I aften, den 28. april, er der på Kanal 5 premiere på teenage-horror-serien "Heartless", der har fået støtte af Public Service Puljen.
En del af begrundelsen for Public Service Puljens støtte er, at serien tematiserer kærlighed, venskab, svigt, moral og ikke mindst køn og sex. Den har dermed en betydning i en yngre målgruppes mulighed for identifikation og refleksion over ungdomsliv og identitet.
DFI's områdedirektør Claus Ladegaard udtaler: "'Heartless' er en forfriskende blanding af hedonistisk "Twilight" og gotisk "Paradise Hotel". Der er tale om en veloplagt og original historie, som blander, stjæler og fortolker elementer fra en række af de seneste års stærkeste og mest populære ungdomsfortællinger. På trods af de overnaturlige elementer i handlingen er serien fortalt i et realistisk sprog, som vil have et stort identifikationspotentiale. Serien er nichedrama rettet mod et yngre publikum, og den har mulighed for at få et stort publikum indenfor målgruppen."
Julie Zangenberg og Sebastian Jessen spiller søskendeparret Sofie og Sebastian, der begge bærer på en mørk, dyster og fatal hemmelighed. For at leve er de nødt til at suge energi ud af andre mennesker. Stopper de ikke i tide, vil deres offer brænde op. Sofie og Sebastian forsøger at få svar på, hvorfor de er, som de er – og deres jagt leder de to søskende til den dystre og traditionsbundne kostskole Ottmannsgaard.
Natasha Arthy har instrueret efter manuskript af Nikolaj Scherfig. Fridthjof Film har produceret i samarbejde med SBS Discovery Media og med Copenhagen Film Fund som co-producent. Public Service Puljen har støttet med 8,6 mio. kr.
Første afsnit af serien ruller over skærmen kl. 21.00.