CANNES 2009: En dag i begyndelsen af april mødtes forfatteren Knud Romer med Lars von Trier i instruktørens kælder til en samtale om Strindberg, kvinder, angst, paranoia og filmkunst som terapi.
"Du ligner en præst," siger Trier, da vi giver hånd uden for forevisningslokalet i Filmbyen, hvor jeg skal se hans seneste værk, "Antichrist". Den er omgivet med hemmelighedskræmmeri og så mange sikkerhedsforanstaltninger, at det er lige som at skulle se en gyser i Nationalbankens gulddepot. "Jamen, jeg er her også for at frelse din udødelige sjæl," svarer jeg. 90 minutter senere rejser jeg mig dybt rystet og kører hjem, og jeg kan mærke angsten og paranoiaen på motorvejen, hvor jeg bliver overhalet af en rustvogn.
Det er urovækkende at få lov til at interviewe Trier, som er ironiens og sarkasmernes mester og i stand til at vende enhver samtale til at handle om en selv og ens ømmeste punkter. Nogle dage senere venter jeg i Filmbyen og får at vide, at han er forsinket. Over hans kontorer står der skrevet med bloddryppende, røde bogstaver: "Chaos reigns." Efter en time bliver det til, at det skal foregå i hans hjem 20 kilometer nordpå - og jeg er bange for at køre galt af nervøsitet. På den lille vej op til huset med udsigt over åen banker jeg bilen ind i et stakit og nogle sten på parkeringspladsen - og jeg går forkert, indtil hans stemme kalder oppe fra en dør: "Knud, her!"
Trier er venligheden selv, og hans kone Bente har bagt vafler og lavet urtete - de to tryggeste ting på jorden. Jeg klamrer mig til dem, da jeg finder ud af, at interviewet skal forgå i kælderen på to sækkestole - og med en Trier, som ikke har andet tøj på end sorte sokker, løse, sorte underbukser og sort T-shirt. Jeg bliver pludselig usikker over, hvad det egentlig er, der skal ske - og så meget mere, fordi det er min bagtanke at tale om, at han som mange store filmskabere laver den samme film igen og igen i forskellige - og mere og mere radikale - udgaver.
Og at den film i hans tilfælde handler om en passiv, paranoid mand med storhedsvanvid - sengeliggende som i "Breaking the Waves", levende begravet som i "Antichrist" - der misbruger en syg/sindssyg kvinde seksuelt og med døden til følge for at frembringe sadomasochistiske lystbilleder og give ham en voyeuristisk tilfredsstillelse af sin seksualitet. Min egen paranoia er allerede godt i gang, og jeg er kort sagt bange for, at det er min tur nu.
Det var ikke min tur, og det var ikke Anti-Christ, jeg mødte i kælderen, men en usædvanlig sympatisk og åben - og ja, næsten nøgen - Lars von Trier, der lever livet på klingen af en akut dødsbevidsthed for at skabe den apokalyptiske billedskønhed, som gør "Antichrist" til et mesterværk. Efter halvanden time ærgrer jeg mig over, at jeg ikke er bedre til at interviewe, fordi jeg aldrig har prøvet det før og snakker for meget, og jeg gør noget, man ikke gør: Giver Trier et, meget forsigtigt, knus som tak for alt. Ude i bilen fortoner nervøsiteten og angsten og paranoiaen sig lige så stille, og jeg overhaler - og det passer - en rustvogn på vej hjem.
Lars von Trier: Jeg er spændt på dit første spørgsmål, husk nu det skal være langt!
Knud Romer: Du har lavet en lang række konceptagtige film, hvor du har lavet benspænd for dig selv. Nu er Trier, den apokalyptiske billedmager, tilbage. Hvorfor gjorde du det ene, og hvorfor er du tilbage?
LvT: Det hele er jo billeder for mig - også selv om der er streger på gulvet. Men jeg … (tøver) var lidt skidtmads, depressionsagtig - jeg var jo helt nede - og i tvivl om jeg overhovedet kunne lave en film igen … Men jeg fandt tilbage til noget af ungdommens stof. Dengang var jeg jo meget optaget af Strindberg. Specielt ham som person, han var fantastisk. Og så prøvede jeg at lave en film - jeg har ikke prøvet at tale om det her før, det er svært at formulere … Så prøvede jeg at lave en film, hvor jeg skulle smide fornuften lidt væk.
