Tredobbelt sejr til danske dokumentarfilm

Danske dokumentarfilm vandt lørdag den 2. december hele tre hovedpriser på Amsterdams internationale dokumentarfilmfestival, IDFA, som anses for verdens vigtigste festival for dokumentarfilm. Pernille Rose Grønkjærs "The Monastery" vandt festivalens fornemmeste pris, Joris Ivens Award, Eva Mulvads "Vores lykkes fjender"/"Enemies of Happiness" vandt The Silver Wolf Award, og Erlend E. Mos "Inden for mine øjne" vandt The Silver Cub Award.

"The Monastery" var nomineret i Joris Ivens Competition, hvor dokumentarfilm af spillefilmlængde kæmper om festivalens fornemste pris. Filmen følger Jørgen Lauersen Vig, som for 50 år siden købte Hesbjerg Slot for at gøre det til kloster. Nu ser han frem til, at en gruppe russisk ortodokse nonner endelig flytter ind.

"Vores lykkes fjender"/"Enemies of Happiness" var nomineret i Silver Wolf Competition, festivalens konkurrence for dokumentarfilm af mindre end en times varighed."Vores lykkes fjender"/"Enemies of Happiness" skildrer perioden i 2005, hvor den 28-årige afghanske kvinde, Malalai Joya stiller op til landets første demokratisk valgte parlament i 30 år.

De to film er også netop blevet udvalgt til at deltage i Sundance Film Festivals konkurrenceprogram for internationale dokumentarfilm.

Erlend E. Mos "Inden for mine øjne" var en de 13 film i Silver Cub Competition, konkurrenceprogrammet for film under en halv time.

Filmene er indgået eller vil senere indgå i Det Danske Filminstituts distribution til skoler og biblioteker.

"Vores lykkes fjender"/"Enemies of Happiness" kan den 1.- 8. december ses i Grand Teatret i København, Café Biografen i Odense, Øst for Paradis i Århus og Biffen i Aalborg.
International Documentary Filmfestival Amsterdam, IDFA: www.idfa.nl

DFI fact sheets:
The Monastery
Vores lykkes fjender
Inden for mine øjne
For yderligere oplysninger:
Det Danske FilminstitutAnne Marie Kürstein, 4041 4697, kurstein@dfi.dkLars Fiil-Jensen, 2032 8121, larsf@dfi.dk