Heine er hjemvendt soldat. Det hjem, han er vendt tilbage til, er et lille hus langt ude på landet, hvor han bor med tre hunde og en selskabelig kat. Han er ikke er fysisk mærket af krigen, men psykisk er han stadig stærkt påvirket af sine oplevelser.
Marianne Hougen-Moragas film spiller på krigens umiddelbare fravær i de rolige og alt andet end actionmættede situationer, der fylder Heines hverdag. Men bag roen rumler traumet. Siden 1992 har over 26.000 danske soldater deltaget i internationale aktioner. Hvor mange af dem, der er så psykisk mærkede, at de ikke kan opretholde en normal tilværelse, vides ikke. Men for Heine er der tale om en krig, der aldrig slutter.
Instruktøren Marianne Hougen-Moraga er cand.mag. i Filmvidenskab og har en MA i Screen Documentary fra Goldsmiths College. Signe Byrge Sørensen & Anne Köncke har produceret "Hjemvendt" for Final Cut for Real med støtte fra New Danish Screen. Filmen, som varer 14 minutter, havde premiere på CPH:DOX.
"Hjemvendt"
Tv-premiere fredag d. 24. februar kl. 22.15. på DR2