Ville du tilstå en forbrydelse du ikke har begået? Naturligvis ikke. Og så alligevel... Under forhør i USA er det almindeligt at bruge særlige teknikker som Reid-teknikken for at få den tiltalte til at tilstå. I lukkede rum kan trænede forhørsledere få stort set alle til at tilstå, hvad enten den sigtede er skyldig eller ej.
Dokumentarfilmen ’Når politiet lyver’, der også har haft titlen ’False Confessions’, følger den danskfødte forsvarsadvokat Jane Fisher-Byrialsens arbejde med at forhindre falske tilståelser.
Fisher-Byrialsen hjalp blandt andet den danske pædagogstuderende Malthe Thomsen, da han i 2014 blev mistænkt af New Yorks politi for at have krænket 13 børn i en daginstitution på Manhattan.
I flere timer blev han, uden en forsvarer ved sin side, afhørt af politiet som påstod, at de havde videooptagelser af overgrebene og at han ville få det meget nemmere, hvis han bare ville tilstå.
'Når politiet lyver' vandt publikumsprisen til CPH:DOX 2018. Filmen er instrueret af den tidligere Emmy-nominerede Katrine Philp, og produceret af Katrine A. Sahlstrøm for Good Company Pictures med støtte fra Det Danske Filminstitut.
'Når politiet lyver' får amerikansk premiere på Los Angeles Film Festival til september.