KR: "Chaos reigns."
LvT: Ja (ler). Jeg havde en række billeder, som jeg forsøgte at sætte sammen. Og så var det interessant for mig at lave en film, hvor der kun var to personer i.
KR: "Scener fra et ægteskab" …
LvT: Ja, det er jo "Scener fra et ægteskab", men i en lidt anden udformning. Jeg var glad for "Scener fra et ægteskab" dengang. Det var stort, syntes jeg.
KR: Men det er jo mere et Strindbergsk ægteskab, end det er et Bergmansk.
LvT: Ja, de skubber hinanden mere ned ad trapper hos Strindberg …
KR: Kvindesynet minder vel også mere om Strindberg end om Bergman?
LvT: Ja. Jeg vil jo sikkert blive spurgt om det igen, det med kvindesynet. Den dér kønnenes kamp, som Strindberg hele tiden skrev om, har jeg jo altid haft et romantisk forhold til. Man bliver jo ved med at beskrive kønnenes forhold. Jeg ved ikke, om der findes en entydig sandhed …
Genrefilm i gåseøjne
KR: Du laver jo "genrefilm" med meget store gåseøjne. Du fortæller den samme historie, din historie, i forskellige udgaver og tilspidsninger, ligesom mange andre forfattere og auteurer gør det. Hvad er dit forhold til genrer? Du har melodrama i "Breaking the Waves", du har musical i "Dancer in the Dark". Med "Antichrist" har vi gyser- eller horrorfilm. Er dit forhold til genrekonventioner romantisk eller legende?
LvT: Genrer er jo en inspiration. Historien er stort set den samme hver gang, det er jeg efterhånden blevet ret bevidst om. Men "genre" - jeg rammer dem jo aldrig, fordi jeg også synes genren skal tilføres et eller andet. Hvis jeg havde været kok, havde det været min version af en flæskesteg.
KR: Det er, som om du tager for dig af de konventionelle udtryk, der ligger i legekassen, og dem sætter du så over styr ved at vende dem helt på hovedet.
LvT: Jeg har jo læst Filmvidenskab, dér var jeg ret glad for genrefilm. "Asfaltjunglen"! Film noir, du ved, det var jo skønt det hele.
KR: Hvis man er doven og kun har set dine film, så har man set samtlige genrer, der findes.
LvT: Ja, i samme film (ler). Men jeg er jo ikke særlig tro mod de forskellige genrer, det kan man ikke sige. Jeg kan jo godt lide, når tingene støder lidt mod hinanden.
KR: Nogen vil mene, at du med større og større mod på overskridelse også nærmer dig den mest tabuiserede genre, der findes, nemlig pornografien.
LvT: Jo, den har jeg jo flirtet lidt med - også da vi lavede "Idioterne". Et eller andet sted hænger seksualitet og gysergenren tæt sammen … Pornografi? Jeg ved sgu ikke. Er det pornografi? Det er det måske … Men pornografi har altid irriteret mig. Pornofilm bliver jo lavet som et brugsredskab, pornofilm bliver let ret plat i det.
Ekstrem pirring
KR: Både gyserfilm og pornofilm hensætter jo betragteren i en pirringstilstand, hvor gyseren er angst og pornoen er lyst. Der, hvor de mødes, er i den ekstreme ophidselse, hvor det kan være svært at afkode, hvad der er passiv lidelse eller aktiv liderlighed.
LvT: Du siger det meget smukt, det ville jeg ikke kunne gøre.
KR: Det ene opleves positivt som lyst, og det andet opleves negativt som angst. Den effekt har dine film også på tilskueren. Er det noget, du tilstræber bevidst, eller er det et følelsesmæssigt selvudtryk?
LvT: Åh, det er nogle meget vanskelige spørgsmål, du stiller, men det er selvfølgelig interessant nok. Jeg forsøger at få mine film til at påvirke publikums følelser, ja, det gør jeg. Men det gør jeg jo ved at lave et så ekspressivt billede for mig selv, som jeg kan. Så jeg vil stadigvæk påstå (selv om det måske også er lidt løgn), at jeg ikke har et publikum i tankerne, når jeg laver filmene. Men jeg tilfredsstiller først og fremmest mig selv med de billeder, jeg laver. Samtidig kan jeg jo ikke nægte, at de er lavet med en intention om, at de skal have en effekt, billederne.
