeste verdener i animation, på den måde er det et uendeligt medie. Man kan gøre grimme ting smukke. Det er ikke menneskeligt at være perfekt - og fordi karaktererne er grimme, bliver de menneskelige. Hvis man så Sylfiddens afskyeligt grimme mor med hængepatter i virkeligheden, ville det tage pusten fra én. I animation kan det lade sig gøre, uden at det stjæler fokus eller bliver ulækkert."
Dorte Bengtson dimitterede som animationsinstruktør fra Den Danske Filmskole i 2008. "På uddannelsen lærer man først og fremmest at instruere animatorerne, som er animationsfilmens skuespillere. Man bliver kort sagt uddannet instruktør - bare i den tegnede verden. Det at instruere er en form for kreativ ledelse: Jeg har ideerne og filmen inde i hovedet, men skal styre et helt hold, der i sammenspil skal skabe min personlige vision."
At få et hold til at realisere sin personlige vision er en opgave, som Bengtson med "Sylfidden" viser, at hun mestrer. Det er måske en af årsagerne til, at hun netop har modtaget støtte fra Det Danske Filminstitut til udviklingen af manuskriptet til sin kommende animationsspillefilm "Det stumme folk" (arbejdstitel).
"'Det stumme folk' er en eventyrlig science fiction-film for børn, som handler om ytringsfrihed. Handlingen foregår i en stum by bag en lydmur. Folket har fået syet læberne sammen af diktaturet, så de ikke kan tale."
Manuskriptet skal skrives i samarbejde med den filmskoleuddannede manuskriptforfatter Tine Krull, og det kribler i Dorte Bengtsons fingre for at komme i gang med projektet.