Stærkt dansk lineup i Toronto

INTERNATIONAL. Joshua Oppenheimers stjernespækkede musical 'The End', Frederik Louis Hviids actiondrama 'De lydløse', Magnus von Horns 'Pigen med nålen' og Thomas Vinterbergs 'Familier som vores' er udtaget til Toronto-festivalen, som begynder 5. september.

[Publiceret 22. juli 2024 - Opdateret 5. september]

Tre danske spillefilm og en serie er udtaget til den prestigefulde canadiske festival, der begynder i dag. Joshua Oppenheimers 'The End' og Magnus von Horns 'Pigen med nålen' vises i Special Presentations-programmet, mens Frederik Louis Hviids 'De lydløse' vises i festivalens Discovery-program og Thomas Vinterbergs serie 'Familier som vores' vises i Primetime-programmet.

The End

Tilda Swinton og Michael Shannon i 'The End'.
Tilda Swinton og Michael Shannon i 'The End'. Foto: Felix Dickinson

Med stjerner som Tilda Swinton, George MacKay, Moses Ingram og Michael Shannon på rollelisten får Joshua Oppenheimers danskproducerede 'The End' premiere på Toronto International Film Festival i det prestigefyldte program: Special Presentations. 'The End' har netop fejret sin verdenspremiere på den berømte Telluride Film Festival, hvor den fik en fin modtagelse.

Den anerkendte instruktør har skabt en musical om en af de sidste familier i live på jorden. Da en fremmed ung kvindes pludselige ankomst truer deres luksusliv i en bunker dybt under jorden, begynder familiens søn at sætte spørgsmålstegn ved deres tilsyneladende perfekte eksistens.

'The End' er skrevet af Joshua Oppenheimer og Rasmus Heisterberg og produceret af Signe Byrge Sørensen for Final Cut for Real med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Signe Byrge Sørensen har tidligere produceret Joshua Oppenheimers to Oscar-nominerede dokumentarfilm 'The Act of Killing' og 'The Look of Silence'. Filmen er desuden støttet af Den Vestdanske Filmpulje, FilmFyn, Nordisk Film & TV Fond og Eurimages og produceret i samarbejde med DR.

Filmen distribueres af Filmbazar i biograferne for Scandinavian Film Distribution. Der er endnu ikke fastsat en dansk premieredato.

Pigen med nålen

I Special Presentations-programmet vises også Magnus von Horns 'Pigen med nålen', der havde verdenspremiere i hovedkonkurrencen på Cannes-festivalen.

Kontakt

Lizette Gram Mygind
Festivalkonsulent, spillefilm
Tlf. +45 2482 3758
lizetteg@dfi.dk

I filmen kæmper den unge fabriksarbejder Karoline for at overleve i København i tiden lige efter 1. Verdenskrig. Da hun bliver arbejdsløs, forladt og gravid, møder hun Dagmar, en karismatisk kvinde, der driver et undergrundsadoptionsbureau, hvor hun hjælper mødre med at finde plejefamilier til deres uønskede børn. Da Karoline ikke har andre steder at tage hen, påtager hun sig rollen som amme, og der opstår en stærk forbindelse mellem de to kvinder. Men Karolines verden går i stykker, da den chokerende sandhed går op for hende.

Vic Carmen Sonne spiller Karoline, mens Trine Dyrholm har rollen som Dagmar Overbye, og Besir Zeciri spiller Karolines mand i 'Pigen med nålen'.

Instruktør Magnus von Horn har skrevet manuskriptet med Line Langebek, der bygger på historien om Dagmar Overbye, som fra 1913 og syv år frem dræbte en lang række spædbørn født uden for ægteskab. 

Filmen er produceret af Malene Blenkov og Mariusz Włodarski for Nordisk Film Creative Alliance med støtte fra blandt andet Det Danske Filminstitut, Det Svenske Filminstitut, Det Polske Filminstitut, Nordisk Film & TV Fond og Eurimages. 