KR: Den her film var ekstremt angstfremkaldende for mig. Jeg har meget svært ved at glemme den, den forfølger mig. Hvis jeg skulle leve med at skabe sådan nogle billeder på min egen nethinde først og leve med de ekstreme følelsesmæssige udtryk, ville jeg få et nervesammenbrud.
LvT: Film er jo en bleg afspejling af virkeligheden. Hvis du sidder og tuder i en biograf, så er det en bleg kopi af en tilsvarende følelse, du har haft i det virkelige liv. På den måde er film et andenrangsmedium, for den vil altid leve på nogle lånte følelser fra det virkelige liv. Hvis nogen bliver bange, er det højst sandsynligt, fordi de har noget angst, man kan hive frem og bruge i forhold til den oplevelse, det er at se film. Men film har andre kvaliteter end det følelsesfrembringende. Tag for eksempel Munch og Skriget, som min lille søn har kopieret i en tegning. Skriget er jo et genialt udtryk for en følelse, men folk løber jo ikke skrigende ud af museet …
KR: Er dine film et skrig?
LvT: Mmm, "Antichrist" er den film, som er tættest på at være et skrig. Den er jo kommet fra et tidspunkt i mit liv, hvor jeg havde det rigtigt dårligt. Inspirationen finder du i din egen angst, dine egne følelser, det er dér, tingene kommer fra. Men så bliver de til noget andet. Det er jo ikke sådan en tankeoverføring fra instruktøren til publikum, værsgo, det her er en nøgle, og så vil du komme ind i den tilstand, jeg var i - sådan er det jo ikke. Grunden til, at horrorgenren (jeg ved ikke engang, om det er det) er interessant for mig, er jo, at man kan få lov til så mange ting.
Passiv paranoia
KR: Det er en lettelse for mig, at du er vendt tilbage til et 100 % romantisk, symbolsk univers med nogle katolske reminiscenser og jeg skal gi' dig - næsten før-romantisk, goth på mange måder, Count Dracula.
LvT: Jo, det er det. Jeg er ikke i stand til at analysere det, men billedmæssigt er vi absolut i den romantiske genre.
KR: Du siger, at film ikke er en klar afspejling af en virkelighed. Den virkelighed, man finder i gyserfilmen - en passiv, paranoid virkelighedsoplevelse, som er storhedsvanviddets, hvor alt handler om en selv, peger på en passiv betragter - det er ligesom i legen Mørkeræd: den dér passive paranoide tilstand, den finder man jo igen og igen og igen i dine film. Hovedperson er fuldstændig lammet, ligger i en seng, levende begravet!
LvT (leende): Jo, Edgar Allan skal vi ikke glemme, ham har jeg læst, han var også en romantisk figur i sig selv.
KR: Det er jo smukt, at dine film udtrykker mørkerædsel i betragtning af, at de skal ses i en mørk biograf, fuldstændig udsat …
LvT: Jeg havde engang en tanke om, at jeg ville lave teater, for det slog mig, at man kunne blive meget mere angst i et teater end i en biograf. Jeg havde en plan om at dramatisere "Eksorcisten". Jeg føler mig dårlig tilpas i en biograf, men jeg føler mig endnu dårligere tilpas i en teatersal, fordi det er live. Det er et skrækscenarie for mig at gå i teatret.
Men nu vi taler om publikum, så har jeg en fornemmelse af, at det er så uendelig lidt, der når videre. Men jeg er meget glad for denne film og for billederne. De kommer fra en inspiration, som er virkelig for mig. Jeg har udvist en ærlighed over for det her projekt. Det synes jeg jo også, jeg gjorde med "Idioterne" og de andre film. Men det her er en afglans af nogle billeder, som er meget tidligere i mit liv.
KR: Du arbejder jo med "urscenen" - barnets første møde med og uforståenhed over for forældrenes seksualitet, som er gådefuld. Barnet ved ikke, hvad der sker, men kan se, at det hensætter én i en meget stærk tilstand, som er både angstfuld og lystfuld. Hvis man har lyst til at lege Freud, er det jo urscenen over alle urscener, angsten over alle angster.
LvT: … Ja, jeg lytter.
KR: Ok, dårligt spørgsmål … Filmen er til en vis grad terapeutisk. Men terapeuten i filmen er ikke specielt terapeutisk. Det er nærmest terapeuten som sadist, ikke?
