Trier på Copenhagen Art Festival

FILMKUNST. Lars von Trier er hovedmanden bag det nye interaktive filmprojekt "Gesamt", der får premiere den 12. oktober på Copenhagen Art Festival.

Projektet sammenholder flere forskellige kunstarter, og værket vil blive sammensat af materiale fra mennesker over hele kloden. Trier opfordrer alle, der har lyst til at være en del af kunstprojektet, til at indsende deres egen genfortolkning af seks af tidens store kunstværker. Deltagerne må optage op til fem minutters materiale.

Inspirationskilderne er et uddrag af James Joyces roman "Ulysses", en scene fra August Strindbergs skuespil "Faderen", Albert Speers monument Zeppelintribunen i Nürnberg, Paul Gauguins maleri "Hvor kommer vi fra? Hvem er vi? Hvor er vi på vej hen?", en sonate af komponisten César Franck og slutteligt en sang og stepdans af Sammy Davis Jr.

Den danske filminstruktør Jenle Hallund vil udvælge og sammensætte det indsendte materiale til en eller flere film, der får premiere d. 12. oktober på Kunsthal Charlottenborg i København. Hvorledes film(ene) skal fremvises, er også nøje valgt af Lars von Trier: Fire store skærme sættes op i et sort rum. De fire skærme kører samtidig, men må ikke vise det samme materiale simultant. På den vis føres ideen om Gesamt også videre i selve fremstillingen af værket.

Flere internationale film- og nyhedsmedier har skrevet om projektet. Læs omtalen i The New York Times' art beat blog.  

Man kan indsende materiale frem til den 6. september.

Festivalen åbner 24. august og fortsætter hele efteråret. "Gesamt" får premiere den 12. oktober.  

Den 25. august kl. 19.45 kan du møde nogle af hovedkræfterne bag "Gesamt" i Cinemateket. Instruktør Jenle Hallund, projektleder Nadia Claudi og andre indbudte gæster vil besvare spørgsmål og indkredse, hvad det er, et fælles værk af denne type kan. Desuden vil der være oplæg om gesamtkunstværkets historie krydret med andre eksempler på Gesamtkunstværker fra filmhistorien. Arrangementet er gratis, men kræver pladsbestilling.

Læs mere om projektet på www.gesamt.org

Copenhagen Art Festival

Copenhagen Art Festival er en international festival for samtidskunst arrangeret af Kunsthal Charlottenborg, Nikolaj Kunsthal, Den Frie Udstillingsbygning, Overgaden Institut for Samtidskunst og Kunstforeningen GL STRAND i samarbejde med festivalsekretariatet.

Læs mere på www.cph-artfestival.org