'Pigen med nålen' får dansk premiere 23. januar 2025.
 

De lydløse

'De lydløse'
'De lydløse' får verdenspremiere på Toronto Film Festival. Foto: Henrik Ohsten

Danmarkshistoriens største røveri er omdrejningspunktet for Frederik Louis Hviids anden spillefilm 'De lydløse', som får verdenspremiere på Toronto International Film Festival i Discovery-programmet for nye instruktører.

I 2008, mens finanskrisen gør sit indtog i Danmark, beslutter en gruppe på 25 mænd fra Danmark og hele Europa sig for at begå det største røveri nogensinde på dansk jord. De er ambitiøse og kompromisløse mænd, der alle deler samme ambition: At lykkes med det umulige - på trods af store forhindringer, indbyrdes stridigheder, hemmelige agendaer og personlige omkostninger. Filmen er inspireret af røveriet i Dansk Værdihåndtering i 2008, hvor en gruppe røvere slap af sted med ca. 70 mio. kr., hvoraf kun en mindre del er fundet.

I hovedrollen som en af røveriets primære bagmænd ses Gustav Dyekjær Giese, mens de øvrige bærende roller spilles af Amanda Collin og den franske stjerne Reda Kateb.

Frederik Louis Hviid fik sin instruktørdebut med 'Shorta' i 2020, som fik verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig. Anders Frithiof August har skrevet filmens manuskript, og Kasper Dissing har produceret for Zentropa med støtte fra Filminstituttet.

Filmen er desuden støttet af Canal+, Cine+ OCS, Nordisk Film & TV Fond, Det Svenske Filminstitut, DR, SVT og Den Europæiske Union.

'De lydløse' får dansk biografpremiere den 31. oktober.
 

Familier som vores

'Familier som vores' Amaryllis August
Amaryllis August i 'Familier som vores', der får nordamerikansk premiere på Toronto Film Festival. Foto: Sturla Brandth Grøvlen

Thomas Vinterbergs første serie, 'Familier som vores', er udtaget til festivalens Primetime-program. Serien er også hans første projekt siden 'Druk', som han modtog en Oscar for i 2021.

'Familier som vores' begynder midt i den danske sommer, hvor den stigende vandstand ikke længere kan ignoreres, og regeringen beslutter, at hele Danmark skal evakueres. Al ejendom bliver med ét værdiløst, og huse og institutioner lades ensomme tilbage, mens familier, venner og elskende tvinges i hver sin retning. Dem, der har råd, rejser til velhavende lande, mens mindre velstillede er afhængige af det statsfinansierede program og må flytte hen, hvor der er plads. Kaos, splittelse og magtesløshed banker på hos danskerne.

På seriens rolleliste er blandt andre Amaryllis August, Albert Rudbeck Lindhardt, Nikolaj Lie Kaas, Paprika Steen, Helene Reingaard Neumann, Esben Smed, Magnus Millang, David Dencik, Thomas Bo Larsen, Max Kaysen Høyrup og Asta Kamma August.

'Familier som vores' er skrevet af Thomas Vinterberg og Bo Hr. Hansen, og Thomas Vinterberg har instrueret alle syv afsnit.

Serien er produceret af Sisse Graum Jørgensen for Zentropa Entertainments og Kasper Dissing for TV 2 Danmark, STUDIOCANAL og CANAL+ med støtte fra Det Danske Filminstitut via Public Service Puljen.

'Familier som vores' i sin fulde længde på festivalen og får dansk premiere d. 20. oktober på TV 2 og TV 2 Play.

Toronto Filmfestivalen

Toronto Filmfestivalen er en af Nordamerikas største og regnes som en vigtig platform for europæiske film på det amerikanske marked.

Det Danske Filminstitut vil være til stede på festivalen som en del af det nordiske samarbejde 'The Five Nordics.

Toronto Filmfestivalen 2024 løber fra 5. til 15. september.