LvT: Jeg har jo selv stiftet bekendtskab med den her kognitive terapi, som stort set går ud på, at hvis du er bange for at falde fra en klippe, så bliver du skubbet ud, og så er det jo i hvert fald slut med angsten. Det er åbenbart en terapiform, som er succesfuld. Det kommer selvfølgelige an på, hvor høje skrænter man skal skubbes ud over. De små skrænter har de virkelig succes med …
Ahhh, jeg kan jo godt lige at gøre nar og drille og sådan noget. Og mine mandlige hovedpersoner er jo ofte i bund og grund nogle idioter, som ikke forstår en skid. Også i "Antichrist". Så selvfølgelig skal det gå galt!
Men det dér med, at angsten er én ting og virkeligheden noget andet, det kan man godt diskutere … Kan angst ændre verden? Det synes jeg godt, den kan - eller gør.
Djævleuddrivelse
KR: I den her film er personerne fuldstændig handlingslammede, spærret inde i en hytte, og muligheden for at gribe handlende ind og ændre virkeligheden er minimal. De har kun en svensknøgle og et par besværgelser, de kan stille op over for en ekstrem angstfremkaldende virkelighed. Hvordan kommer katolicismen egentlig ind i billedet? Der er jo krucifikser og hvidløg i gamle gyserfilm - og i katolicismen. Der er meget katolsk tankegods i det her?
LvT: Det kan jeg ikke svare på, for jeg er en meget dårlig katolik. Jeg er ikke religiøs på nogen måde. Jeg bliver mere og mere ateist.
KR: Men katolicismen er jo også de ikke-troendes yndlingsreligion, for der er så mange udtryk - ritualer, ornamenter og den slags. Og så er vi jo næsten tilbage i legetøjskassen af udtryk, ligesom i genrefilm. Katolicismen har også en stor legekasse af udtryk, man kan benytte sig af.
LvT: Ja, som man kan blive fascineret af og tiltrukket af - jeg blev i hvert fald. Man ser legetøjskassen som en stor frihed. Jeg har jo altid set protestantismen som det store udyr, men religion er i det hele taget noget lort, det er jeg helt sikker på.
KR: Men hele det udtrykssystem er jo på spil - i både "Breaking the Waves" og "Antichrist"?
LvT: Jeg har haft Nietzsches "Antichrist" liggende på mit bord, siden jeg var 12 år (ler). Det er jo hans store opgør med kristendommen.
KR: Det er sjovt du nævner "Eksorcisten" som et teaterstykke, du gerne vil realisere, for eksorcisme er jo en katolsk djævleuddrivelse. Uddriver du dine djævle, eller uddriver du virkelighedens djævle? Terapi er vel også en form for djævleuddrivelse?
LvT: Jamen de djævle, det er jo mine gode venner. Det er måske fordelen ved at lave film, at de dér djævle, som er så pinefulde, når man møder dem, får en anden rolle. De bliver ens gode venner, når man får dem med i en film. De bliver legekammerater, medsammensvorne. Det kan da være, Munch havde det rigtig godt med Skriget.
Munch kom til Danmark på et tidspunkt for at blive helbredt af dr. Jacobsen. Han behandlede to store kunstnere, Strindberg og Munch. Begge to kom fuldstændig forandrede ud af det - Munch bestemt til det værre. Han var meget mere interessant, før han kom til Danmark og blev trukket igennem det dér.
Måske fører det for vidt, men det er i hvert fald interessant, om det man siger er sandt: At når sindssygen lægger sig, falder kvaliteten i værkerne, det kan sgu da godt være …
KR: Er det prisen værd?
LvT: Det er aldrig prisen værd! Jeg gider næsten ikke gentage det, men jeg har haft det ret dårligt!
KR: Jeg vender lige tilbage til det med paranoiaen. Det modsatte af at føle sig forfulgt og være bange, det er jo at være ovenpå, at tage kontrol. I stedet for at være forfulgt af andre, som man er bange for, så kan man placere sig i en dominerende position og beherske de andre. Er det derfor, du er rolig og tilfreds og glad, når du filmer?
LvT: Det plejer jeg at være, men det har jeg ikke været den her gang. Jeg har ikke nogen angst for at lave film, jeg er ikke angst for at komme med et udsagn og blive bedømt bagefter. Men denne gang havde jeg angst for bare at være til stede. Der er jo en vis klaustrofobi forbundet med at sætte sådan en stor ting op og så selv være i centrum, og jeg har været et betydeligt dårligere centrum i denne end i de sidste mange film. Jeg har virkelig følt, at jeg manglede glæde. Lige her og nu, hvor vi har mikset den, har jeg følt en stor fornøjelse, det har været meget rart, men ellers er ekstasen udeblevet. I nogen af de andre film har det været lidt som en leg, hvor instruktøren bestemmer, hvad vi skal lege.
KR: Kan det være, fordi der er endnu mere på spil på alle kontoer - og du til gengæld har lavet et mesterværk? Overskridelsen og styrken i billederne er jo som blitzlys!
LvT: Puh! … Forskellen er, at jeg er gået tilbage til sådan noget ungdomsstof, og det er der jo et eller andet gods i, også noget jeg tidligere har forsøgt at fjerne, fordi det var for pinligt. Jeg er bare i en fase nu, hvor jeg ikke er så glad.
KR: Hænger det sammen med at blive ældre?
LvT: Det tror jeg sgu, det gør.
KR: Hvor gammel er du?
LvT: Jeg bliver jo 53 for helvede.
Spillerne og publikum
KR: Jeg vil gerne tale lidt om skuespillerne. Hvordan var de at arbejde med? Det er jo ekstreme ting, du forlanger.
LvT: Willem har jeg jo arbejdet med før i "Manderlay". Han er en meget sød fyr og spurgte selv, om jeg ikke havde et job til ham. Så jeg skrev til ham, at jeg havde det her, men min kone troede ikke, han turde tage det. Det, tror jeg nok, provokerede ham noget. Men han har jo ingen betænkeligheder ved at vise sin krop frem, og det synes jeg jo heller ikke, han bør have.
Vi havde kontakt med nogle kvindelige skuespillere, der ikke rigtigt turde. Charlotte var bare på med det samme, og hun havde læst manuskriptet. Der var ingen tvivl i hendes sind. Det er jo det bedste: To skuespillere, der er virkelig interesseret i at lave filmen. Og da der krævedes meget af dem, var det jo nødvendigt. De har jo performet fantastisk! Jeg har aldrig set nogen arbejde så intenst som Charlotte. Hendes manuskript var fyldt med notater, som hun heldigvis ikke ville vise nogen. Meget, meget hårdtarbejdende.
KR: Hvad er dine tanker om den reaktion, du kan få i Cannes?
LvT: Publikum i Cannes plejer jo at være ret åbent … Hvad gør man ikke? Man boller ikke?
KR: Nej, man udviser en vis blufærdig i forhold til kønsdele.
LvT: Jeg vil da tro, at jeg stadig har et publikum, der sætter pris på, at tingene bliver vist.
KR: Tror du, at grusomhederne i den her film, det ekstreme udtryk, vil have nogen effekt på, hvem der går ind og ser den? Vil det stille sig i vejen for dens udbredelse?
LvT: Det kan jeg ikke forestille mig. Jeg vil jo gerne have, at der er nogen, der ser filmen. En karriere er jo som en lang række spørgsmål til en bestemt gruppe. Hvis de kan være med hele vejen, så er det "mine" folk. Men frem for alt vil jeg gerne have, at filmen finder sit eget publikum.
KR: Det er jo fetichisme, er det ikke - når man har kult. Du er jo også billedfetichist …
LvT: Nå!
KR: Altså forstået på den måde, at du for eksempel bruger et specielt kamera, som kan optage i ekstrem slowmotion. I modsætning til knald og tjubang. Du går i stik modsat retning: statisk sorg, statisk angst, statisk paranoia, som jo bliver understreget af billeder i ekstrem slowmotion, som nærmer sig stillbilledet.
LvT: For lang tid siden fik jeg en ide om, at jeg ville lave én lang scene bare med operamusik. Og - et greb i legekassen fra gamle dage - dér er blandt andet slowmotion. Det er jo blevet relativt nemt at lave, og det har sin helt egen mærkværdige skønhed. Dybest set er jeg jo ikke så stolt over at gribe til de gamle teknikker. Men jeg har set lidt bort fra det, for det her er sådan en "emergency"-film, en redningsplanke. Jeg skulle bare gøre noget, ellers ville jeg synke tilbage i min seng og kigge ind i væggen.
Mange af billederne i filmen stammer i øvrigt fra fantasirejser, jeg har dyrket i løbet af mit liv. Jeg har lært mig selv nogle teknikker omkring shamanisme, og en stor del af billederne har jeg fundet på de rejser. Du har sådan en trommelyd, som sætter dig i en form for trancetilstand, går ind i en parallelverden. Det er skide interessant og morsomt. Jeg har aldrig prøvet LSD, men det her må være en slags syretrip uden syre.
KR: Sjovt, vi bliver ved med at sige det samme på forskellige måder. Det handler hele tiden om en passiv tilstand af smukke, statiske billeder, ekstatiske billeder, passiv paranoia, angst og voyeurisme, der skal tilfredsstille en sadomasochistisk lyst.
LvT: (fnis) Det er godt med nogle etiketter!
KR: Ja, det skal man ikke kimse ad! Og en god portion perverse tilbøjeligheder hører med til et nogenlunde naturligt og sundt liv.
LvT: Ja, det må vi holde fast i, os to, ellers går det jo rigtig skidt! Mine perversioner, der bliver afspejlet i filmen, dem er der jo ikke noget nyt i, det er bare på en anden måde. Og fordi noget af stoffet stammer fra min ungdom, er de måske mere urimelige, ekstatiske. Følelserne og angsterne skulle forfølges til sidste blodsdråbe. Det er en mere barnlig film, vil jeg sige.
KR: Nogen vil jo mene, at det var infantil seksualforskning.
LvT: Ok? Ja, det er det! Det er der ingen tvivl om. Så er det sagt!
KR: Så er vi faktisk tilbage, hvor vi startede, med dit romantiske forhold til Strindberg.
Kvinderne
KR: Nicole Kidman spurgte dig på et tidspunkt: 'Why are you so evil to women?' Hvis Strindberg er kendt for noget, så er det hans kvindefjendskhed. Jeg ved jo godt, du ikke er kvindefjendsk. Men er du ikke bange for at blive anklaget for, at du her driver det til den yderste grænse af kvindehad? Kvindens seksualitet som noget ondt, slangen i Paradiset, hun fortjener sgu den her straf … Er det bare en romantisk leg?
LvT: Jeg har lige set en dokumentarserie om hekseforfølgelser. Man kan sige meget, men det er edderfløjteme en god historie. Det er godt stof. Jeg tror ikke på hekse. Jeg mener ikke, at kvinder og deres seksualitet er ond, men den er skræmmende.
Det er vigtigt at sætte sig selv fri, når man laver film. Hvem fanden er interesseret i, hvad jeg mener? Der er nogle billeder og begreber, der er interessante at sætte sammen på forskellige måder. De viser nogle stumper af menneskesjælen eller menneskets forskellige gøren og laden. Det er interessant.
Jeg provokerer jo også mig selv. Min mor var kvindesagsforkæmper om en hals. Jeg er ret åben for ligestilling, men jeg tror ikke på, det nogensinde bliver en realitet. Der er stor forskel mellem kønnene, ellers havde det ikke været en skid sjovt. Men jeg mener ikke, kvinder bør undertrykkes, selvfølgelig er jeg modstander af det.
Hekseforfølgelser har jo været rædselsfulde, men i selve heksebilledet er der så mange fascinationspunkter, som - fordi jeg har ladet denne her film komme strømmende til mig i stedet for at tænke den - så bliver det sådan nogle lidt Anders And-agtige highlight, der kommer med på strimlen. Lidt ligesom at sætte et stykke fluepapir op; de tanker og billeder, der er kommet forbi, er suget ind og sidder i filmen. Men at sige, at jeg er kvindehader, det er forkert.
Knud Romer, født 1960. Optrådte i Lars von Triers "Idioterne" og er medforfatter til Christoffer Boes film "Offscreen". Knud Romer har læst litteraturvidenskab på Københavns Universitet og har arbejdet i en årrække som reklamemand. Den selvbiografiske roman "Den som blinker er bange for døden" (2006), der solgte stort i Danmark, er solgt til udgivelse i 12 lande og har vundet den franske boghandlerpris Prix Initiales Automne 2007 og den spanske litterære pris Premio Cálamo.
Transskribering og redigering: Susanna Neimann
(Publiceret i FILM #66 under overskriften "A Hearse Heading Home")